Jobindex står sammen med datterselskaberne StepStone og Computerworld it-jobbank for over 60% af det danske online jobannonce marked. Koncernen omfatter også Computerworld, Danmarks førende nyhedsmedie for it-nyheder, samt Jobbsafari i Norge. I alt når koncernens websites ud til over 1 mio. brugere hver måned. Koncernen har over 200 medarbejdere og omsatte for 257 mio. kr. i 2019 med et driftsoverskud på 84 mio. kr. Jobindex blev stiftet i 1996 som et af de første danske internetselskaber og blev i 2007 børsnoteret på vækstbørsen First North.

Jobindex Investornyt er en nyhedsservice for personer, der ønsker at følge med i udviklingen af Jobindex A/S, evt. med henblik på at investere i firmaet.

På denne side kan du se en oversigt over alle de nyheder, der er blevet udsendt gennem Jobindex Investornyt i 2021.

08.12.21 Rekord mange nye jobannoncer på nettet
Offentliggjort 10:16:18
 I løbet af november blev der lagt 33.700 nye jobannoncer på nettet. Dansk Jobindex har været opgjort siden 2003, men aldrig tidligere har der været lagt så mange nye stillingsannoncer på nettet på en enkelt måned. End ikke da arbejdsmarkedet overophedede i tiden op til finanskrisen var antallet af nye jobannoncer på internettet så stort som nu. Genopretningen ovenpå corona-krisen har således været voldsomt, og den er fortsat ind i november til trods for nye restriktioner og bekymringer om den nye corona-variant omikron.

Kigger vi på udviklingen i Dansk Jobindex, så steg antallet af nye jobannoncer lagt på nettet med 1.000 fra oktober fra november. Når det er sagt, så var der dog en tendens til, at de nye restriktioner, der blev indført i november, havde en vis negativ effekt på antallet af nye jobannoncer. Omikron synes dog ikke at gøre en stor forskel på nuværende tidspunkt.

Tallene for november viser, at de mange nye jobannoncer lagt på nettet i perioden siden maj ikke var en engangseffekt knyttet til genåbningen efter vinterens restriktioner. Den høje efterspørgsel efter nye medarbejdere bunder i noget mere blivende. Beskæftigelsen sætter allerede rekord – i september var beskæftigelsen 80.000 personer over niveauet før corona. Med en fortsat høj efterspørgsel efter nye medarbejdere må nye beskæftigelsesrekorder forventes, hvis virksomhederne ellers kan finde de ønskede medarbejdere.
 
15.11.21 3. kvartal 2021: Jobindex opjusterer efter rekordresultat
Offentliggjort 08:26:28
 

3. kvartal 2021: Jobindex opjusterer efter rekordresultat

  • Det danske jobmarked er i top trods Corona-krisen: Siden februar har antallet af nye jobannoncer sat nye rekorder næsten hver eneste måned, ikke bare i forhold til tiden før Corona-krisen, men helt tilbage til før finanskrisen i 2008
  • Jobindex præsenterer for første gang et driftsresultat for et kvartal på over 50 mio. kr., mens omsætningen for 3. kvartal blev på 105 mio. kr.
  • Jobindex opjusterer derfor forventningerne for 2021 til en omsætning på 410 mio. kr. og et driftsresultat på 170 mio. kr. før renter og skat.
Bedste kvartalsresultat nogensinde
3. kvartal 2021 var for Jobindex kendetegnet af fortsat meget høj aktivitet på jobmarkedet: Nettoomsætningen blev på 105 mio. kr. og driftsresultatet steg til 51 mio. kr. før renter og skat mod 40 mio. kr. i 2. kvartal 2021 og 19 mio. kr. i 3. kvartal året før.
 
"Det er første gang, vi præsterer et kvartalsresultat på over 50 mio. kr.", siger Kaare Danielsen fra Jobindex: "Vi har mere travlt end nogensinde, og den stigende omsætning slår tydeligt igennem på bundlinjen. Vi har ansat 90 nye medarbejdere det seneste år, og vi fortsætter med at ansætte nye medarbejdere, for vi vurderer, at behovet for rekruttering vil fortsætte med at stige til næste år", siger han.
 
Hæver forventningerne endnu en gang
Senest har Jobindex udmeldt en forventet omsætning for 2021 i niveauet 400 mio. kr. og et driftsresultat i niveauet 150 mio. kr.

I forlængelse af det gode resultat i 3. kvartal 2021 og et meget stærkt jobmarked i oktober opjusterer koncernen nu sine forventninger for hele 2021 til en nettoomsætning i niveauet 410 mio. kr. og et driftsoverskud i niveauet 170 mio. kr. Opjusteringen og kvartalsregnskabet udgør intern viden.

Vedlagt: Kvartalsrapport for 3. kvartal 2021 for Jobindex A/S
 
11.11.21 Google taber appelsag om Google Shopping
Offentliggjort 00:16:30
 Google tabte i dag appelsagen om Google Shopping, hvor Google i 2017 fik en bøde på 18 milliarder kr. for at favorisere Google Shopping i sine søgeresultater. EU domstolen afviste Googles argumenter og afgjorde også, at de ændringer i Google Shopping tjenesten, som Google har foretaget siden, ikke er tilstrækkelige.

Sagen er den første af 3 sager, hvor EU har givet Google bøder for over 60 milliarder kr. Googles nye jobtjeneste Google for Jobs ligner til forveksling Google Shopping, og Google Shopping sagen følges derfor med stor interesse af de Europæiske jobsites, der har klaget til EU og Margrethe Vestager over Google for Jobs.

Det vides endnu ikke, hvordan Google vil reagere på dommen, men Google Shopping sagen har foreløbigt varet i over 10 år. Håbet fra mange jobsites er derfor, at EUs nye Digital Markets Act vil gøre det mere tydeligt hvordan reglerne er og forbyde tech-giganterne at lancere tjenester, der udnytter deres markedsdominans.
Læs artiklen fra Computerworld
 
03.11.21 Blivende højtryk på jobmarkedet
Offentliggjort 08:20:42
 

Blivende højtryk på jobmarkedet

Bortset fra i november 2007 er der aldrig blevet lagt flere nye jobannoncer på nettet end lige nu. I oktober blev der således lagt 32.600 nye jobannoncer på nettet. Det var 200 flere end i september – men sammenligner vi med niveauet i juli, så er der tale om en fremgang på 1.400 jobannoncer. Tallene for oktober viser således tydeligt, at de mange nye jobannoncer lagt på nettet i perioden siden maj ikke alene var en engangseffekt knyttet til genåbningen efter vinterens restriktioner. Den høje efterspørgsel efter nye medarbejdere synes at bunde i noget mere blivende. Beskæftigelsen sætter allerede rekord – i august var beskæftigelsen 68.000 personer over niveauet før corona-krisen. Med en fortsat høj efterspørgsel efter nye medarbejdere er der grund til at forvente, at beskæftigelsen kommer til at sætte nye rekorder, hvis virksomhederne ellers kan finde de ønskede medarbejdere.

Den høje efterspørgsel efter nye medarbejdere sætter en tyk streg under, at corona-krisen på stort set alle områder adskiller sig radikalt fra tidligere kriser. Corona-krisen havde ikke sit udspring i økonomiske ubalancer og i takt med, at pandemiens betydning er mindsket, ser vi nu tydeligt effekterne af den ekspansive økonomiske politik i ind- og udland. Det betyder dog også, at der ikke har været langt fra et underafkølet arbejdsmarked til et overophedet.
 
11.10.21 Jobindex vokser og opjusterer forventningerne
Offentliggjort 08:28:12
 Antallet af jobannoncer på Jobindex stiger fortsat og har sat nye rekorder i september måned. Antallet af betalte jobannoncer på Jobindex var i september måned det højeste nogensinde på en enkelt måned og lå 50-60% over niveauet før Corona-krisen korrigeret for sæsonudsving.

Det ligger dermed fast, at det høje antal jobannoncer, der har været siden maj måned, ikke bare er en engangseffekt forårsaget af genåbningerne, men er udtryk for et nyt højere aktivitetsniveau. Computerworld har også høj aktivitet efter at det igen er muligt at holde fysiske events.

For 3. kvartal 2021 forventes en nettoomsætning i niveauet 105 mio. kr. mod 110 mio. kr. i 2. kvartal 2021 og 69 mio. kr. i 3. kvartal 2020, og et driftsoverskud før renter og skat på over 45 mio. kr. mod 40 mio. kr. i 2. kvartal 2021 og 19 mio. kr. i 3. kvartal 2020.

Jobindex hæver derfor forventningerne for hele regnskabsåret 2021 til en nettoomsætning i niveauet 400 mio. kr. mod tidligere forventet 380 mio. kr., og et driftsoverskud før renter og skat i niveauet 150 mio. kr. mod tidligere forventet 130 mio. kr.

De opdaterede forventninger udgør intern viden og er baseret på præliminære og ikke-reviderede regnskabstal for 3. kvartal 2021. Den endelige kvartalsrapport for 3. kvartal 2021 forventet at blive offentliggjort den 23. november 2021.
 
05.10.21 Endnu en post-finanskrise rekord
Offentliggjort 07:10:42
 

Endnu en post-finanskrise rekord

Bortset fra i november 2007, er der aldrig blevet lagt flere nye jobannoncer på nettet end lige nu. I september blev der således lagt 32.400 nye jobannoncer på nettet. Det var 1.000 flere end i juli – og 500 flere end i august. Tallene for september viser således tydeligt, at de mange nye jobannoncer lagt på nettet i perioden siden maj ikke alene var en engangseffekt knyttet til genåbningen efter vinterens restriktioner. Den høje efterspørgsel efter nye medarbejder synes at bunde i noget mere blivende. Beskæftigelsen sætter allerede rekord – i juli var beskæftigelsen 51.000 personer over niveauet før corona-krisen. Med en fortsat høj efterspørgsel efter nye medarbejdere er der grund til at forvente, at beskæftigelsen kommer til at sætte nye rekorder, hvis virksomhederne ellers kan finde de ønskede medarbejdere.

Den høje efterspørgsel efter nye medarbejdere sætter en tyk streg under, at corona-krisen på stort set alle områder adskiller sig radikalt fra tidligere kriser. Corona-krisen havde ikke sit udspring i økonomiske ubalancer og i takt med, at pandemiens betydning er mindsket, ser vi nu tydeligt effekterne af den ekspansive økonomiske politik i ind- og udland. Det betyder dog også, at der ikke har været langt fra et underafkølet arbejdsmarked til et overophedet.
 
06.09.21 Fortsat højtryk på jobmarkedet
Offentliggjort 07:10:44
 

Fortsat højtryk på jobmarkedet

Bortset fra en kort periode i tiden op til finanskrisen for over ti år siden, er der aldrig blevet lagt flere nye jobannoncer på nettet end lige nu. I august blev der således lagt 31.700 nye jobannoncer på nettet. Det var marginalt flere end i juni og juli – men tallene for august viser først og fremmest, at de mange nye jobannoncer i perioden siden maj ikke alene var en engangseffekt knyttet til genåbningen efter vinterens restriktioner. Den høje efterspørgsel efter nye medarbejder synes at bunde i noget mere blivende. Beskæftigelsen sætter allerede rekord – i juni var beskæftigelsen 46.000 personer over niveauet før corona-krisen. Med en fortsat høj efterspørgsel efter nye medarbejdere er der grund til at forvente, at beskæftigelsen kommer til at sætte nye rekorder.

Den høje efterspørgsel efter nye medarbejdere sætter en tyk streg under, at corona-krisen på stort set alle områder adskiller sig radikalt fra tidligere kriser. Corona-krisen havde ikke sit udspring i økonomiske ubalancer og i takt med, at pandemiens betydning er mindsket, ser vi nu tydeligt effekterne af den ekspansive økonomiske politik i ind- og udland. Det betyder dog også, at der er ikke langt fra et underafkølet arbejdsmarked til et overophedet.

Ser vi på fremgangen opdelt på sektorer, så har fremgangen siden februar sidste år (før corona) været meget bredt baseret. Det er ikke sådan, at alle har fundet ansættelse i en bestemt sektor. Men den største fremgang er dog at finde i den offentlige sektor, her er antallet af jobannoncer steget med 35 pct. I den private sektor ligger fremgangen på i omegnen af 30 pct.
 
23.08.21 Jobindex har Flest Seriøse Kandidater
Offentliggjort 10:59:12
 Jobindex lancerer i dag en ny stor B2B-kampagne med temaet Flest Seriøse Kandidater. Kampagnen vil fra i dag blive vist på både TV, biografer og internettet, og vil blive suppleret med nyhedsbreve og direkte markedsføring mod kunderne. Formålet er at fortælle kunderne at Jobindex har seriøse kandidater, der allerede har truffet beslutning om at skifte job. Jobindex TV-markedsføringen har normalt primært været rettet mod kandidaterne. Det er første gang Jobindex lancerer en TV-kampagne rettet mod kunderne. Mange virksomheder skal her efter sommerferien til at rekruttere for første gang i lang tid, og vi oplever stigende efterspørgsel på arbejdskraft. Det er derfor et godt tidspunkt at markedsføre Jobindex overfor kunderne, og forklare hvordan brugerne på Jobindex adskiller sig fra brugerne på de sociale medier og Google.
Læs om B2B-kampagnen og se TV-spottet
 
17.08.21 2. kvartal 2021: Opsvinget på jobmarkedet fortsætter
Offentliggjort 08:14:15
 

2. kvartal 2021: Opsvinget på jobmarkedet fortsætter

  • Opsvinget på jobmarkedet fortsætter over sommeren
  • For andet kvartal i træk sætter Jobindex nye rekorder
  • Jobindex opjusterer igen forventningerne til hele 2021
Bedste kvartal nogensinde
2. kvartal 2021 gav Jobindex en nettoomsætning på 110 mio. kr. Dermed slog koncernen sidste kvartals rekord på 97 mio. kr. "Det er ny rekord og en fordobling i forhold til 2. kvartal 2020, hvor nettoomsætningen var 52 mio. kr.," fortæller Kaare Danielsen, direktør i Jobindex. Resultatet endte med et overskud på 40 mio. kr. før renter og skat, hvilket også er ny rekord.

Permanent højere niveau
Kaare Danielsen mener, at det fortsat stærke jobmarked efter sommerferien indikerer, at stigningen i jobannonceringerne og ansættelser ikke bare er en engangseffekt på grund af genåbninger, men er udtryk for et permanent højere niveau for jobmarkedet. "De næste par uger kan afsløre, hvor solidt væksten har fået tag i virksomhederne," siger Kaare Danielsen. 

Jobindex opjusterer igen
Med den seneste udvikling opjusterer Jobindex-koncernen til en forventet nettoomsætning i niveauet 380 mio. kr. og et driftsoverskud før renter og skat i niveauet 130 mio. kr. for 2021 mod tidligere forventet 370 mio. kr. og 120 mio. kr. "Jobmarkedet har fortsat sit høje niveau hen over sommeren, og derfor opjusterer vi forventningerne igen," slutter Kaare Danielsen.

Vedlagt: Kvartalsrapport for 2. kvartal 2021 for Jobindex A/S
 
09.08.21 Fremgangen fortsætter i andet halvår
Offentliggjort 19:40:27
 

Fremgangen fortsætter i andet halvår

Bortset fra en kort periode i tiden op til finanskrisen for over ti år siden, har der aldrig været lagt flere ny jobannoncer på nettet end lige nu. I juli blev der således lagt 31.800 nye jobannoncer på nettet. Det var samme høje niveau som i juni. Genåbningen har således givet anledning til høj aktivitet på arbejdsmarkedet, hvor beskæftigelsen da også allerede i maj satte rekord. Med den fortsat høje efterspørgsel efter nye medarbejdere er der grund til at forvente, at beskæftigelsen kommer til at sætte nye rekorder til trods for, at alle corona-restriktioner faktisk fortsat ikke er afskaffet.

Den høje efterspørgsel efter nye medarbejdere sætter en tyk streg under, at corona-krisen på stort set alle områder adskiller sig radikalt fra tidligere kriser. Corona-krisen havde ikke sit udspring i økonomiske ubalancer og i takt med, at pandemiens betydning er mindsket, ser vi nu tydeligt effekterne af den ekspansive økonomiske politik i ind- og udland. Det betyder dog også, at der er ikke langt fra et underafkølet arbejdsmarked til et overophedet.

En del af den høje efterspørgsel efter nye medarbejdere er knyttet til selve genåbningen og dermed midlertidig – men at antallet af jobannoncer også var højt i juli understreger, at fremgangen ikke alene handler om færre restriktioner, der er grundlæggende god gang i økonomien.

Ser vi på fremgangen opdelt på sektorer, så har fremgangen siden januar sidste år (før corona) været tydeligst for så vidt angår stillingsopslag knyttet til den offentlige sektor. Her har der været en fremgang på 35 pct.
 
18.07.21 Jobindex opjusterer forventningerne igen
Offentliggjort 14:30:43
 Jobindex har oplevet et rekordhøjt niveau af jobannoncer i 2. kvartal. Antallet af jobannoncer på Jobindex har siden maj ligget 30-50% over niveauet før Corona-krisen. Det høje niveau er forsat i starten af juli, hvor arbejdsgiverne har indrykket mange jobannoncer inden de gik på sommerferie. Vi forventer, at jobmarkedet resten af året vil ligge 20-30% over niveauet før Corona-krisen.

For 2. kvartal 2021 forventes resultatet at være en nettoomsætning i niveauet 110 mio. kr. mod 97 mio. kr. i 1. kvartal 2021 og 52 mio. kr. i 2. kvartal 2020, og et driftsoverskud før renter og skat i niveauet 40 mio. kr. mod 38 mio. kr. i 1. kvartal 2021 og 11 mio. kr. i 2. kvartal 2020.

Jobindex hæver derfor forventningerne for hele 2021 til en nettoomsætning i niveauet 370 mio. kr. mod tidligere forventet 360 mio. kr., og et driftsoverskud før renter og skat i niveauet 120 mio. kr. mod tidligere forventet 110 mio. kr.

De opdaterede forventninger er baseret på præliminære og ikke-reviderede regnskabstal for 2. kvartal 2021. Den endelige kvartalsrapport for 2. kvartal 2021 forventes at blive offentliggjort den 17. august 2021.
 
15.06.21 Gratis webinar: Jobmarkedet lige nu
Offentliggjort 11:56:53
 

Gratis webinar: Jobmarkedet lige nu

Oplev cheføkonom hos Børsen Steen Bocian og adm. direktør i Jobindex Kaare Danielsen til dette webinar om jobmarkedet mandag den 21. juni 2021 kl. 9:00-10:00.

Mange af vores kunder oplever for tiden, at det ikke er let at finde de nye medarbejdere. Hos Jobindex ser vi nemlig et rekordhøjt antal jobannoncer, der nærmer sig niveauet for 2007/2008. Det betyder, at konkurrencen er hård – og at det er blevet sværere at rekruttere.

Det handler om udbud og efterspørgsel, men hvilke mekanismer sætter de to begreber i gang – og hvad betyder det for jobmarkedets tilstand? Det får du mere indsigt i på webinaret.

Oplev en fagsnak om job- og kandidatmarkedet

Cheføkonomerne har også en interessant vinkel at fortælle om i den her tid – og den snak mellem os vil vi gerne invitere dig til at overvære og deltage i.

Steen Bocian og Kaare Danielsen har i snart 20 år lavet statistikker om jobmarkedet, og det kommer derfor også til at handle om realtidsstatistikker og nationaløkonomi.

Derfor inviteres du og dine kolleger til gratis webinar, der giver dig en status på jobmarkedet, men også gode råd til, hvordan du bør forholde dig i et svært marked.
Tilmeld dig til webinaret
 
14.06.21 Jobindex uddeler medarbejderaktier og gavekort for 7 mio. kr.
Offentliggjort 23:52:14
 Jobindex har mere travlt end nogensinde før. Genåbningen har betydet rekord mange jobannoncer, og selvom Jobindex koncernen har ansat 55 nye medarbejdere siden november 2020, så har vi svært ved at følge med. Antallet af jobannoncer ligger i øjeblikket ca. 40% over niveauet før corona-krisen. Vores medarbejdere har gjort en kæmpe indsats for at servicere kunderne, og det vil vi gerne anerkende.

Jobindex A/S har i dag uddelt 4200 gratis medarbejderaktier til 212 medarbejdere i Jobindex koncernen inklusive direktionen som meddelt i sidste kvartalsmeddelelse. Aktierne er købt til 1620 kr. pr. aktie svarende til en samlet værdi på 6,8 mio. kr. Aktierne er ikke båndlagte og kan sælges med det samme. Aktierne er købt af hovedaktionæren Danielsen.com aps, der har solgt de 4200 aktier til Jobindex A/S.

Derudover har vi givet alle medarbejdere et skattefrit gavekort på 1200 kr. eller i alt ca. 400.000 kr., som kan benyttes på hoteller, restauranter og forlystelser, herunder teater og biografforestillinger. Det sker gennem gavekortet "Send en tanke", som har lavet et særligt gavekort til oplevelsesindustrien.

På den måde er vi med til at støtte de af vores kunder blandt, hoteller, restauranter, biografer og forlystelser, der har det svært, fordi de står overfor endnu en sommer, hvor de må undvære de udenlandske turister. Dem vil vi gerne støtte, samtidig med at vi giver vores medarbejdere en anerkendelse.
 
04.06.21 Virksomhederne jagter i stor stil nye medarbejdere
Offentliggjort 08:50:33
 

Virksomhederne jagter i stor stil nye medarbejdere

Bortset fra en kort periode i tiden op til finanskrisen for over ti år siden, har der aldrig været lagt flere ny jobannoncer på nettet i løbet af en måned end lige nu. I maj blev der således lagt 31.100 nye jobannoncer på nettet. I april var niveauet 29.000 nye jobannoncer, og ved årets start blev der til sammenligning kun lagt 23.000 jobannoncer på nettet på en måned. Genåbningen har således givet fuldt tryk på jobmarkedet. Mange virksomheder har på en og samme tid behov for at ansætte nye medarbejdere i takt med, at restriktionerne forsvinder, og økonomien kommer op i gear. I modsætning til tiden efter finanskrisen, så ser den aktuelle krise ud til at slutte meget brat – og der er ikke langt fra et underafkølet arbejdsmarked til et overophedet.

Det høje antal nye jobannoncer er en klar indikation på, at jobmarkedet allerede er ved at indrette sig på en tid, hvor vaccinerne sikrer, at dansk økonomi er tilbage til en mere normal tilstand. Dertil kommer, at test- og vaccinationsindsatsen har givet et midlertidigt løft i antallet af nyansættelse i både den private og den offentlige sektor.

Ser vi på fremgangen på forskellige sektorer, så har fremgangen siden januar sidste år (før corona) været tydeligst for så vidt angår stillingsopslag knyttet til den offentlige sektor. Her har der været en fremgang på 37 pct. Herefter følger ikke-funktionærer i den private sektor, hvor fremgangen har været på 31 pct. Fremgangen i disse to sektorer hænger også sammen med de mange stillinger knyttet til testindsatsen – og seneste har genåbningen af restauranterne tillige spillet en positiv rolle.
 
21.05.21 Referat af ordinær generalforsamling for Jobindex A/S
Offentliggjort 17:35:33
 Den ordinære generalforsamling i Jobindex A/S blev afholdt den 21. maj 2021 i selskabets lokaler, Carl Jacobsens Vej 29-31, 2500 Valby. Alle bestyrelsens forslag blev vedtaget. Ole Timm, Charlotte Theisen, advokat Michael Vilhelm Nielsen og Christian Kurt Nielsen blev genvalgt til bestyrelsen. Deloitte, Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, blev valgt til ny revisor.

Direktør Kaare Danielsen aflagde på bestyrelsens vegne beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år. 2020 var et år præget af Corona-virussen. I marts 2020 faldt antallet af jobannoncer til det halve fra den ene dag til den anden. Siden kom jobmarkedet tilbage, og fra november måned hvor vaccinerne blev annonceret har jobmarkedet ligget over niveauet før Corona-krisen. Beretningen blev enstemmigt taget til efterretning af generalforsamlingen.

Regnskabet for 2020 udviser et overskud efter skat på 58,723 mio. kr. Bestyrelsen indstillede til generalforsamlingen, at selskabet udbetaler udbytte på 140 kr. pr. aktie svarende til en samlet udbyttebetaling på 126 mio. kr. Generalforsamlingen vedtog enstemmigt og med alle stemmer både regnskabet og forslaget om udbyttebetaling. Aktieudbyttet vil blive udbetalt torsdag den 27. maj, og fra på tirsdag den 25. maj vil aktien blive handlet uden udbytte.

Bestyrelsen har til hensigt at uddele medarbejderaktier til hovedparten af medarbejderne i koncernen i juni måned. Aktierne fordeles efter anciennitets- og kvalifikations kriterier fastsat af bestyrelsen. Der vil være tale om ca. 4200 stk. aktier, der erhverves fra selskabets hovedaktionær til markedskurs. Med den gældende kurs vil der være tale om en udgift på ca. 7 mio. kr. Aktierne uddeles til medarbejderne i juni måned, og vil kunne sælges med det samme.

Referatet af generalforsamlingen er vedlagt, og hele generalforsamlingen kan ses på Jobindex TV via dette link:
Jobindex generalforsamling 2021

Jobindex har 25-års jubilæum i år, og Computerworld har 40-års jubilæum. Der bliver udgivet et jubilæumsnummer af Computerworld og et jubilæumsskrift, der fortæller historien om Jobindex. Her er en video der viser, hvordan Jobindex og internettet så ud for 25 år siden
Jobindex i N@t på Nettet 1996
 
20.05.21 Generalforsamling i Jobindex A/S
Offentliggjort 10:47:45
 Der afholdes ordinær generalforsamling i Jobindex i morgen fredag den 21. maj 2021 kl. 8:30 på selskabets nye adresse, Carl Jacobsens Vej 29-31 i Valby, lige ved siden af Ny Ellebjerg station. Hvis man kommer i bil, skal man køre ind ved det røde fyrtårn og parkere i gården. Parkeringstilladelser udleveres ved generalforsamlingen.

Forsamlingsforbuddet bliver hævet til 50 personer i morgen fredag, så der vil være plads til 50 personer i den nye kantine. Det er et krav, at man har et Corona-pas eller får taget en test. Der vil være mulighed for at få en Corona-test i lokalet ved siden af kantinen fra kl. 8. Der vil til gengæld ikke blive serveret nogen morgenmad.

Man kan følge med virtuelt og stille spørgsmål via adressen: Jobindex.dk/generalforsamling. Hvis man vil møde op fysisk, skal man tilmelde sig ved at sende en e-mail med angivelse af antal personer, der deltager, til adressen generalforsamling@jobindex.dk. Dagsorden for generalforsamlingen fremgår af den vedlagte indkaldelse.
 
14.05.21 1. kvartal 2021: Jobindex oplever opsving på jobmarkedet
Offentliggjort 11:12:31
 

1. kvartal 2021: Jobindex oplever opsving på jobmarkedet

  • Jobmarkedet er i kraftigt opsving og overhaler niveauet før Corona-krisen
  • Jobindex satte nye rekorder i 1. kvartal 2021 både i omsætning og overskud
  • Tendensen er fortsat i maj, og Jobindex opjusterer derfor forventningerne til 2021
Bedste kvartal nogensinde
"Vi omsatte for 97 mio. kr. i 1. kvartal 2021 mod 73 mio. kr. i 1. kvartal sidste år, en stigning på hele 33%," fortæller Kaare Danielsen, direktør for Jobindex-koncernen. "Det var den højeste omsætning nogensinde. Driftsoverskuddet før renter og skat blev 38 mio. kr., hvilket er en fordobling i forhold til 18 mio. kr. i 1. kvartal sidste år."

Opsving fortsætter i maj måned
Tendensen med mange jobannoncer er fortsat i maj måned. Første uge af maj var således den travleste uge i Jobindex' 25-årige historie, og de sidste tre dage før Kr. Himmelfartsdag var alle blandt de 10 travleste dage, vi nogensinde har oplevet.

Regeringen, Nationalbanken og Det Økonomiske Råd forventer, at væksten først kommer til efteråret. Men Jobindex' tal tyder på, at opsvinget på jobmarkedet allerede er i fuld gang.

Jobindex opjusterer forventningerne
Jobindex opjusterer derfor for anden gang forventningerne til 2021, nu til en nettoomsætning i niveauet 360 mio. kr. mod tidligere forventet 340 mio. kr., og et driftsoverskud i niveauet 110 mio. kr. mod tidligere forventet 100 mio. kr.

"Jobmarkedet er startet på et meget højt niveau i 2021. Vacciner og genåbning skaber en masse aktivitet og optimisme, og vi tror på, at jobmarkedet vil holde sig på et højt niveau resten af 2021. Men usikkerheden er stadig stor," slutter Kaare Danielsen.

Vedlagt: Kvartalsrapport for 1. kvartal 2021 for Jobindex A/S
 
10.05.21 Efterspørgslen efter medarbejdere fortsætter op
Offentliggjort 09:00:29
 

Efterspørgslen efter medarbejdere fortsætter op

Selvom der i april fortsat var mange corona-restriktioner, satte markedet for nye jobannoncer atter rekord. I april blev der således lagt 28.400 nye jobannoncer på nettet. Det var 550 flere end i marts – hvor antallet af nye jobannoncer også var højt. 28.400 nye jobannoncer lagt på nettet på en måned er det højeste niveau på denne side af finanskrisen. Der er ellers ingen tvivl om, at corona-krisen også har haft ramt jobmarkedet hårdt. I april sidste år blev der til sammenligning kun lagt cirka 16.000 nye jobannoncer på nettet.

Det høje antal nye jobannoncer er en klar indikation på, at jobmarkedet allerede er ved at indrette sig på en tid, hvor vaccinerne sikrer, at dansk økonomi vender tilbage til en mere normal tilstand. Dertil kommer, at der også er stor efterspørgsel efter medarbejdere i den offentlige sektor.

Fremgangen i antallet af nye jobannoncer skal naturligvis ses i lyset af, at mange restriktioner aktuelt er ved at blive fjernet, hvorfor store dele af erhvervslivet har brug for nye medarbejdere. Ser vi på fremgangen på forskellige sektorer, så har fremgangen siden januar sidste år (før corona) været tydeligst for så vidt angår stillingsopslag knyttet til den offentlige sektor. Her har der været en fremgang på 26%. Herefter følger ikke-funktionærer i den private sektor, hvor fremgangen har været på 21%. Fremgangen i disse to sektorer hænger også sammen med de mange stillinger knyttet til testindsatsen – og senest har genåbningen af restauranterne tillige spillet en positiv rolle.

Når vi kigger på de tidlige indikatorer for udviklingen i maj, ser det ud til, at den høje efterspørgsel efter medarbejdere fortsætter.
 
06.05.21 Indkaldelse til ordinær generalforsamling i Jobindex A/S
Offentliggjort 11:07:23
 Der afholdes ordinær generalforsamling i Jobindex A/S fredag den 21. maj 2021 kl. 8:30 på selskabets nye adresse, Carl Jacobsens Vej 29-31, 2500 Valby, lige ved siden af Ny Ellebjerg station. Parkeringstilladelser udleveres ved generalforsamlingen. Der vil ikke blive serveret nogen morgenmad.

Forsamlingsforbuddet bliver efter planen hævet til 50 personer den 21. maj, så der vil være plads til 50 personer i den nye kantine. Det er et krav, at man har et Corona-pas eller får taget en Corona-test. Der vil være mulighed for at få en Corona-test i vores testcenter ved siden af kantinen fra kl. 8.

Bestyrelsen foreslår, at selskabet udbetaler udbytte på 140 kr. pr. aktie svarende til en samlet udbyttebetaling på 126 mio. kr. Bestyrelsen foreslår genvalg af bestyrelsesmedlemmerne Ole Timm, Charlotte Bryldt Theisen, advokat Michael Vilhelm Nielsen og Christian Kurt Nielsen. Som revisor foreslår bestyrelsen nyvalg af Deloitte, Statsautoriseret Revisionspartnerselskab.

Dagsordenen for generalforsamlingen fremgår af den vedlagte indkaldelse. Skriftlig invitation, der også fungerer som adgangskort, er sendt til alle navnenoterede aktionærer pr. post. Tilmelding til generalforsamlingen med angivelse af antal deltagere skal ske pr. email til adressen generalforsamling@jobindex.dk.

Generalforsamlingen vil også blive live streamet på adressen: Jobindex.dk/generalforsamling
 
26.04.21 Google og jobportaler lancerer nyt værktøj til danskere på jagt efter arbejde
Offentliggjort 10:56:48
 I løbet af de kommende dage får danskere et nyt redskab til jobsøgningen. Med en ny funktion på Google bliver det lettere at finde relevante stillingsopslag fra en række af landets jobportaler som Ofir, JobDanmark, Move On Career og Graduateland direkte hos Google.

Således kan danskerne søge efter nye stillinger fra anerkendte portaler på samme måde, som de søger efter enhver anden type information på Google. Selve jobopslagene ligger dog stadig ude hos de enkelte hjemmesider. Flere jobopslag kommer løbende til, idet også alle andre jobportaler kan tilføje sig selv i systemet.

"Med det nye redskab håber vi at kunne gøre danskernes jobsøgning så enkel som mulig. Det er en ambition, vi deler med alle partnerne. De fire stærke partnere giver et meget bredt udvalg af chancer, sådan at både nyuddannede og folk med stor arbejdserfaring får lettere ved finde en relevant jobmulighed fremover," siger Christine Sørensen, politisk chef for Google i Danmark.

Google har tidligere fået en bøde på 18 mia. kr. fra EU for at misbruge sin dominerende stilling i forbindelse med tjenesten Google Shopping, og i november 2020 klagede 165 europæiske websites og organisationer, herunder Jobindex og Danske Medier, til EU og konkurrence-kommissær Margrethe Vestager over, at Google misbruger sin dominerende position indenfor internet søgning til at fremhæve sine egne tjenester.
 
13.04.21 Tryk på jobmarkedet trods langsom genåbning
Offentliggjort 07:14:49
 

Tryk på jobmarkedet trods langsom genåbning

Til trods for at vinterens mange corona-restriktioner kun langsomt er ved at blive lempet, sætter markedet for nye jobannoncer allerede nu rekord. I marts blev der således lagt 26.600 nye jobannoncer på nettet. Det var 1.200 flere end i februar. 26.600 nye jobannoncer lagt på nettet på en måned er faktisk det højeste niveau på denne side af finanskrisen. Der er ellers ingen tvivl om, at corona-krisen også har haft ramt jobmarkedet hårdt. I april sidste år blev der til sammenligning kun lagt cirka 16.000 nye jobannoncer på nettet.

Det høje antal nye jobannoncer er en klar indikation på, at jobmarkedet allerede er ved at indrette sig på en tid, hvor vaccinerne sikrer, at dansk økonomi kan vende tilbage til en mere normal tilstand.

Fremgangen i antallet af nye jobannoncer kommer stort set hele arbejdsmarkedet til gavn. Sammenligner vi med antallet af jobannoncer i januar sidste år, før corona, så har fremgangen været tydeligt for så vidt angår privatansatte funktionærer – her er antallet af nye jobannoncer lagt på nettet steget med 19 pct. på lidt over et år. Herefter følger antallet af nye jobopslag rettet mod den offentlige sektor. Her har væksten været på 17 pct. Antallet af nye jobopslag rettet mod ikke-funktionærer i den private sektor sætter også rekord, men her har væksten været lidt mere afdæmpet. Her er antallet af nye jobannoncer lagt på nettet steget med 10 pct. siden januar 2020.

Når vi kigger på de tidlige indikatorer for udviklingen i april, ser det ud til, at den høje efterspørgsel efter medarbejdere fortsætter.
 
11.04.21 Jobindex opjusterer forventningerne
Offentliggjort 20:13:13
 Jobindex har oplevet et rekordhøjt niveau af jobannoncer i marts måned, og det høje niveau er fortsat i starten af april måned.

For 1. kvartal 2021 forventes resultatet at være en nettoomsætning på omkring 95 mio. kr. mod 73 mio. kr. i 1. kvartal 2020 og et driftsoverskud før renter og skat på omkring 35 mio. kr. mod 18 mio. kr. i 1. kvartal 2020.

Jobindex hæver derfor forventningerne for hele 2021 til en nettoomsætning i niveauet 340 mio. kr. mod tidligere forventet 320 mio. kr. og et driftsoverskud før renter og skat i niveauet 100 mio. kr. mod tidligere forventet 90 mio. kr.

De opdaterede forventninger er baseret på præliminære og ikke-reviderede regnskabstal for 1. kvartal 2021. Den endelige kvartalsrapport for 1. kvartal 2021 forventes at blive offentliggjort den 18. maj 2021.
 
23.03.21 Jobindex kom godt igennem 2020 og oplever kraftig vækst i marts
Offentliggjort 07:17:10
 2020 er et år, som sent vil blive glemt. Da Corona-krisen ramte i marts 2020, mistede Jobindex halvdelen af omsætningen, og fra den ene dag til den anden gik vi fra et normalt jobmarked til et jobmarked, som da finanskrisen var værst.

Jobindex koncernen havde i 2020 en samlet nettoomsætning på 280 mio. kr. og et driftsoverskud før renter og skat på 74 mio. kr., hvilket i betragtning af Corona-pandemien må betegnes som meget tilfredsstillende.

I november 2020 fik udsigten til nye vacciner og dermed en ende på pandemien imidlertid jobmarkedet til at vokse. Og på nær en nedgang i januar på grund af nye nedlukninger og restriktioner ligger jobmarkedet nu over niveauet før krisen.

Februar måned var den største måned på jobmarkedet sæsonkorrigeret siden finanskrisen, og marts måned har været endnu større. Uge 9, 10 og 11 har således været hhv. den 3., 5. og 7. travleste uge i Jobindex' 25-årige historie.

Vi har derfor siden november ansat i alt 34 nye medarbejdere for at kunne følge med og være klar til en eventuel yderligere stigning, når alle er vaccineret og restriktionerne ophører. Aldrig før har vi oplevet så store udsving i løbet af et år.

På grund af Corona-krisen blev der ikke udbetalt udbytte sidste år. Bestyrelsen foreslår derfor i år at udbetale udbytte på 140 kr. pr. aktie svarende til 126 mio. kr. Årsrapporten for 2020 er vedlagt. Generalforsamlingen vil blive holdt den 21. maj 2021.
 
16.03.21 Jobindex A/S køber Netværk hvor Jobsøgende og Arbejdsgivere Mødes
Offentliggjort 12:56:48
 Jobindex A/S har købt jobsitene Nyboss.dk og Jobsogningsguide.dk og de tilhørende Netværk hvor Jobsøgende og Arbejdsgivere Mødes, der har over 30.000 medlemmer på LinkedIn og Facebook. Kim Soelberg, der har stiftet Nyboss og de tilhørende netværk, bliver tilknyttet Jobindex og vil fortsætte med at drive de forskellige sociale netværk som hidtil, så for kunderne og brugerne sker der ikke nogen ændringer. ”Vi er meget imponerede over hvad Kim Soelberg har skabt, og vi glæder os til at arbejde sammen med ham fremover”, siger Kaare Danielsen, direktør for Jobindex A/S.
 
04.03.21 Dansk Jobindex i rekord trods restriktioner
Offentliggjort 23:01:51
 

Dansk Jobindex i rekord trods restriktioner

Til trods for vinterens mange corona-restriktioner, blev der lagt 25.100 nye jobannoncer på nettet i februar. Antallet af nye jobannoncer lagt på nettet er således steget betydelig siden corona-nedlukningen i foråret sidste år. 25.100 nye jobannoncer lagt på nettet på en måned er faktisk det højeste niveau siden finanskrisen. Meget tyder således på, at jobmarkedet allerede er ved at indrette sig på en tid, hvor vaccinerne sikrer, at dansk økonomi kan vende tilbage til en mere normal tilstand. Til sammenligning blev der lagt 22.600 nye jobannoncer på nettet i januar 2021 – og under nedlukningen sidste forår, nåede antallet af nye jobannoncer lagt på nettet helt ned 15.600 i april.

Fremgangen i antallet af nye jobannoncer kommer store dele af arbejdsmarkedet til gavn. Særlig tydeligt er fremgangen dog, når vi taler private ansatte på funktionær-vilkår. Antallet af jobopslag på det offentlige arbejdsmarked ligger dog også højt.
 
27.02.21 En by af talenter
Offentliggjort 15:02:58
 

København er fuld af uforløst talent

Ubevidst diskrimination på en virksomhed kan bl.a. betyde, at man ikke får rekrutteret den bedste kandidat til et job. Københavns Kommune iværksætter derfor en virksomhedsrettet indsats, der skal fremme etnisk mangfoldighed på det københavnske arbejdsmarked. EN BY AF TALENTER skal inspirere til at se det potentiale og de kompetencer, som københavnere med minoritetsbaggrund har.

Mange københavnere med minoritetsbaggrund føler sig diskriminerede på arbejdspladsen, og når virksomhederne skal rekruttere medarbejdere, lærlinge og elever.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune vil derfor sammen med Foreningen Nydansker og Als Research gøre op med den ubevidste diskrimination på det københavnske arbejdsmarked.

Indsatsen EN BY AF TALENTER iværksættes som led i Københavns Kommunes integrationshandleplan og tager udgangspunkt i nogle ubalancer på det københavnske arbejdsmarked, som bliver påpeget i en ny undersøgelse ’Ubevidst etnisk diskrimination på det københavnske arbejdsmarked’.

For ved at rekruttere mangfoldigt kan virksomhederne opleve øget innovation og mere vækst, mener beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V):
”Undersøgelsen indikerer, at københavnere med minoritetsetnisk baggrund udgør et uforløst potentiale for københavnske virksomheder. Eksempelvis er der et relativt højt antal ledige ikke-vestlige indvandrere med en kompetencegivende uddannelse, der i udgangspunktet burde matche efterspørgslen på den slags arbejdskraft. Vi ser derfor et stort behov for at bygge bro mellem virksomheder og kandidater med minoritetsetnisk baggrund og ser frem til, at vi gennem EN BY AF TALENTER kan fremhæve mangfoldighedens mange styrker”, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Virksomheder inviteres til inspirationsworkshops
I løbet af 2021 vil københavnske virksomheder gennem EN BY AF TALENTER kunne deltage i åbne workshops og læringsforløb, der inspirerer til konkrete mangfoldighedstiltag.

Virksomheder som IBM, Novo Nordisk og BC Hospitality Group har meldt sig som frontløbere, der gerne deler ud af egne succesoplevelser med at forebygge ubevidst diskrimination og fremme mangfoldighed på arbejdspladsen.

En af frontløbervirksomhederne er Jobindex, hvor direktør Kaare Danielsen glæder sig over, at der igen kommer fokus på mangfoldighed:
”For os i Jobindex er mangfoldighed en mærkesag. Vi oplever virkelig, at vores medarbejderes forskellige baggrunde, sproglige kompetencer og perspektiver gør os dygtigere til at udføre vores arbejde. Samtidig ser vi som rekrutteringspartner mange eksempler på, at virksomheder går glip af dygtige talenter, fordi de har snævre ideer om, hvem den ideelle kandidat er. Derfor er vi rigtig glade for, at der i København kommer fokus på, hvordan virksomheder skærper blikket for de mangfoldige kompetencer. Det vil helt sikkert resultere i, at flere talenter kommer godt i gang på arbejdsmarkedet”.

Tilmelding åben nu De første webinarer løber af stablen i marts og april. Her kan københavnske virksomheder snuse til emnet, lade sig inspirere af frontløbervirksomhederne og høre mere om indsatsen.

Tilmeldingen er åben allerede nu via hjemmesiden www.talentby.dk
 
23.02.21 4. kvartal 2020: Jobindex er på vej tilbage for fuld fart
Offentliggjort 07:44:33
 

4. kvartal 2020: Jobindex er på vej tilbage for fuld fart

  • Jobmarkedet har overhalet niveauet før Corona-krisen
  • Antallet af nyindrykkede jobannoncer er på 102% af niveauet for et år siden
  • Jobindex fik hidtil højeste omsætning i 4. kvartal og slutter året med et flot resultat og tro på 2021
Bedste kvartal hidtil nogensinde
"Vi omsatte for 86 mio. kr. i 4. kvartal 2020 mod 76 mio. kr. i samme periode året før," fortæller Kaare Danielsen. "Det er den højeste omsætning nogensinde. Driftsoverskuddet før renter og skat blev på 26 mio. kr. mod 18 mio. kr. året før - det er meget tilfredsstillende."

2020 slutter godt på trods af Corona
For 2020 som helhed var Jobindex-koncernens nettoomsætning på 280 mio. kr. mod 314 mio. kr. i 2019, et fald på 11%. Driftsresultat før renter og skat blev på 75 mio. kr., et fald på 16% i forhold til 2019-resultatet på 89 mio. kr.

"Dermed rammer vi - trods Corona - et flot resultat, som svarer til de senest udmeldte forventninger og som viser, at Jobindex har evnet at komme igen, selvom antallet af nye jobannoncer blev halveret i marts sidste år fra den ene dag til den anden," siger Kaare Danielsen, direktør for Jobindex:

"2020 har været et hårdt år, men flytningen til Valby og forenklingen af organisationen er faldet på plads. Samtidigt har alle koncernens selskaber og forretningsområder vist, at de kan udvikle sig og finde nye veje, der trodser årets store udfordringer. Jeg er meget taknemmelig for den store indsats, som alle medarbejdere har ydet undervejs og fortsat yder, og jeg er imponeret over, at alle i foråret fra den ene dag til den anden lærte at arbejde sammen på nye måder."

Forventninger til stærkt jobmarked i 2021
I 2021 forventer Jobindex en nettoomsætning i niveauet 320 mio. kr. og et driftsoverskud før renter og skat i niveauet 90 mio. kr.

"Vi tror på, at jobmarkedet vil holde sig på samme høje niveau i 2021, som det ligger på lige nu. Det er ikke mindst optimismen omkring vaccinerne, der bærer forventningerne over det meste af verden, og vi forventer, at det vil holde. Men usikkerheden i år er større end normalt," slutter Kaare Danielsen.

Vedlagt: Kvartalsrapport for 4. kvartal 2020 for Jobindex A/S
 
01.02.21 Tidligere Computerworld-direktør Brian Holmgaard er død
Offentliggjort 10:15:17
 Det er med meget stor beklagelse at vi har modtaget meddelelsen om, at Brian Holmgaard, tidligere direktør for Computerworld A/S, er sovet stille ind efter kort tids sygdom. Brian Holmgaard var direktør for Computerworld fra 2014 til 2020 og har haft stor betydning for selskabets udvikling fra primært annoncefinansieret medie til i dag at have mange forskellige indtægtskilder, og har bl.a. været hoveddrivkraften bag de betalt abonnementsbaserede Premium nyheder. Brian Holmgaard blev ved årsskiftet erstattet af direktør John Kristensen, der også overtager Brian Holmgaards plads i bestyrelsen for Computerworld it-jobbank A/S.
Læs mindeordet i Computerworld
 
11.01.21 Fuld fart på jobmarkedet hos Jobindex
Offentliggjort 07:50:50
 
  • Slutspurt på jobmarkedet i december og højt niveau i januar
  • Betalte jobannoncer ligger over niveauet før Corona-krisen
  • Jobindex opjusterer forventningerne til resultatet for 2020
Jobmarkedet sluttede året meget stærkt efter at forventningerne om en ny vaccine blev meldt ud i starten af november måned. Antallet af betalte jobannoncer på Jobindex lå således over niveauet før krisen. December måned blev den næststørste måned i Jobindex nogensinde, og på trods af de nye restriktioner ligger antallet af jobannoncer fortsat på et relativt højt niveau i januar.

Jobannoncetallene fra Dansk Jobindex viser, at antallet af jobannoncer indenfor detailhandel, hotel og restauration er ret hårdt ramt af restriktionerne. Men det bliver mere end opvejet af fremgang indenfor mange andre brancher, bl.a. sundhedssektoren, undervisning, it-stillinger og ingeniørstillinger.

Jobindex opjusterer derfor forventningerne til regnskabsåret 2020 til en omsætning på op imod 280 mio. kr. og et overskud før renter og skat i niveauet 70 mio. kr. mod en tidligere forventet omsætning i niveauet 270 mio. kr. og et driftsoverskud i niveauet 60 mio. kr.
 
04.01.21 Ny direktør for Jobindex Media A/S
Offentliggjort 10:01:03
 John Kristensen tiltræder den 4. januar som ny direktør for Jobindex Media A/S, også kendt som Computerworld A/S

John Kristensen har tidligere arbejdet som koncerndirektør hos Nordiske Medier, som COO hos Berlingske Medier og kommerciel direktør for Dagbladet B.T. John Kristensen har desuden været medlem af Jobindex Medias bestyrelse siden 2015.

John Kristensen afløser Brian Holmgaard, der har været direktør for Jobindex Media A/S siden 2013, og som har valgt at stoppe direktør af personlige årsager. Brian Holmgaard har de seneste syv år som direktør skabt en solid økonomisk platform for Computerworld.

Takket være Brian Holmgaards store indsats er Computerworld fortsat det største teknologimedie i Danmark - og et af de stærkeste nichemedier i det hele taget, og bestyrelsen vil gerne udtrykke sin store tak til Brian Holmgaard.

Jobindex A/S købte i 2013 Computerworld A/S af det amerikanske International Data Group, og omdøbte selskabet til Jobindex Media A/S. Jobindex Media A/S driver først og fremmest Computerworld.dk, der er Danmarks største it-nyhedssite med over 400.000 månedlige brugere. Derudover afholder Computerworld A/S en lang række events og konferencer og driver en række andre aktiviteter, bl.a. IDG Kurser og telemarketingbureauet IDG Direct.
Læs artiklen fra Computerworld
 

Nyheder fra: 2024  2023  2022  2021  2020  2019  2018  2017  2016  2015  2014  2013  2012  2011  2010  2009  2008  2007 

Annonce