JobglædeKarriereLedelse

Lederne skal ind i kampen mod sy­ge­fra­vær

Sygefravær koster staten flere milliarder kr. hvert år. Derfor sætter Personalestyrelsen ekstra fokus på, hvordan arbejdspladserne kan håndtere sygefraværet. Otte statslige arbejdspladser skal deltage i et samarbejdsprojekt, der skal give næring til Personalestyrelsens videre arbejde – og ude på arbejdspladserne skal lederne tage ansvar.

”Hvis dine medarbejdere var frivillige, hvordan ville du så lede dem?”
Sådan står der i den PowerPoint-præsentation, som Henrik Kongsbak, Konsulent i Resonans, viste til et temamøde arrangeret af Personalestyrelsen. Temamødet ”Sænk sygefraværet og få flere ressourcer” er et i rækken af seks møder, som Personalestyrelsen afholder i 2011 under titlen ”6 om året”. Her sættes aktuelle personale- og ledelsespolitiske temaer på dagsordenen.

Den 7. juni handlede det om sygefravær – et emne, der er højaktuelt som følge af regeringens nye reformpakke ’Ambitioner om mere’. Her er målsætningen at nedbringe sygefraværet i den offentlige sektor, så det kommer på niveau med sygefraværet i den private sektor. Sygefraværet koster årligt staten flere milliarder kr. og flere tusinde årsværk i tabt arbejdsfortjeneste. Det er regeringens mål, at staten skal nedbringe sygefraværet med 20 procent i 2015.

Budskabet fra Henrik Kongsbak oplæg er, at lederne skal tale til medarbejdernes hjerter, i stedet for kun at tale til deres hjerner. Initiativ, kreativitet og passion skal styrkes hos den enkelte medarbejder – der skal ikke kun være fokus på strategier, planer og mål.

At håndtere sygefravær samt styrke engagement om kerneopgaven skal gå hånd i hånd, og det gøres bedst, hvis passionen og engagementet kommer i højsædet. Det er nemlig afgørende for, at medarbejderne har lyst til at komme på arbejde hver dag.

En to-benet indsats
Personalestyrelsen sætter i 2011 fokus på sygefravær. Udover analyser og formidling af idéer til, hvordan arbejdspladserne kan være med til at fokusere på sygefravær, er et samarbejdsprojekt blevet sat i gang. Otte statslige arbejdspladser har meldt sig til et forløb, hvor de skal deltage i inspirationsdage og workshops, med henblik på at udveksle erfaringer og få ny inspiration. Specialkonsulent Rita Jensen regner med, at forløbet bliver lige så værdifuldt for Personalestyrelsen, som for de deltagende arbejdspladser:

”Vi håber, vi kan få erfaringer fra dem om, hvilke tiltag man kan iværksætte. Vi hjælper dem og opsamler deres erfaringer, som skal formidles til andre arbejdspladser, når projektet afsluttes.”

Rita Jensen fortæller, at indsatsen mod et højt sygefravær skal have ”to ben at gå på”. For det første skal sygefraværet gøres synligt, og for det andet skal det italesættes, hvor meget der er i de forskellige afdelinger.

Herefter skal der følges op i forhold til de medarbejdere, der ofte sygemelder sig. Den opgave havner ofte hos HR-afdelingen, fordi det er noget med mennesker; men det er ikke tilstrækkeligt, mener Rita Jensen:

”Det er vigtigt, at ledere og linjeledere viser sig aktive og tager hurtig kontakt til den syge. De skal vise oprigtig interesse for, at medarbejderen kommer tilbage – for eksempel ved at spørge til, hvordan det går, og hvad de kan gøre for, at medarbejderen kan vende tilbage til sit arbejde. At lederen tager ansvar og viser interesse for at nedbringe sygefraværet, er helt afgørende.”

I tråd med Henrik Kongsbaks pointe om, at engagement og passion skal prioriteres højere i hverdagen, handler det andet ’ben’ om at sætte fokus på trivsel i hverdagen, så man kan forebygge, at medarbejderne melder sig syge:

”Der er mange forskellige slags arbejdspladser, som har forskellige udfordringer. Derfor er vores budskab, at der ikke findes en one-size-fits-all model; men overordnet handler det om at sætte fokus på virksomhedens mål, som jo er opgaveløsning og effektivitet,” siger Rita Jensen, og uddyber:

”Arbejdsgiverne og medarbejderne har en fælles interesse i at udføre et godt stykke arbejde, og det er vores opfattelse, at alle ønsker at være på arbejdspladsen, hvis de gode vilkår er til stede.”

Læs også