Arbejdsmarkedet

Svært at finde fuld­tids­stil­lin­ger i kommuner og regioner

I de seneste år er der blevet færre fuldtidsjobs i det offentlige. Sammenligner man med 2009, er der i dag 28.000 færre fuldtidsstillinger.

”FOA’s ledige medlemmer løber panden mod muren i jagten på fuldtidsjob. Vi ser flere og flere stillinger på meget lave timetal. For mange er det som at lede efter en nål i en høstak at finde et fuldtidsjob,” siger Mona Striib i en pressemeddelelse.

Hun er næstformand i FOA og opfordrer arbejdsgiverne til at stoppe med at udvide antallet af løst ansatte og fastansatte med små timetal og i stedet for sikre, at der kommer flere ordinære fuldtidsjob.

Ifølge pressemeddelelsen har udviklingen på de offentlige arbejdspladser i flere år betydet færre ordinære jobs. Sammenligner man med 2009, hvor antallet af ansatte i kommuner og regioner toppede, er der i dag over 28.000 færre ordinære fuldtidsstillinger.

Stop samtaleræset

Mona Striib mener desuden, at man har erstattet et aktiveringscirkus med et samtaleræs for de ledige, og at det fokus er helt forkert.

”Selvfølgelig gør vi alt, hvad vi kan, for at lægge kvalitet ind i samtalerne. Men vi kan jo ikke tale jobbene frem. Jeg opfordrer meget kraftigt politikerne til at åbne for mere individuelt tilpassede forløb. Der er for meget system, som A-kasserne er tvunget til at følge,” siger hun i pressemeddelelsen.

I 2013 udgav FOA rapporten ”Beskæftigelse i kommuner og regioner 2009-2013.” Den viser, at der er stor forskel på udviklingen i antallet af fuldtidsstillinger alt efter, hvilket arbejdsområde man kigger på.

Dagplejen falder fortsat markant i 2013 med 10 procent. Social- og sundhedspersonalet reduceres også i både kommuner og regioner, men knap så markant med henholdsvis 0,5 og tre procent. Derimod stiger antallet af omsorgs- og pædagogmedhjælpere og teknisk service.

Teknisk service stiger 15 procent i 2013 svarende til cirka 1.010 ordinære fuldtidsstillinger. Denne stigning er udtryk for en stigning i antallet af seniorjobbere på områder, der udgør cirka 1.015 ordinære fuldtidsstillinger.

Stort fald i fuldtidsstillinger for dagplejere

Dykker man helt konkret ned i antallet af fuldtidsbeskæftigede ordinært ansatte pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter er antallet reduceret med 13 procent – svarende til 3.135 fuldtidsstillinger i perioden fra 2009 til 2012. I 2013 vendte udviklingen, og antallet er som nævnt ifølge rapporten steget med 2 procent svarende til 370 fuldtidsstillinger.

”Antallet af dagplejere falder med 3.700 ordinære fuldtidsstillinger i perioden 2009-2012. Dette svarer til et fald på 21 procent. Den negative udvikling fortsætter i 2013, hvor antallet af dagplejere reduceres med 10 procent, svarende til cirka 1.400 fuldtidsansatte. Der er hermed reduceret med over 5.000 fuldtidsstillinger på området i perioden 2009-2013,” som det fremgår af rapporten.

Mona Striib understreger i pressemeddelelsen fra FOA, at hverken jobcentre eller A-kasser kan trylle: Hvis fuldtidsjobbene ikke findes, hjælper det ikke.

”Og hvis man tror, at de ledige mangler motivation, så kan man godt tro om,” siger hun.

Læs også