Kan vi slippe for at tage stilling til de sociale medier?


Jeroen Tiel

Af Randstad

Svaret til ovenstående er NEJ. Rigtig mange virksomheder sidder i dag og venter på at springe ind i de sociale medier. Holdningen er generelt positiv, og der er oftest enighed om at ”det er noget, vi skal til at have gjort noget ved”.

Desværre er rekrutteringsbranchens debut på de sociale mediers skrå brædder hæmmet af, at kendskabet til disse nye medier og det brugbare udbytte af dem er helt nyt og ubetrådt land. Ikke for medarbejderne, for rigtig mange benytter de sociale medier privat. Men springet til at være offentlig og social som virksomhed kan være grænseoverskridende og svær.

”Særligt inden for rekrutteringsbranchen er det vigtigt at være aktiv i de sociale medier. Dels for at brande sin virksomhed, men i lige så høj grad for at få adgang til den kæmpemæssige kandidat-database, som Facebook og særligt LinkedIn udgør” siger Jeroen Tiel administrerende direktør i vikar- og rekrutteringsbureauet Randstad.

En nylig gennemført undersøgelse fra Randstad viser, at 67 % af de danske lønmodtagere har en konto på enten LinkedIn, Facebook eller Twitter. En stor procentdel, men der er forventninger om, at der kommer endnu flere. I vores naboland Norge har 79 % en profil på et af tilsvarende medier.

”Naturligvis kan rekrutteringsbranchen ikke blot læne sig tilbage og finde kandidater ved blot at søge på de sociale medier. Der skal stadig en kvalitativ udvælgelse og de rette værktøjer til, for at vælge den rette kandidat til sine kunder. Men kandidatfeltet er blevet større via de sociale medier, mulighederne for at finde relevante kandidater er udvidet, og det stiller ekstra store krav til rekrutteringsbranchen at sortere og gennemskue behovet i hver eneste opgave”. understreger Jeroen Tiel.

Som jobsøgende eller karrieminded kandidat er det lettere at blive synlig via sociale medier. Men det gælder også for de enkelte virksomheder, der arbejder med rekruttering, at de kan gøre sig mere attraktive via LinkedIn og Facebook.

Det gælder om at oprette en gruppe på LinkedIn, hvor virksomhedens kunder, kandidater, samarbejdspartnere og interessenter kan melde sig ind og opnå direkte kommunikation. Det har vist sig udbytterigt at have den direkte kommunikation ud ad virksomheden, men også for gruppens medlemmer, som får nyttig information og mulighed for at uddele ris og ros og gøre opmærksom på sig selv.

”Da vi i Randstad oprettede den første gruppe på LinkedIn, kom der alene de første 10 dage 150 medlemmer. Det ser vi som et bevis for, at det ikke kun er os, der har et behov for at fortælle om trends og tendenser inden for HR. Der er beviseligt også en stor interesse udefra, for at få relevant information” siger Jeroen Tiel.

Seriøse HR-virksomheder, der ønsker at agere med branchens skiftende udfordringer, kan ikke slippe uden om de sociale medier. Alternativet er at fortsætte, som de altid har gjort, og den mulighed har de sociale medier elimineret ved hjælp af en virtuel vejtromle.

Publiceret 2011-04-27
Annonce: