Afskedigelse Arbejdsmarkedet

Ældre rammes hårdt af fy­rings­run­der

Når fyringsrunderne raser i staten, afskediges ældre over 55 år i højere grad end deres yngre kolleger. Det er et problem for de ældre, der har svært ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet – og meget ofte får de ældre medhold, når de klager over uberettigede fyringer.

”Jeg faldt for historien om, at Danmark mangler højtuddannet arbejdskraft. Det gør vi måske nok, men åbenbart ikke inden for mit område.”

Sådan siger 57-årige Jan Andersen til Avisen.dk den 20. oktober 2011. Han har brugt otte år på at føje en kandidatgrad i samfundsvidenskab og en ph.d. i videnskabshistorie til sit CV. Siden har han brugt fire år på at være arbejdsløs og miste retten til dagpenge.

Omkring 600 ansøgninger er sendt til alt fra universiteter til bilværksteder – ifølge Jan Andersen handler det ikke længere om at få et job inden for sit fag, men om at kunne sikre sin datter en tryg opvækst.

Jan Andersens problem er langtfra enestående. Ældre har sværere ved at komme ind på arbejdsmarkedet – og i en tid med mange fyringsrunder i staten, tegner der sig et billede af, at de ældre også har sværere ved at blive på arbejdsmarkedet.

Den erfarne generation glider ud
I et debatindlæg i Politiken den 20. februar 2012 gør formanden for Dansk Magisterforening (DM), Ingrid Stage, opmærksom på, at det for tiden især er de ældre, der rammes af fyringsrunderne i staten.

Ingrid Stage skriver, at en tredjedel af DM’s medlemmer, der er afskediget i de aktuelle fyringsrunder i staten, er over 55 år – en gruppe, der ellers kun udgør cirka en sjettedel af de offentligt administrativt ansatte.

”Det tal er bekymrende, når vi samtidig ved, hvor svært det er for den gruppe at komme tilbage på arbejdsmarkedet,” skriver Ingrid Stage og uddyber:

”Et kig på tallene viser, at ud af de magistre, der blev ledige i 2010, var over halvdelen af dem over 55 år stadig ledige efter et år, mens det samme kun gælder for en tredjedel af dem under 40 år. Det er altså meget sværere for de ældre medarbejdere at finde fodfæste på arbejdsmarkedet igen.”

Ingrid Stage appellerer til arbejdsgiverne om at påtage sig et medansvar for at bidrage til, at de ældre medarbejdere bliver hjulpet ordentligt videre med for eksempel midler til kompetenceudvikling, når de afskediges. Især skal arbejdsgiverne være opmærksomme på de ældre medarbejdere, der har brug for ekstra hjælp til at komme videre:

”Det er magtpåliggende at undgå, at den erfarne generation glider helt ud af arbejdsmarkedet. Vi får konstant at vide, at der bliver brug for alle om føje tid, som også tilbagetrækningsreformen er udtryk for,” skriver Ingrid Stage.

Ældre diskrimineres
Udover Ingrid Stages appel til, at de ældre får mere hjælp i forbindelse med afskedigelser, påpeger Ligebehandlingsnævnet, at de uforholdsmæssigt mange fyringer af ældre medarbejdere er et problem.

Avisen.dk referer den 25. juli 2011 Politiken, som skriver, at Ligebehandlingsnævnet i løbet af et år modtog tre gange så mange klager som normalt fra ældre, der var blevet afskediget. I 23 ud af 32 klager fik de ældre medhold. Derfor har arbejdsgivere måtte punge mellem 25.000 og 550.000 kroner ud for diskrimineringen.

"Vi ser flere og flere af den slags sager, og jeg tror, det hænger sammen med, at flere bliver fyret, når det er krisetider, og at arbejdsgiverne måske har en tilbøjelighed til at fyre blandt de ældre medarbejdere," siger specialkonsulent ved Ligebehandlingsnævnet, Susanne Fischer, til Politiken og uddyber:

"Der er helt sikkert et mørketal, og jeg vil egentlig tro, at vores sager tyder på et temmelig stort problem, hvor arbejdsgivere fyrer på grund af alder, men giver andre grunde til medarbejderen."

Læs også