Artikler og indhold til jobsøgning og karriere




Fremtiden byder på stor efterspørgsel på lægemiddelakademikere



Ledigheden for akademikere inden for farmaindustrien er på omkring to procent, og efterspørgslen vil de kommende år fortsat være stor.

Ulla Oppermann Blankholm
Blankholm Kommunikation


Rikke Løvig Simonsen

Formand for Pharmadanmark, Rikke Løvig Simonsen, er slet ikke i tvivl:

”Vi har en klar forventning om, at der fortsat vil være stor efterspørgsel på lægemiddelakademikere – i øjeblikket er ledigheden for akademikere inden for farmaindustrien på omkring to procent.”

Ifølge Pharmadanmarks formand er højtuddannede medarbejdere, blandt andet farmaceuter, medicinalkemikere og biomedicinere helt afgørende for den danske lægemiddel- og medicoindustri.

”Lægemiddelindustrien anslår, at der er brug for 6.000 nye ansatte frem til 2025. Halvdelen af disse skal have en lang videregående uddannelse. Men det er ikke kun lægemiddel- og medicoindustrien, som i stigende grad vil efterspørge lægemiddelakademikere. Blandt andet vil udviklingen af det nære sundhedsvæsen i kommunerne også øge behovet for lægemiddelakademikere,” siger hun.

Nødvendigt med specialiseret arbejdskraft

Skal Danmark i en global verden med stor konkurrence opretholde arbejdspladserne i lægemiddel- og medicoindustrien herhjemme – og desuden skabe nye – skal industrien have adgang til rigelige mængder højtuddannet og specialiseret arbejdskraft – ellers er der ifølge Rikke Løvig Simonsen risiko for, at arbejdspladser og vækst lægges i udlandet.

”Sker det, vil det naturligvis have en negativ effekt på den store danske eksportproduktion og eksport. Lægemidler tegnede sig sidste år for 13,5 procent af Danmarks samlede eksport og bliver mere og mere vigtige for den danske samfundsøkonomi. Det er naturligvis meget bekymrende, hvis industrien ikke kan få opfyldt sit behov for højtuddannet arbejdskraft,” siger Rikke Løvig Simonsen og fortsætter:

”Derfor bør man fra politisk side udvise rettidig omhu og investere i at øge universiteternes kapacitet, så de kan følge med efterspørgslen på lægemiddeleksperter. Det er naturligvis ikke noget, man bare gør fra den ene dag til den anden, og det er selvsagt vigtigt, at man i sådan en satsning fastholder den høje kvalitet af de færdiguddannede."

Danmark har ifølge Rikke Løvig Simonsen ambitioner om at fastholde en stærk life science-industri herhjemme. Men uden flere kloge hoveder med lægemiddelfaglige kompetencer, går regnestykket ikke op.

Fælles indsats for at skabe interesse for faget

Hun mener, at det først og fremmest handler om at skabe interesse for naturvidenskab blandt unge, hvis man vil have flere til at uddanne sig inden for branchen.

”Det skal universiteter, virksomheder og andre aktører arbejde sammen om at skabe. Københavns Universitet har for eksempel haft et stort formidlingsprojekt kaldet Skole-medicinprojektet, hvor farmaceutstuderende på studieophold på et apotek underviser skoleklasser i hensigtsmæssig brug af medicin. Det kan være med til at skabe interesse,” siger hun og tilføjer, at virksomhederne også kan invitere gymnasieelever på besøg for at smitte dem med den begejstring og stolthed, som eksisterer inden for området.

Derudover mener hun, at hver enkelt forsker inden for lægemiddelområdet skal formidle sin forskning, så den fascinerer, fordi de på den måde kan medvirke til at gøre det muligt at rekruttere fremtidens lægemiddelakademikere.

Publiceret 2016-10-24




Læs også

1 til 24 af 833 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
1 til 24 af 833 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.