Hvis drømmen blandt mange unge danskere går i opfyldelse, så kommer vi ikke til at mangle ledere i organisationer og virksomheder i Danmark lige med det samme. En undersøgelse som Ledernes søsterorganisation i Sverige – Ledarna – har fået foretaget viser, at langt flere danske unge gerne vil påtage sig ansvar som ledere end i de andre nordiske lande. Samtidig viser undersøgelsen, at danske unge har nordisk rekord, når det gælder tillid til ledere. Undersøgelsen er foretaget af YouGov, og 4.071 mennesker mellem 18 og 35 år i Danmark, Norge, Sverige og Finland har svaret på en række spørgsmål.
De unge ser muligheder
Det er her, at man kan se, at 67 procent af danskerne gerne enten vil være chef senest i løbet af nogle år – eller tage større ansvar i den chefrolle, de allerede har. Det er ifølge Lederne det højeste tal i undersøgelsen.
”Generelt er det befriende med unge ledere. De ser muligheder og ikke begrænsninger,” siger Michael Uhrenholt, der er ledelsesrådgiver i Lederne.
De unge vil desuden gerne udnævnes af deres chef, og så frygter de at skulle fyre medarbejdere.
Michael Uhrenholt har tidligere sagt til den nu lukkede avis Urban, at unge chefer er gode til at kommunikere deres budskaber ud og dygtige til at begå sig socialt, hvor den ældre generation af chefer er mere tilbøjelige til at holde en vis distance til de ansatte – han mener bestemt ikke, at livserfaring er et must for at blive en god leder.
De kan mangle livserfaring
I HK er man ifølge Urban ikke enig. Tilbage i 2010 udtalte Svend-Erik Hermansen, arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat:
”Problemerne opstår, fordi man har nogle ledere, som ikke aner, hvad ledelse er for noget. De har ambitionerne, de har fagligheden, men de har ikke nok erfaring i, hvordan man håndterer mennesker på en arbejdsplads,” siger han og tilføjer, at mange af problemerne netop opstår, fordi de unge mangler livserfaring.
Vi går for meget op i dåbsattesten
Hvad gør man så, når drømmen går i opfyldelse; når man pludselig står med lederjobbet i hånden og vil gøre sit allerbedste? Særligt unge ledere kan have svært ved at vinde respekt blandt medarbejderne, fordi alderen er imod dem – også selv om det er helt uberettiget. Tilbage i 2009 udtalte Anita Rosenstand, der dengang var chefkonsulent i HR og Ledelse i Dansk Erhverv:
”I Danmark har vi det meget med at gå meget op i, hvad der står på papiret, når det gælder folks alder. Men i virkeligheden handler det ikke så meget om alder, når man skal være en god leder. Det handler om den enkeltes erfaring, viden og hvor proaktiv vedkommende er,” siger Anita Rosenstand, der i dag ejer Anita Rosenstand Human Relations.
Ung leder? Træd i karakter
Hun har mødt mange af de nyudnævnte unge ledere på Dansk Erhvervs lederudviklingskurser, hvor hun ifølge Berlingske har oplevet, at mange er bange for at virke for autoritære.
”Derfor underspiller de rollen. De vil så gerne være kammeratlige. De er især bange for at træde i karakter, når der opstår konflikt, når de skal fortælle ansatte, hvordan rammerne og værdierne er i virksomheden og afdelingen,” siger Anita Rosenstand.
Sådan bliver du en god ung leder
I Urban har Lederne listet en række gode råd op, som skal hjælpe unge på vej til at blive en god ung leder, og her er rådene blandt andet, at man afklarer sin lederrolle og fortæller sine ansatte, hvad man kan selv, hvad man forventer af dem – og hvad de kan bruge dig til. Derudover skal du holde, hvad du lover, ved at være tjekket og dermed rent faktisk fremstå kompetent.