Hvis turen går over sundet til Malmø, er det ikke tilfældigt, at en tiltrængt caffé latte koster langt mindre her, end den gør i Danmark. I nordisk sammenhæng er Sverige nemlig et lavtlønsområde, og de svenske lønninger er lige siden midten af 1990’erne steget mindre end de danske med en bedre konkurrenceevne til følge.
Produktiviteten i Sverige har også udviklet sig klart bedre end den danske, hvilket yderligere har sikret svenskerne et forspring.
”De to ting – kombineret med en billig svensk krone – gør, at svenskerne i dag er nordiske mestre i vækst. Måske overgået af nordmændene, der dog i denne sammenhæng må anses for oliedopede,” lyder det i Berlingske Business, hvor man også kan læse, at det er 25 procent billigere for danske Foss at få produceret i Sverige frem for i Danmark.
Foss lever af at udvikle og producere avanceret måleudstyr til blandt andet fødevareindustrien og medicinalindustrien, og på trods af den globale krise har man de seneste tre år øget omsætningen fra 1,3 milliarder kroner til 1,6 milliarder kroner.
Skræmmende lønudgift
”Jeg synes, det er lidt skræmmende, at vores lønudgifter i Sverige er 25 procent lavere, end de er i Danmark. For vi får altså ikke 25 procent mere for pengene i Danmark. Samtidig må vi sige, at vi er blevet virkelig imponerede af kvaliteten af arbejdet i Kina. Danskerne og svenskerne bør tage dette her meget alvorligt,” siger Torben Ladegaard, der er administrerende direktør i Foss – og tilføjer samtidig, at han dog ikke forventer, at Foss i fremtiden vil kunne få produceret til kinesiske priser hverken i Danmark eller Sverige.
”Selvfølgelig kan Danmark ikke konkurrere med kineserne på lønomkostninger. Men vi skal sikre, at produktiviteten er så høj som muligt og tænke i innovation. Jeg tror, at især danskerne er begyndt at være bevidste om den kæmpe udfordring, der er foran os i disse år. Men det er også nødvendigt med den pris, arbejdskraft har i Danmark,” siger Torben Ladegaard til Berlingske Business.
Foss regner ikke med at skulle skære i arbejdsstyrken i Danmark og Sverige de kommende år, men nyansættelser vil der ikke blive tale om – det er ikke i Europa, man forventer, at væksten kommer.
Det er derimod i Kina, Indien, Sydamerika og Australien, man forventer vækst og dermed også ansættelser.
Fordele ved svensk arbejde
Det lyder måske ikke specielt flatterende, at skulle tage imod en lønseddel med færre lønningskroner, hvis man går efter et job hinsidan, men alene det, at der er mangel på arbejdskraft inden for eksempelvis byggeri og it, kan lokke folk over Øresund. Som vi skrev her på Jobindex.dk sidste år kan et job i Sverige rent faktisk være mere attraktivt, end man måske lige tror.
”Bruttolønnen er omkring 30-40 procent lavere i Sverige, og så tænker man måske som dansker, at det ikke er interessant. Men det er det alligevel, for der er stor forskel på skatteforholdene i Danmark og Sverige,” siger svenske Christer Olsson, der er informatør ved Öresunddirekt.
I Danmark betaler vi 36 procent i skat og 8 procent i arbejdsmarkedsbidrag, hvorimod man i Sverige ifølge Christer Olsson betaler omkring 25 procent i skat – uanset hvad man tjener – hvis man bor i Danmark og arbejder i Sverige.
Man kan dog ikke få fradrag på skatten på de 25 procent – som kaldes SINKskat – og derfor skal man overveje, om man hellere vil være almindelig skattepligtig i Sverige. Ifølge Christer Olsson er der god hjælp at hente, hvis man henvender sig hos Öresunddirekt for at finde ud af, hvad der passer bedst til en – som regel vil det være en fordel med SINK-skatten.
På jobbsafari.se kan du se en oversigt over aktuelle ledige stillinger i Sverige.





