Jobglæde

Glem an­søg­nin­gen: Frem­ti­dens re­k­rut­te­ring sker med et klik på mobilen

Det har altid været en tung og tidskrævende opgave for virksomheder at finde nye medarbejdere. Men i fremtiden skal job kunne søges fra mobilen uden motiverede ansøgninger – til gavn for både virksomheder og jobsøgere.

Jobindex har udviklet QuickApply, der gør det muligt at søge job fra mobilen – uden at vedhæfte en motiveret ansøgning. Kandidater skal blot tilføje deres CV og med 3-4 linjer fortælle, hvorfor de søger jobbet.

Det er et eksempel på, hvordan rekruttering i det hele taget er blevet mere digital og systematisk – og dermed hurtigere og nemmere for både virksomheder og jobsøgere. Det siger lektor Frans Bévort, som forsker i human resource management på CBS.

”Rekruttering er i virkeligheden en meget tung administrativ procedure. Det kan trække mange ressourcer, hvis man får mange ansøgere, og det kan være svært at overskue. Derfor ser vi også, at der er sket en stor udvikling i digitale værktøjer, der skal gøre rekrutteringen mere effektiv og systematisk,” siger han.

En genvej til viden og rutine

Et system som QuickApply er derfor særligt værdifuldt for mindre og mellemstore virksomheder, der ikke selv har investeret i et omfattende HR-program, mener forsker Frans Bévort.

”Det er svært for en virksomhed at opbygge en viden og rutine i forhold til rekruttering, når man kun en gang imellem søger nye medarbejdere. Der er det en kanon mulighed at bruge et system, der holder styr på hele processen i stedet for bare at få en masse ansøgninger sendt over e-mail,” siger han.

Det genkender Annette Roesbjerg, der er Marketing & Communications Manager hos kosmetikfirmaet Gosh Copenhagen. Hun har flere gange brugt QuickApply til at finde nye medarbejdere – blandt andre en marketingkoordinator, en økonomiansvarlig og en Key Account Manager.

”Vi kan samle ansøgninger uden for vores e-mail, jf. de nye GDPR-regler, og mest af alt gør vi det, fordi man kan sende et afslag samtidigt til alle dem, der ikke skal til samtale. Det er en stor hjælp,” forklarer Annette Roesbjerg.

Mindre stress, mindre bøvl

Den digitale udvikling har bragt online jobportaler og sociale medier med sig, og derfor kommer jobsøgere og virksomheder lettere i kontakt med hinanden end tidligere.

QuickApply er et eksempel på, hvordan den kontakt kan blive endnu tættere, mener Frans Bévort.

"Nu kan ansøgerne taste sig næsten direkte ind i virksomhederne. Og når du har en profil klar med CV, har virksomheden også direkte adgang til potentielle kandidater. Det gør processen hurtigere for begge parter," siger han.

Det har i øvrigt den fordel, at det gør rekrutteringen mindre følelsesmæssigt krævende – og dermed mindre stressende – for jobsøgere.

”Det kræver en enorm indsats at søge job. Det ved alle, ikke mindst dem, der har været arbejdsløse. Så der er et stort potentiale i at bringe kandidater og virksomhed tættere på hinanden, inden den tunge ansøgningsproces med samtaler og tests går i gang. I stedet for at sende en masse ansøgninger, kan ansøgerne bruge kræfter på de virksomheder, hvor der er en begrundet tro på, at de rent faktisk gerne vil have én”, forklarer Frans Bévort.

Et bredere felt af kandidater

Med QuickApply kan jobsøgere uforpligtende vælge at vise interesse for jobopslag – noget, der kan være relevant for specialister, der ikke har tid til eller gider søge et job, men som gerne vil kontaktes omkring det.

Virksomheder kan så kontakte kandidater, der virker interessante. Det betyder, at arbejdsgivere får et større felt af kandidater at vælge imellem, pointerer Frans Bévort.

”Lige nu er mange virksomheder nødt til at være mere åbne for at prøve andre profiler end dem, man normalt ville vælge. Og der kan det være en fordel, hvis ansøgerne nemt kan søge jobbet, fordi det måske vil give en bredere skare af ansøgere,” siger Frans Bévort.

Han advarer dog mod, at virksomheder i fremtiden overlader for mange beslutninger til digitale værktøjer uden at tage stilling til, hvad det betyder for rekrutteringen.

”Det er vigtigt altid at tænke grundigt over, hvilke systemer man vælger til rekruttering og HR. Ethvert system har sine indbyggede valg, som påvirker rekrutteringen på den ene eller anden måde. Det skal man selvfølgelig være opmærksom på, for det er ikke sikkert, at disse valg passer til virksomheden og de konkrete medarbejdere. I sidste ende kan intet erstatte den menneskelige vurdering og kontakt,” siger Frans Bévort.

Læs også