Er din arbejdsplads så god, som ledelsen hævder?



Matcher din arbejdsplads’ markedsføring af sig selv med det faktiske miljø? Eller er der langt fra billederne af smilende kolleger og store ord på hjemmesiden til dagligdagen, som du oplever den?

Martin Ellermann
Journalist, Jobindex.


Vil du anbefale din arbejdsplads til en jobsøgende ven? Og blev du selv i sin tid draget mod virksomheden på grund af deres flotte karriereside, sælgende jobannoncer og mission om mangfoldighed, frihed og udviklingsmuligheder? Så kunne det tyde på, at din arbejdsplads’ employer branding-strategi virker.

Employer branding er den gængse frase for firmaers markedsføring af sig selv som arbejdsplads. Og ligesom markedsføring af vaskemiddel, hygiejnebind og andre produkter handler det om at fremstå så appellerende, spændende og pålidelige som muligt.

Men er der harmoni imellem, hvad din leder siger, hvad I har stående på karrieresiden og den daglige virkelighed på jobbet? Smiler dine kolleger lige så meget til hverdag, som de gør på firmaets Instagram-konto, og er udviklingsmulighederne virkelig så store, som der står i jobannoncerne?

LÆS OGSÅ: Tilfredse medarbejdere siger også op.

Bolette Rye Mønsted er adjunkt ved Institut for Læring og Filosofi ved Aalborg Universitet. Hun har forsket i employer branding, og hun mener ikke, at man kan kommunikere sig ud af den faktiske virkelighed på arbejdspladsen.

”Den mest optimale måde, hvorpå en virksomhed kan arbejde med employer branding, er ved som udgangspunkt at udarbejde en overordnet strategisk plan, hvoraf klassiske kommunikationsforhold såsom mål og budskaber klarlægges. Udgangspunktet er dog medarbejdernes opfattelse af virksomheden som arbejdsplads,” forklarer hun.

Ifølge hende bør arbejdet med employer branding ideelt set resultere i ofte omfattende interne processer, hvor medarbejdernes faktiske oplevelser af virksomheden som arbejdsplads bør få en styrende rolle i den samlede employer branding-strategi.

Målet er overordnet set at udarbejde en strategi, hvor den ønskede og faktiske opfattelse af virksomheden som arbejdsplads er så tæt på identiske som muligt, fortæller Bolette Rye Mønsted. Det kræver dog, at arbejdspladsen lytter til og forholder sig aktivt til medarbejdernes eventuelle kritik.

LÆS OGSÅ: Keder du dig også på jobbet?

”Det optimale employer branding-arbejde tør således lade resultaterne af en intern proces være styrende både for intern organisationsudvikling – hvis nødvendigt – og siden for den eksterne kommunikation om virksomheden som arbejdsplads,” forklarer hun.

Slip kontrollen

Og beslutter ledelsen ikke at lytte til medarbejdernes kritik, har de alligevel en stemme. Mismatchet mellem ledelsens glade budskaber og en utilfreds medarbejderstab fører nemlig til, at to konkurrerende fortællinger om arbejdspladsen opstår. Og den kamp får virksomheden svært ved at vinde.

”Employer brandet ejes af modtagerne – medarbejdere, interessenter, forbrugere med flere – og er dermed ude af virksomhedernes kontrol,” forklarer Bolette Rye Mønsted.

Og når medarbejderne ikke føler, at deres kritik bliver hørt, kan de for eksempel ytre deres utilfredshed på de sociale medier eller hjemmesider som RateWork eller JobberLife. Her kan du anmelde din arbejdsplads på samme måde som en restaurant eller et hotel. Og selvom anmeldelserne endnu ikke er udbredte i Danmark, så viser amerikanske erfaringer, at det er en udvikling, virksomhederne bør tage alvorligt.

I USA er karrieresitet Glassdoor og deres arbejdspladsvurderinger blevet en faktor, som mange virksomheder bliver nødt til at forholde sig til. På Glassdoors side kan ansatte blandt andet vurdere deres arbejdsplads ved at tildele nul til fem stjerner, og ifølge Forbes-journalisten, Susan Adams, er arbejdsgiverne nu begyndt at gå i dialog med medarbejderne på sitet. Og det er en god idé ifølge Bolette Rye Mønsted.

”Som udgangspunkt bør virksomheder se på hjemmesiderne, som en oplagt mulighed for at skabe såvel intern som ekstern bevidsthed om virksomheden. Ved positive anmeldelser understreges virksomheden som en attraktiv arbejdsplads, hvilket kan virke motiverende for både eksisterende og potentielle medarbejdere,” forklarer hun.

I de tilfælde hvor virksomheden modtager negativ vurdering, mener AAU-forskeren, at organisationen stadig bør være lydhør over for medarbejderes kritik. Også selvom ledelsen sikkert ville foretrække at holde sådanne kritikpunkter internt i organisationen.

LÆS OGSÅ: Lyt til kritiske medarbejdere.

Umulig ærlighed

Selv hvis virksomheden er åben, lydhør og gerne forholder sig til medarbejdernes kritik, så skal du ikke regne med at få det komplette billede via deres officielle kanaler.

”Det er klart, at kommunikation vedrørende interne kritikpunkter ofte ikke er hensigtsmæssigt i en ekstern formidlingsstrategi af virksomheden som arbejdsplads. Derfor vælger nogle virksomheder at fokusere mere på det ønskede frem for det faktiske,” forklarer Bolette Rye Mønsted.

Ifølge hende er risikoen ved dette, at firmaerne nemt vil kunne opfattes som utroværdige, når medarbejderne fortæller en anden side af historien.

Det er dog nok ikke realistisk, at arbejdspladserne i den nære fremtid åbent lufter deres problemer og udfordringer. Så indtil videre er det nok bedst at supplere din viden fra karrieresiderne med udsagn fra nuværende eller tidligere medarbejdere i virksomheden.

Publiceret 2016-08-01


Tilfredse medarbejdere søger også nyt job
Hvordan ser din jobglæde ud? Tag vores jobglæde-test
Jobglæde og trivsel betyder alverden – for job og arbejdsliv optager meget af vores vågne tid. I lange perioder ser vi måske endda mere til kolleger end til familien. Test din jobglæde her!
Indrykket 11. februar på Forside
De mest almindelige spørgsmål
De mest almindelige spørgsmål til jobsamtalen
En glimrende måde at forberede sig mentalt til jobsamtalen på er at gennemtænke nogle af de spørgsmål, du kan blive udsat for. Vi har udvalgt dem, vi vurderer er de mest relevante. Ved at forberede dig på disse spørgsmål står du bedre til jobsamtalen.
Indrykket 4. februar på Forside
brug krudt i dit cv
Læg mest krudt i dit CV, ikke din ansøgning
Hvis du nørkler længere med din ansøgning end med dit CV, bruger du krudtet forkert. Nye tal viser, at 80 procent af arbejdsgiverne læser CV’et først. Og hvis de ikke finder dit CV interessant, læser halvdelen slet ikke din ansøgning.
Indrykket 21. januar på Forside
Historien om Simon
”Jeg er bare glad for i dag, at jeg lagde mit CV lige dér”
Når du lægger dit CV hos Jobindex, bliver det set af ansættende ledere og rekrutteringskonsulenter, som også forholder sig til detaljer i dit CV – hvis din profil rammer inden for behovet. Simon (e-Commerce Manager) er blevet kontaktet direkte af Jobindex på grund af CV’et, hvilket endte med jobskifte. Læs hans historie her.
Indrykket 14. januar på Forside
Mere arbejdsglæde: Sådan sætter du fokus på ledelsen
Mere arbejdsglæde: Sådan sætter du fokus på ledelsen
Selv om de fleste danskere synes, at arbejdsglæde er vigtigt i hverdagen, er det mindre end 1 ud af 10, der taler med chefen – på trods af, at mange undersøgelser viser, at det især er ledelsen, der påvirker jobglæden. Få her 4 råd til, hvordan du og dine kolleger kan få fokus på ledelsen i din virksomhed.
Indrykket 24. december 2018 på Forside
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.