Rekruttering

Brug video i re­k­rut­te­rin­gen

Jobindex bruger video som en del af rekrutteringsprocessen, og det gør både processen smidig og effektiv.

Jens Fog er konsulent hos Jobindex, hvor han rekrutterer til salgsbranchen. Han fortæller, at han bruger video i 8 ud af 10 rekrutteringer.

”Videoen er god, fordi jeg kan fornemme folks personlighed, hvilket kan understøtte deres CV. Samtidig kan jeg vurdere ansøgerens måde at formulere sig på, og hvordan de disponerer et svar. Jeg kan også se deres attitude og udstråling, om de fx er udadvendte eller kan holde styr på en flok sælgere,” siger han.

Indlysende fordele

Udover at man hurtigt kan danne sig et billede af kandidaten, giver det også en geografisk fordel. For Jobindex behøver ikke invitere kandidater ind på kontoret. Dels sparer man ressourcer på at planlægge og afholde mødetider for alle parter.

Fra kandidatens perspektiv slipper han eller hun for at tage en fridag eller lyve sig til tandlægen, hvilket styrker virksomhedens employer brand. De kan sidde derhjemme og optage sig selv i ro og mag, når det passer dem.

Sådan fungerer det

Hvis en kandidat søger et job, som Jobindex administrerer, og bliver inviteret til en videointerviewrunde, fungerer videoen som et supplement til det fremsendte skriftlige materiale. En video står aldrig alene.

Rent teknisk får kandidaten tilsendt en mail, hvor han eller hun skal klikke på et link. Kandidaten kommer derefter ind på et website og bliver guidet igennem processen. I en lille video får kandidaten stillet et spørgsmål, som han eller hun skal filme og indsende sit svar til. Man kan bruge en computer med kamera eller en smartphone til at optage svaret med, og der er både mulighed for at gennemse, slette og filme en ny video, inden man trykker send. Der er typisk flere runder, eftersom Jobindex' kunder sender et spørgsmål afsted ad gangen. Og søger kandidaten et job, hvor man skal tale engelsk, kan man benytte lejligheden til at bede dem svare på engelsk i videosvaret.

Fordi teknikken stadig er ny, er Jens meget opmærksom på, at det skal være en god oplevelse for alle parter. Selv er han meget tilfreds med løsningen, fordi han får et bedre billede af ansøgerens profil, samtidig med at geografiske udfordringer mindskes.

Jobindex bruger Recruitby.net, som du kan læse mere om på deres engelsksprogede hjemmeside her.

Læs også