Danske it-sikkerhedsfirmaer opruster: De it-kriminelle er blevet for dygtige



Firmaer i sikkerhedsbranchen går sammen for at kunne matche de stadig mere udspekulerede angreb fra it-kriminelle. Her får du fem trin til at tjekke, hvor god din it-sikkerhed er.

Henrik Rasch
Computer World


Antallet af angreb fra hackere og it-kriminelle sætter nye rekorder, og samtidig bliver angrebene mere og mere avancerede.

Det stiller nye krav til sikkerhedspolitikker og -procedurer internt i virksomhederne.

Men udviklingen smitter også af på hele it-branchen, hvor sikkerhedsfirmaer søger sammen for effektivt at kunne levere rådgivning og løsninger, som matcher de problemer, der rammer kunderne.

Så sent som i denne måned har revisionsfirmaet Deloitte opkøbt det 40 mand store sikkerhedsfirma Digicure, hvor stifter og direktør Jesper Helbrandt nu kan skrive Deloitte-partner på visitkortet.

"Sikkerhed er et område, hvor der er nye udfordringer i morgen, som vi er nødt til at forholde os til. Det udvikler sig på en måde, så det er de færreste virksomheder, der kan følge trop. Så hvis man vil hjælpe kunderne, må man opruste på det her område," siger Jesper Helbrandt.

Skal rådgivere og sikkerhedsfirmaer kunne levere kvalitet til kunderne, handler det også om at kunne tiltrække de rigtige specialister og talenter.

Jo større og bredere forretning man har, jo mere interessante opgaver kan man tilbyde, og jo lettere bliver det at tiltrække nye medarbejdere.

Støvsuger markedet for talenter

"Både politiets og forsvarets efterretningstjenester opruster på den her front. Det støvsuger markedet for kandidater, så det er svært at tiltrække de rigtige mennesker," siger Jesper Helbrandt.

Et plaster på såret er dog, at man efter Deloittes overtagelse af Digicure nu kan trække på kompetencerne fra mere end 4.000 sikkerhedseksperter rundt om i verden.

"Størrelse gør en forskel. Du får bedre og bredere kompetencer. Og du får et apparat der står klar til at hjælpe kunderne 24/7," siger Jesper Helbrandt.

Digicure er ikke det eneste danske sikkerhedsfirma, som har søgt ly hos en større spiller på markedet. For et lille år siden blev rådgivningsfirmaet nSense købt af finske F-Secure, og tilbage i 2014 blev Fort Consult en del af det britiske NCC Group.

Hos F-Secure fortæller koncernchef Christian Frederikson en lignende historie.

"Der sker en eksplosion i antallet af devices. Om du kan lide det eller ej, er du forbundet til et netværk. Det betyder, at antallet af sårbarheder stiger tilsvarende, og det åbner for nye angreb-scenarier, hvor de kriminelle benytter stadig mere avancerede metoder til at få adgang til dine data," siger han.

"Vi vil ind i kernen af kundernes systemer i stedet for blot at præsentere Power Point-slides. Vores ambition var at kombinere F-Secures teknologi med kompetencerne i de "etiske hacker-teams" hos nSense og på den måde give kunderne den absolut bedste risikovurdering. Så når en kunde står midt i virkelig store problemer, så er det os, de ringer til," siger Christian Frederikson.

Ligesom Jesper Helbrandt fra Deloitte/Digicure mener han, at de stadig mere avancerede cyber-angreb er med til at skubbe på en konsolidering af sikkerhedsbranchen.

Det er nødvendigt for overhovedet at kunne holde trit med de kriminelle.

Sagt på en anden måde er it-sikkerhed gået fra at være et rent it-anliggende til at være et strategisk spørgsmål om overhovedet at kunne holde sin forretning i gang. Og antallet af trusler bliver ikke mindre med tiden.

"Om få år er der internet i vores brødrister, køleskab og biler. Så truslerne stopper ikke. Det bliver kun meget værre," siger han.

Man skal være lidt paranoid

Trusselsbilledet indenfor cyber-sikkerhed er ved at ændre sig. Man leder stadig efter sårbarheder i applikationer og infrastruktur. Men en stigende del af sikkerhedsarbejdet handler i dag om, at virksomheden får styr på sine sikkerhedsprocedurer.

"Angrebene bliver stadig mere sofistikerede og mere og mere uigennemsigtige for den enkelte. Det gør det vanskeligt for virksomhederne at holde trit," siger Jesper Helbrandt og nævner phishing-mails som et område, hvor de kriminelle er blevet voldsomt professionelle i deres angreb.

"For ikke særlig længe siden var det forholdsvis nemt at gennemskue med dårlig stavning og sprog, fejl i Æ, Ø og Å og den slags. I dag er det så avanceret, at selv et trænet øje kan have vanskeligt ved at gennemskue det."

"Jeg må selv tit sende ting videre til en sikkerhedskonsulent for at finde ud af, om det er svindel, eller om det er ok," siger han og giver også et eksempel på hvordan it-kriminelle arbejder med en kombination af social engineering og traditionelle teknologiske fupnumre.

"Det seneste, jeg har hørt om, var en virksomhed, der var blevet ringet op med besked om, at der var en pakke på vej. Kort tid efter fik de en mail, som så ud til at være fra Post Nord, om den samme pakke. De klikkede på et link, og så viste det sig at være ransomware."

"Så efterhånden bliver man nærmest nødt til at være en lille smule paranoid og skeptisk for alt hvad der bevæger sig på nettet," siger Jesper Helbrandt.

Publiceret 2016-04-18


Seneste artikler

De bedste af de største it-virksomheder i Danmark er grundlagt i Danmark: Se listen her
Top 100: Kigger vi på de største sværvægtere i den danske it-branche, er der stolte danskfødte navne i toppen viser Computerworlds store Top 100-analyse
Indrykket 25. september på Informationsteknologi
It-startup er Danmarks bedste software-selskab
It-startup tjener millioner af kroner og er Danmarks bedste software-selskab: "Vi har ingen exit-strategi"
Top 100: Festina Finance lever en anonym tilværelse på en villavej nord for København, men i år stormer virksomheden frem på Computerworlds Top 100-liste.
Indrykket 18. september på Informationsteknologi
I disse it-virksomheder vil vi helst arbejde
13.882 personer har stemt: I disse it-virksomheder vil vi helst arbejde
Tech-virksomhederne er de mest attraktive arbejdspladser af alle - og der er hård kamp om arbejdstagerne blandt selskaber som Microsoft, Google og Apple
Indrykket 11. september på Informationsteknologi
Opret dit CV hos Jobindex – se her hvorfor
Når dit CV ligger i vores database har du flere gode muligheder på hånden. Og både virksomheder og vores rekrutteringskonsulenter holder sig løbende orienteret netop dér. Læs her, hvordan det fungerer.
Indrykket 4. september på Informationsteknologi
Sikkerhedsfirmaerne skovler nye ordrer ind: Her er der fuld fart på væksten
Sikkerhedsfirmaerne skovler nye ordrer ind: Her er der fuld fart på væksten
Mens sikkerhedstruslerne står i kø, boomer markedet for sikkerhedssoftware og -services.
Indrykket 28. august på Informationsteknologi
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.