Ledelse

Brok på ar­bejds­plad­sen

Klokken er ikke engang 12.00, og du har for anden dag i træk haft flere medarbejdere inde på dit kontor for at brokke sig over kollegerne. Egentlig synes du, at det er små-irriterende at de drager dig ind i det, de burde da være voksne nok til at tale sammen uden at du som leder behøver at blande dig. For ikke så lang tid siden talte I netop om, at det var vigtigt at have respekt for hinanden, men tilsyneladende er ordene ikke trængt ind hos medarbejderne. Hvad gør du?

Brok på arbejdspladsen

Hvis dette er et ledelsesdilemma, som du kan nikke genkendende til, er du som de fleste andre ledere. Der er vel næppe en arbejdsplads i Danmark der kan sige sig fri for at opleve utilfredshed og småkævl blandt medarbejderne en gang imellem. Udfordringen er selvfølgelig, at utilfredsheden ikke må vokse sig så stor, at den overskygger motivation og arbejdsglæde på længere sigt.
Det er en hårfin balance at finde ud af, hvornår småkævl har udviklet sig til decideret utilfredshed, men har du som i ovennævnte situation lyttet til flere medarbejdere der ytrer utilfredshed, så er det en advarsel om at der er noget om snakken.

Flere undersøgelser viser, at der er en nøje sammenhæng mellem sygefraværet og trivslen på arbejdspladsen. Det værste du kan gøre er derfor at lukke øjnene og håbe på, at brokkeriet går over af sig selv. Du skal i stedet tage problemerne i opløbet og spørge ind til hvad det drejer sig om. Åbenhed og dialog er det bedste middel til at skabe en god arbejdsplads.

Brok, utilfredshed og skænderier mellem medarbejderne kan opstå af flere årsager. Det kan bl.a. være uklare ansvarsområder, manglende tillid til hinandens faglighed, uklar forventningsafstemning kolleger og teams imellem og/eller manglende retningslinjer fra dig som leder. En god teamøvelse, som kan sætte gang i dialogen mellem medarbejderne, og som tvinger den enkelte til at reflektere over egen adfærd er her til inspiration.

Bed den enkelte medarbejder reflektere over og dernæst besvare følgende spørgsmål:

  • Hvilke krav og forventninger har jeg til mig selv som del af mit team?
  • Hvilke ønsker og forventninger har jeg til mine teamkolleger?
  • Hvilke spilleregler skal gælde i vores team ved
    • Uenighed?
    • Konfliktløsning?
    • tonen indbyrdes?
    • faglig sparring?
    • mv.
  • Hvilke ønsker og forventninger har jeg til min nærmeste leder?

Dernæst skal du stille dig selv spørgsmålene:

  • Hvilke ønsker og forventninger har jeg til medarbejderne som team og som enkelt person?
  • Hvilke krav stiller jeg til mig selv som leder?

Øvelsen er enkel, men rigtig god til at åbne op for dialogen på tværs af et team eller en afdeling. De underliggende konflikter og uoverensstemmelser vil komme op til overfladen når alle på denne måde synliggør krav, ønsker og forventninger til sig selv og hinanden. Outputtet af øvelsen er et fælles sæt leveregler for adfærd i teamet, som medarbejder og leder sammen har udarbejdet og committet sig til.

Herefter følger fokus på og ikke mindst fastholdelse af de nedskrevne gode intentioner om adfærd, som bl.a. kan integreres som et fast punkt i de årlige MUS samtaler. Det er også nu, at du som leder skal skabe rammerne for den gode dialog, så den bliver en forankret del af kulturen i teamet eller afdelingen. På denne måde får du vendt tidligere brok til fremtidig positiv energi. Og frem for alt, vil du altid have et svar på hånden når du får stillet spørgsmålet: ”hvad gør du?”

Læs også