Employer branding

Hvad dovne mennesker kan lære dig om videoer

Det vrimler med dem. Videoer.

Overalt på nettet dukker de små letfordøjelige videoer op, hvor teksten tidligere ville have hersket. Måske fordi det er en troværdig kommunikationsform. Måske fordi vi bare er dovne. Uanset hvad er videoen et must i din kommunikative redskabskasse.

Videoerne kommer

Vi gemmer lige den med de dovne mennesker et øjeblik.

For nu sidder du på Google. Og du har brug for magisk visdom til dit nyeste DIY-projekt, hvor du skal hænge din lækre designerknagerække op. Du ved ikke, hvordan man gør, så du griber tastaturet og skribler løs. Frem fra Googles algoritme-dis fremtoner to guides: en tekst og en video. Hvad gør du?

”Mennesket er af natur dovent. Så når du vil fange din modtagers opmærksomhed, gør du klogt i at afkræve så lille en indsats som muligt”

Du vælger videoen, gør du ikke? Det er ok, du er ikke den eneste. Faktisk er du en del af en temmelig stor, verdensomspændende klub af video-aficionados. Eksperter forudsiger nemlig, at 80% af al trafik på nettet vil fræse gennem videoer i 2021. Med andre ord taler vi 1,9 milliarder videobrugere – lige om lidt.

Men hvorfor? Hvad gør de videoer så pokkers populære?

Video killed the radio star

Bliv lige hængende. Vi spoler lige tilbage til det med de dovne mennesker. For da du søgte på DIY-videoen på Google, YouTube eller andre orakelsider, så var der nok en grund til det. Mennesker optager nemlig bedre billeder end tekst. Det er nemt, kræver kun et klik, og vi kan læne os tilbage, smække benene op og slubre caffe latte eller spise bland-selv-slik.

Mennesket er af natur dovent. Så når du vil fange din modtagers opmærksomhed og overbevise ham eller hende om fx at søge et job, gør du klogt i at afkræve så lille en indsats som muligt. Og det gør du bedst med levende billeder. Og ikke lange tunge tekster! (Ja ja, dette er en tekst, og jeg erkender den åbenlyse dobbeltmoral og den komplette failure i at leve op til “practice what you preach”. Men det vender jeg tilbage til senere).

I mellemtiden kan du så overveje, om Buggles havde ret, da de i 1979 hævdede, at ”Video killed the radio star”.

Stemmer og ansigter skaber tillid – og tillid skaber handling

Men inden du fortaber dig i dagdrømmeri om 80’er-permanent og guldjakker, så afslører jeg nu hemmeligheden bag videoens succes: Den skaber troværdighed.

Når det talte ord kombineres med billeder, tror vi instinktivt på budskabet. Det skyldes, at vi ubevidst er drevet af overbevisningen: Et ansigt lyver ikke. Når en leder stiller sig op og fortæller om sin virksomhed, er vi allerede parate til at tro hende.

Så vupti: Tillid og troværdighed er skabt.

Og hvis vi tror på budskabet, er vi mere tilbøjelige til at handle – fx ved at søge jobbet.

”Når det talte ord kombineres med billeder, tror vi instinktivt på budskabet”

Inviter din modtager indenfor på en kop kaffe

Med videoen giver du samtidig kandidaterne muligheden for at se din arbejdsplads med egne øjne. Så hun føler, at hun selv har været der. Du giver hende også muligheden for at komme tæt på hverdagen og de mennesker, der arbejder i virksomheden – ja, så tæt på, at hun næsten føler, hun har drukket kaffe med dig. Og så er der allerede skabt grundlag for en god rekruttering.

Men tilbage til dobbeltmoralen, siger du: Hvis video er fremtiden, hvorfor hulen har I så lavet et blogindlæg?

Jooo. Det har du nok ret i. Så må du hellere klikke videre og se eksempler på god videokommunikation her. Du kan også gå i krig med vores "Video for dummies"-guide, hvor vi giver dig tips til, hvordan du kan lave professionelle, enkle rekrutteringsvideoer med din smartphone, og hvordan du forbereder din videoproduktion med et storyboard.

Eller hvis du er for doven, kan du synge med på:

"Video killed the radio star
In my mind and in my car
We can't rewind, we've gone too far
Pictures came and broke your heart"

bureauet bag bloggen

Hos bureauet i Jobindex arbejder vi i krydsfeltet mellem employer branding, rekruttering og kommunikation.

Vi består af tekstforfattere, digitale designere, fotografer og projektledere, der rådgiver, underviser og laver content for Danmarks største og mindste virksomheder.

Om bloggen

På bureauets blog får du tips og tricks til, hvordan du fanger de rette kandidater og profilerer din virksomhed gennem velskrevne tekster og visuelle værktøjer.

Læs også