Et år i skyggen af en chatrobot: hvorfor har jeg ikke mistet jobbet?

Til gengæld er den flydende på Swahili, den skriver episke romaner hurtigere, end kaffemaskinen brygger kaffe latte, og så brokker den sig ikke i frokostpausen om netop frokosten.

Så hvorfor har jeg egentlig ikke fået sparket endnu?

Jeg er ret sikker på, at jeg nok ikke er den eneste, der rystede lidt i bukserne, dengang ChatGPT stormede mediehusene og trak overskrifter om effektivisering, forandring og fyresedler.

Måske trængte jeg bare til at få skiftet pæren ud, men det virkede fuldstændig absurd, at en chat skulle tilbyde mere end blinkesmileys og indholdsfattigt sludder for en sladder.

Men der tog jeg så fejl…

… for min nye kollega kunne både skære avancerede fagudtryk ud i pap og skrive jobannoncer på rekordfart. En lidt for smart chat, der udfordrer min faglighed, mit levebrød – mit job.

Men nu er der gået et år siden AI-revolutionens indhug, og jeg er stadig ansat, så hvorfor har jeg egentlig ikke fået sparket endnu?

Men så må du lige hænge fast

For jeg kunne jo bringe det på bordet til min MUS eller finde en ekspert på området, der kan svare på spørgsmålet. Men det behøver jeg måske ikke engang, for svaret ligger allerede foran skrivebordet og mæsker sig i data fra vores talrige samtaler og lidt kluntede samarbejde.

Du er både tidskrævende, og så har du en tendens til upræcise svar

For selvom du, kære ChatGPT, evner at generere tekster på rekordtid, så er du til tider en ineffektiv sparringspartner i mit arbejdsliv. Sorry, men du er både tidskrævende, og så har du en tendens til upræcise svar – så måske er det de svagheder, der bliver min redningskrans?

Derfor har jeg ikke fået sparket #1

Du er ikke en tekstautomat, der lige kan stille min lækkersult med en tyver og en knap: nej, jeg har brugt mange timer på at chit-chatte med dig. Vi har genereret sange til julefrokoster. Vi har genereret træningsprogrammer. Vi har genereret overskrifter til blogindlæg, jobbeskrivelser og AI-guides. Alt sammen noget, hvor du – min kære nye kollega – har slugt min tid.

For du er ikke tankelæser, og derfor bruger vi utrolig meget tid på at chatte om vind og vejrhaner, imens jeg lidt febrilsk har forsøgt at få dig ind på sporet af mine tanker.

Vi finder altid frem til et eller andet tekst, men er du helt vimmer – tiden med dig på chatten overgår snart mit forbrug af søde hundevideoer på Instagram. Det er ikke forsvarligt.

I stedet kunne jeg have sat mine egne kompetencer og min kreativitet i spil. Måske ville resultatet være det samme? Måske ville det endda være endnu bedre?

Derfor har jeg ikke fået sparket #2

Det er ikke altid lige nemt at gøre brug af dig, når jeg skal formidle viden – jeg har efterhånden opbygget nogle trust issues. For du bygger murmestervillaer af tekst med detaljerigdomme og pragt: værsgo’, her er Kants morallov i pixibogformat.

Men hvordan skal jeg være kritisk overfor din rigdom af viden, når jeg i virkeligheden ikke aner en fløjtende fis om fx nybyggeri eller morallove fra oplysningstiden? Er der mon fugt i fundamentet eller rod i filosofien?

Du er lidt af en snydepels, der drysser dit output med påfund og faktuelle fejl

Fugt i fundamentet er der faktisk, for du er lidt af en snydepels, der drysser dit output med påfund og faktuelle fejl. Det skaber mistillid, for jeg skal altid lige tjekke op på fakta eller rette til i dine påfund. Men måske er det ikke så meget dit fidusmageri eller tidsrøveri, der virkelig er grunden til, at du endnu ikke har indtaget mit skrivebord i Valby.

For når alt kommer til alt…

… så er det nok bare, fordi du fungerer bedst i et samarbejde med nogle varme hænder. For trods dine lidt brogede og ufine egenskaber, så er vi to et ret godt makkerpar i skrivestuen.

Og selvom jeg frygtede, at du tog min plads på 3. sal – så blev jeg faktisk en kollega rigere. Vi er blot ved at finde ud af, hvornår vi supplerer hinanden bedst.