21 % af danske marketingfolk vurderer deres trivsel på jobbet som lav eller meget lav. Det viser nye tal fra Jobindsigt 2026: Trivsel på bundlinjen, som vi har udarbejdet i samarbejde med Megafon.
Til sammenligning gælder det 16 % blandt medarbejdere inden for journalistik og kommunikation og 13 % blandt lønmodtagere generelt.
Tallene overrasker Per Christiansen, marketing- og kommunikationschef hos Jobindex.
"Der er et eller andet alarmerende i, at marketing bon'er så meget ud. Også mere end kommunikation og journalistik. Jeg troede, det ville ligge på samme niveau. Men det bon'er mere ud. Det er noget, vi skal tage hånd om og finde ud af."
Jobsikkerheden fylder mere
Trivsel er ikke det eneste område, hvor marketingfolk skiller sig ud.
11 % svarer, at de i meget høj grad er bekymrede for deres jobsikkerhed. Det samme gælder 5 % inden for journalistik og kommunikation og 4 % blandt danske lønmodtagere generelt.
AI ser ud til at spille en rolle i den usikkerhed.
10 % af marketingfolk er meget enige i, at AI udgør en trussel mod deres jobsikkerhed. Blandt medarbejdere inden for journalistik og kommunikation er tallet 6 %, mens det er 4 % på tværs af arbejdsmarkedet.
Ifølge Per Christiansen kan en del af forklaringen være, at marketing er blandt de områder, hvor AI allerede bruges meget.
"Marketingfolk bruger AI meget, og derfor frygter de det også mere, fordi de kan se, hvad det kan erstatte. Udfordringen er, hvordan vi får omskolet og flyttet folk videre. Hvilke nye kompetencer skal de kunne fremadrettet?"
Det stiller samtidig nye krav til arbejdspladserne. For når teknologien ændrer arbejdsopgaver og kompetencebehov med høj fart, bliver det vigtigt at skabe tydelige rammer for, hvordan AI skal bruges – og hvordan medarbejderne skal udvikle sig sammen med teknologien.
Balance og ledelse påvirker trivslen
AI og jobsikkerhed er dog ikke hele historien.
Når marketingfolk bliver spurgt til, hvad der påvirker deres trivsel negativt, peger 37 % på manglende balance i arbejdslivet. På tværs af arbejdsmarkedet gælder det 36 %.
En større forskel finder vi, når blikket rettes mod ledelse.
21 % af marketingfolk peger på deres leder som noget, der påvirker trivslen negativt. På det samlede arbejdsmarked er det 15 %.
"Jeg tror, at marketinglederne lige nu står et sted, hvor de ser en masse nye muligheder og vil teste af. Sådan er marketingfolk generelt. De griber alt, hvad der kommer af nyt. Men AI gør, at de nye muligheder bliver mange flere, og det skaber også usikkerhed i ledelserne. Ændringen, som vi ser, er hurtigere, end vi er vant til. Det kan godt forplante sig til medarbejderne," uddyber Per Christiansen.
Gammel løsning på en ny udfordring
Selvom teknologien er ny, behøver løsningen ikke nødvendigvis at være det.
For Per Christiansen handler en vigtig del af opgaven om dialog, kompetenceudvikling og tydelig ledelse.
"Når AI kommer ind, er der mange af de eksisterende medarbejdere, der skal lære nye kompetencer, udvikle sig og se nye muligheder. Der er noget helt gammeldags i at sætte sig ned og tale sammen."
Det kræver også, at ledelsen gør ambitionerne tydelige. Hvad skal AI bruges til? Hvilke opgaver kommer til at ændre sig? Og hvilke kompetencer får medarbejderne brug for fremover?
For usikkerheden har ikke kun betydning for den enkelte medarbejder.
"Usikkerheden skaber lavere trivsel, og den rammer produktiviteten og det output, du har. Derfor er det i virksomhedens interesse at tage hånd om det."
Kan du genkende bekymringerne?
Hvis samtalerne om trivsel, udvikling og fremtiden udebliver på din arbejdsplads, kan det være værd at overveje, om dit næste skridt i arbejdslivet ligger et andet sted.
Det starter på Jobindex





