Hvor det tidligere var sådan, at danske medarbejdere flygtede fra dårlig ledelse eller lav løn, har det i en periode været de nye udfordringer, der dragede. Som glasur på kagen kommer nu arbejdsglæden – for hele 88 procent fortæller i en undersøgelse om jobglæde udført af Jobindex i Q3 2018, at viden om arbejdsglæde på en ny arbejdsplads vil betyde noget for dem i forbindelse med et eventuelt jobskifte.
Selv glade ansatte søger til endnu gladere arbejdspladser
Årets MEGAFON-undersøgelse, der kom i januar, viste, at 3 ud af 10 danskere overvejer at søge et andet job for at få nye udfordringer. På andenpladsen og tredjepladsen over årsager til, at man søger nyt job, kommer bedre løn og ønsket om at udnytte sine kompetencer og på fjerdepladsen, at et nyt job vil gavne karrieren.
”Når man kombinerer den viden med, at 81 procent af danskerne et andet sted i MEGAFON-undersøgelsen har sagt, at de er tilfredse med deres job, så viser MEGAFON-undersøgelsen, at selv tilfredse medarbejdere kan flyttes,” siger Jobindex’ analyseansvarlige Helle Elizabeth Skovbæk.
Og hun ser en tydelig tendens i de to undersøgelser:
”Lysten til at komme til noget er stærkere end lysten til at komme væk fra noget. Og når vi lægger informationerne i begge undersøgelser sammen, ser vi, at selv om medarbejdere er tilfredse og glade, så vil de gerne være endnu gladere,” siger Helle Elizabeth Skovbæk.
Jobglæde: Et nyt konkurrenceparameter
Jobglædeundersøgelsen viser desuden, at 92 procent synes, at det er meget vigtigt eller vigtigt, arbejdsglæden på danske arbejdspladser kommer frem i lyset. Glade, danske virksomheder kan derfor bruge jobglæden som en magnet i kampen om at tiltrække kandidater.
Det er derfor ikke ligegyldigt, hvordan din arbejdsplads tager sig ud over for kandidaterne. Hvor en virksomheds brand tidligere var vigtigt for at tiltrække kandidater er det i dag et parameter for at få ansøgninger – der er nemlig nok ledige stillinger for kandidaterne at vælge imellem i et marked, hvor arbejdsløsheden er historisk lav.
Og et PS til virksomhederne er, at glade arbejdspladser ikke alene er rare at være en del af – jobglæde smitter direkte af på resultater og forretningen i form af mere innovation, mere kreativitet, mere omstillingsparathed og færre sygedage.
Vis arbejdsglæden
Summen af din virksomheds brand er vigtig, og her gør jobglæde den store forskel. Derfor har Helle ét råd til arbejdspladserne: ”Vis arbejdsglæden! Kandidaterne er interesserede, og 99 procent synes, at arbejdsglæde er vigtig eller meget vigtig i hverdagen,” afslutter hun.