Jobannoncer taler ofte forbi målgruppen



Jobindex har spurgt 5.500 danskere om, hvad en god jobannonce skal indeholde. Og det varierer meget, hvad forskellige fagligheder, aldersgrupper og køn lægger vægt på, når de surfer job på nettet

Martin Ellermann
Journalist, Jobindex.


Jobannoncen er en undervurderet kommunikationsdisciplin. Ofte har virksomheder så travlt med at skyde en rekrutteringsproces i gang, at de ikke lægger nok kræfter i den tekst, som er potentielle ansøgeres første møde med jobbet.

I den forbindelse har tidligere Jobindex-undersøgelser vist, at virksomheder ofte helt glemmer at beskrive jobindholdet, de specifikke opgaver, samt hvad de har at tilbyde en kommende kollega. Hovedfokus er krav til ansøgeres kompetencer, men det flytter næppe de bedste profiler fra deres nuværende stillinger.

For at blive klogere på jobannoncegenren, og hvad forskellige målgrupper efterspørger, har Jobindex i 2016 gennemført en større undersøgelse, hvor flere end 5.500 danskere er blevet spurgt til deres vurdering af og ønsker til jobannoncer.

De adspurgte dækker stort set alle brancher, uddannelsesbaggrunde og aldersgrupper, og ifølge Helle Elizabeth Skovbæk, som er analyseansvarlig hos Jobindex, giver det mulighed for at dykke ned og se, hvad specifikke medarbejdergrupper efterspørger i stillingsopslag.

Ram IT-profilerne

En af de væsentligste tendenser i undersøgelsen er, at mennesker kan have meget forskellige præferencer, selvom de arbejder indenfor samme fagområde.

For eksempel er en IT-profil ikke bare en IT-profil, og der er forskel på, hvad en IT-leder vil vide om en ny karrieremulighed i forhold til en administrator eller udvikler.

”Arbejder man med IT-ledelse, har man meget fokus på jobtitlen. Hele 94 procent vægter dette højt, og det er noget mere end de andre grupper. Årsagen kan være, at det er vigtigt for lederne at vide, hvilken gennemslagskraft og indflydelse de har i organisationen. Så vage eller intetsigende rollebeskrivelser fungerer dårligt, hvis du skal tiltrække blandt denne gruppe,” forklarer Helle Elizabeth Skovbæk.

Til gengæld er IT-ledere ikke så interesserede i at høre om arbejdstider og work-life-balance i annoncen. Og ifølge Jobindex’ analyseansvarlige skyldes det sandsynligvis, at de har et klart billede af, hvad der kræves af dem på dette niveau.

Lederne vil dog gerne have information om virksomhedens mission, strategi og visioner. Det giver overblik og gør dem i stand til at vurdere, hvordan de vil kunne løfte og motivere medarbejdergruppen.

Læs også: Skriv målrettet i jobannoncen, eller mist drømmekandidaten

Kort og kontant annonce

Samlet set handler det om, at ledere ønsker at forstå arbejdspladsen, da de jo skal være med til at lede stedet.

Men sådanne detaljer er ikke relevante for alle IT-profiler, og af undersøgelsen fremgår det blandt andet, at de der arbejder indenfor drift, support og administration i højere grad ønsker en kort og præcis annonce.

”Disse IT-profiler vægter dette højere end andre. Det kan skyldes, at de i forhold til for eksempel ledere og udviklere har andre opgaver, der er mere afgrænsede og specifikke. Derfor er forventningen, at jobbet er mere veldefineret og kan beskrives kort og kontant,” siger Helle Elizabeth Skovbæk.

IT-udviklere har derimod størst fokus på opgavebeskrivelsen i annoncen. Virksomhedens omsætning, antal ansatte og regnskaber interesserer dem mindre, og ifølge Helle Skovbæk handler det om, hvad der driver denne type profil.

”Det, der betyder noget, er, om de har et innovativt miljø, hvor de kan få lov til at bruge deres kompetencer. Derfor betyder virksomhedens visioner og strategi også en del for udviklerne,” forklarer hun.

Ingen genveje til ingeniørerne

Mens IT-ledere generelt skiller sig ud blandt IT-profilerne, tegner der sig et helt andet billede blandt ingeniører.

Ligesom IT-folket er denne gruppe også en eftertragtet mangelvare på det danske marked, og det ville derfor være yderst brugbart at kunne skræddersy jobannoncer efter deres præferencer.

”I forhold til andre har ingeniører ikke en klar profil. De skiller sig ikke for alvor ud i deres ønsker til jobannoncer, og de matcher i store træk gruppen af højtuddannede inden for alle fagligheder,” fortæller Helle Elizabeth Skovbæk.

Men selvom de ikke er anderledes end mange andre typer profiler, er det stadig afgørende at få de rigtige elementer med i annoncen.

”Ingeniører går samlet set meget op i, hvad firmaet kan tilbyde dem. De ved, de er i høj kurs, så virksomhederne skal i annoncen skrue op for de spændende opgaver, gode vilkår og udviklingsmuligheder, hvis en ingeniør skal flyttes,” forklarer Jobindex’ analyseansvarlige.

Samtidig er de mindst interesserede i at høre om konkrete karrieremuligheder, og hvem deres nærmeste leder bliver. Ifølge Helle Skovbæk er grunden til det, at de er meget opgaveorienterede og har fokus på selve jobbet.

De rigtige ord til kvinderne

Udover at ville tiltrække dygtige ingeniører og IT-profiler er en anden tendens – blandt især større virksomheder – et ønske om at få flere kvinder med ombord.

Det er naturligvis en meget bred og kompleks gruppe, og det kan nemt blive opfattet som fortegnet, karikeret og provokerende, hvis en jobannonce vinkler for skarpt på (stereotype) kvindelige værdier.

Når det så er sagt, er der rent faktisk forskelle på mænd og kvinders ønsker til jobannoncer, og den viden vil stadig være god at have i baghovedet, når man skriver teksten.

”Blandt andet vil kvinder mellem 30 og 49 år i højere grad gerne have arbejdstiden udspecificeret i jobannoncen end mænd i samme aldersgruppe. Kulturen og arbejdsmiljøet betyder også mere for kvinder, og det vil derfor være oplagt at have et afsnit med om disse, hvis du vil have flere kvindelige medarbejdere i virksomheden,” forklarer Helle Elizabeth Skovbæk.

Hun understreger samtidig, at kvinder i højere grad ønsker en personlig, nærværende og levende jobannonce, hvorimod gruppen af mænd ikke ser det som et vigtigt element i et opslag.

Læs også: De unge vil hurtigt til sagen i jobannoncen


Publiceret 2017-02-06


Seneste artikler

Stigende tendens til passiv jobsøgning
Mange føler, at de er aktive jobsøgere, fordi de er aktive på LinkedIn, men reelt udøver de der en passiv form for jobsøgning.
Indrykket 26. juni på Forside
5 spørgsmål, du kan få til jobsamtalen og 5 svar, du kan give
5 spørgsmål, du kan få til jobsamtalen og 5 svar, du kan give
At gå til jobsamtale er en kunst. Men med et velovervejet svar på 5 klassiske spørgsmål kan du lettere vinde jobbet. Se her, hvad du kan svare, og hvad svarene fortæller rekrutteringskonsulenten om dig.
Indrykket 19. juni på Forside
Opret dit CV hos Jobindex – se her hvorfor
Når dit CV ligger i vores database har du flere gode muligheder på hånden. Og både virksomheder og vores rekrutteringskonsulenter holder sig løbende orienteret netop dér. Læs her, hvordan det fungerer.
Indrykket 12. juni på Forside
På kun 3 år har de mobile enheder overhalet computeren som det foretrukne sted, vi søger efter job. Mange af os tager mobiltelefonen og iPad’en med i sommerhuset eller til poolen i ferien, og det kan vi i Jobindex se på brugermønsteret.
Indrykket 5. juni på Forside
Et godt billede på Facebook kan bringe dig til jobsamtale
Ny forskning viser, at jobansøgere med det flotteste Facebook-profilbillede har 38 procent større chance for at blive kaldt til samtale.
Indrykket 29. maj på Forside
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.