Her er én ting, alle ledere kan lære af verdenshistoriens største tænker


leder

Ledere skal passe på ikke at glemme sig selv i jagten på måltal og mersalg. I stedet bør de lytte til Søren Kierkegaards tanker om idealer, samvittighed og alt det, der ikke er fornuftigt. Det mener sognepræst, ledelsesrådgiver og forfatter Pia Søltoft, der er aktuel med en ny ledelsesbog.

Troels Kølln
For Jobindex


Vi lever i en tid, hvor alle handlinger skal være nyttige. Ikke mindst ledere forventes altid at kunne dokumentere deres effektivitet. Arbejdet skal måles og vejes, så bundlinjen kan sikres.

Det er virkeligheden for ledere i alt for mange virksomheder i dag, mener forfatter, ledelsesrådgiver og sognepræst Pia Søltoft. Og det er en tilgang, hun udfordrer i sin seneste bog, "10 ting ledere kan lære af Kierkegaard".

Her argumenterer hun for, at ledere skal tage ved lære af Søren Kierkegaards tanker om etik og samvittighed.

”Naturligvis er der noget, man med succes kan måle på i enhver organisation – ja, i ethvert liv. Men der er også andet, der går i stykker, hvis man forsøger. Trivslen. Arbejdsglæden. Og frem for alt den personlige ansvarlighed,” skriver Pia Søltoft.

”Vi er blevet så vant til at se på de materielle resultater, at vi har glemt meningen med det hele. Vi agerer ud fra performancemålinger og cost-benefit-analyser, men glemmer vores idealer.”

LÆS OGSÅ: Tilfredse medarbejdere skifter også job – og de går efter glade arbejdspladser!

Spørg efter meningen

Søren Kierkegaard er Danmarks ubestridt vigtigste filosof, en af verdenshistoriens største tænkere. Men han er også kendt for at være umanérlig svær at forstå, og han døde i øvrigt i 1855. Så hvorfor er hans idéer relevante for en leder godt 200 år senere?

”Kierkegaard stiller spørgsmål, som altid er relevante, og derfor taler han til enhver tid. Når han også er relevant for ledere i dag, så er det, fordi han husker os på at spørge: Hvad er meningen med livet for dig? Hvad lever du for? Og hvad kan du ikke leve uden?” siger Pia Søltoft, der er tidligere leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret.

”Hvis man skal kunne holde sig selv ud, både som menneske og som leder, så er man nødt til at spørge sig selv, om man har sig selv med i det, man gør – sine værdier og grundlæggende livsanskuelse. Står man op om morgenen for at tjene en million eller udbrede markedsandelen af salget af popcorn? Eller er der noget større, der driver en?”

Leder, find dit ideal

Det vigtigste, som ledere kan lære af Kierkegaard, er derfor ’at ville ét’. Det vil sige at finde det ene ideal, der er grundlaget for ikke bare ens ledelse, men hele livet, siger Pia Søltoft.

”Et ideal er en grundlæggende idé, der kan styre dig gennem de etiske dilemmaer, der altid vil dukke op. Kierkegaard ville sige, at du ikke bare skal gøre det, du er god til. Du skal også vide med dig selv, hvorfor du gør det,” siger hun.

Et ideal kan for eksempel være altid at vælge løsninger, der er bæredygtige, eller aldrig at være fordømmende. Begge dele er noget, man kan sigte efter, men aldrig endeligt opnå.

”Dit ideal ændrer sig ikke. Det er grundliggende. Det vil sige, at det lægger grunden for dit liv og din ledelse. Ja, mere end det. Det får dit liv og din ledelse til at hænge sammen – også når der sættes nye mål eller indføres nye værdier i din organisation,” skriver Pia Søltoft.

Lad lidenskaben sejre

Et ideal er altså det, der får dine meninger og mål til at hænge sammen gennem livet.

For at finde sit ideal som leder kræver det, at du tænker abstrakt og hæver dig over det, der er godt for dig her og nu. Det skal være noget, du gør for sin egen skyld – ikke for at opnå et mål.

”For at forblive sit ideal tro skal man kunne lade lidenskaben sejre over klogskaben og nyttehensynet. I mange af livets forhold handler det om at kunne regne den ud og gøre, hvad der betaler sig bedst. Men det er ikke den udregning, du skal lave, når det drejer sig om dit ideal,” forklarer Pia Søltoft.

I sidste ende handler det om, at du som menneske og som leder skal finde den idé, du er villig til at leve og dø for.

”Er det store ord? Ja, det er det. Men er der noget større end at skulle sætte retningen for sit liv? Nej, det er der ikke,” skriver hun.

”Det er ikke et spørgsmål om, hvad man vil være, men et spørgsmål om, hvad der skal sætte fortegnet for ens liv og for ens ledelse. Og det er ikke nødvendigvis det, der er mest fornuftigt.”

Hør, hvad ledere stadig kan lære af Kierkegaard:


LÆS OGSÅ: Jobglæde giver bonus på bundlinjen

Publiceret 2019-01-29


Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.