Rekruttering

Er com­pu­te­ren bedre til at ansætte end mennesker?

Det amerikansk softwarefirma PeopleAnswers hævder nu at kunne udvælge medarbejdere, der præsterer bedre og bliver længere på arbejdspladsen. Softwareløsningen er baseret på adfærdsforskning og kan muligvis på sigt betyde, at mennesker ikke længere skal vurdere, om en kandidat er den rigtige til et job.

Det er svært at finde de rigtige medarbejdere til virksomheden. Og selv om ledelse og HR-afdeling arbejder seriøst med processen, sker der mange fejlansættelser.

Omkring 40 % af nye medarbejdere forlader virksomheden inden et år. Enten levede de ikke op til forventningerne, eller også var jobbet ikke det, de troede det var. Det koster virksomhederne dyrt, når der skiftes tit. Man taber momentum og mange ressourcer til uddannelse og oplæring er også spildt.

Bo H. Eriksen er lektor ved Institut for Marketing & Management ved Syddansk Universitet, og han bekræfter, at lidt under halvdelen af de nyansatte i små og mellemstore danske virksomheder fratræder deres nye stilling i løbet af det første år.

”Det er et overraskende højt tal. Det tyder på, at mange af de mindre virksomheder har vanskeligheder ved at ansætte de rigtige medarbejdere, og at proceduren i forbindelse med nyansættelser ikke fungerer godt nok,” udtaler han til Djøfbladet.

Når det går galt, kan årsagen være en uoverensstemmelse mellem medarbejderens og virksomhedens personlighed og værdier.

Et forskningsprojekt fra Michigan University's School of Business viser, at skriftlige tests er fire gange mere retvisende end interviews. Ifølge projektets konklusioner er de fleste simpelthen ikke i stand til at udrede, om det er den rigtige personprofil, de står over for. Du bliver forvirret af signaler, og tillægger personen dine egne værdisæt. Desuden spiller kulturelle koder en stor rolle.

Adfærdsforskning og software

Den amerikanske softwarevirksomhed PeopleAnswers har i løbet af de seneste år udviklet løsninger baseret på adfærdsforskning. Og firmaet har allerede hjulpet mange førende virksomheder til at ansætte og fastholde bedre.

F.eks. I detailbranchen har virksomheder som Neiman-Marcus, Savers,og Gold's Gym offentliggjort at de har mindsket antallet af tidlige afskedigelser med mere end 40 % og kan fastholde 35 % flere medarbejdere (kilde: www.peopleanswers.com/results).

PeopleAnswers løsning, som er tilgængelig som cloud, identificerer de kandidater hvis adfærd – Behavioral DNA™ - er identisk med kundevirksomhedens egne topperformere.

PeopleAnswers forskere har fundet ud af, at der er ens og unikke adfærdsmønstre hos disse topperformere. Når man kan identificere disse, kan man undgå fejlansættelserne.

PeopleAnswers metode er, at man først tester virksomhedens topperformere. Dermed får man et billede af, hvilke karakteregenskaber og adfærd, de deler. Der sammenlignes med nationale tests og undersøgelser. På baggrund heraf har man et præcist billede af de egenskaber og adfærdsnormer, som vil matche jobbet og virksomhedens kultur og behov. Det betyder ikke, at alle medarbejdere bliver ens på alle områder, men at man finder de nøgleegenskaber, der er essentielle for den specifikke virksomhed.

Jo længere tid man benytter PeopleAnswers, jo bedre hævder virksomheden, at resultaterne vil blive, da datakvaliteten øges med antallet af målinger.

Da en fejlansættelse typisk koster virksomheden 200.000 - 400.000 kr. (løn, ansættelses- og fratrædelsesomkostninger samt driftsomkostninger), er der meget vundet ved at reducere antallet af fejlansættelser.

På vej til Danmark

PeopleAnswers er for nylig blevet købt af Infor, en af verdens største udbydere af forretningssoftware. Det var især muligheden for at integrere adfærdsforskningsdelen i Infors egne softwareløsninger til HR-området HCM (Human Capital Management), der skabte interessen.

Infor vil bringe PeopleAnswers ud på det internationale marked som en cloud-løsning. Vi kan derfor se frem til, at metoden bliver tilgængelig også i Danmark.

Læs også