Den svære afsked



Mange virksomheder forsømmer forholdet til medarbejdere på vej videre i karrieren. Men det er en fejl ifølge flere eksperter. Og hvordan ansatte oplever afskeden med firmaet, kan have stor betydning for arbejdspladsens image.

Martin Ellermann
Journalist, Jobindex


Alt var rosenrødt, da du begyndte i virksomheden. Der var fællesmorgenmad første dag, du fik en fin introduktion til arbejdet, og du var rundt i alle afdelinger og trykke hånd med smilende kolleger.

Men nu er du på vej væk. Du har opsagt din stilling, og den gode tone fra dengang er afløst af overraskelse, irritation og ligegyldighed.

For mens mange virksomheder gør et stort nummer ud af deres onboarding (velkomst, introprogrammer og oplæring), så er offboarding (exitforløb, overlevering og afsked) ofte et overset område, som i sidste ende kan koste firmaets image dyrt.

Ifølge organisationspsykologen Lyndsay Potts er offboarding-oplevelsen sandhedens øjeblik for firmaets employer brand. Udtrykket employer brand dækker over virksomhedens ry eller image som arbejdsplads, og uden en god exitstrategi vil medarbejderens sidste indtryk blive en vigtig del af dennes fremtidige fortælling om arbejdspladsen.

”Tidligere medarbejdere vil altid repræsentere virksomhedens brand, og de kan enten være lovprisende eller kritiske. Et af de mest levende minder vil altid være, hvordan de blev behandlet på vej ud,” siger HR-skribenten Kazim Ladimeji til det amerikanske medie Recruiter.com.

Den danske onboarding-specialist og konsulent Trine Gimeno mener, at virksomheder skal være bedre til at tilgodese medarbejderens behov for at afslutte jobbet på en god måde.

”Det kan være meget frustrerende, hvis man ikke får mulighed for at afslutte og/eller overdrage sine opgaver ordentligt, inden man stopper. Især hvis man har været en meget engageret medarbejder og har brugt meget tid på sit arbejde,” forklarer hun.

Læs også: Sig op på den fede måde

Forbliv venner

Ifølge Trine Gimeno er de sidste dage på arbejdspladsen afgørende. Her skal virksomheden afsætte god tid til, at medarbejderen kan videreformidle og lagre den viden, han eller hun ligger inde med, og som er vigtig for firmaet.

Men hun mener, at der generelt er et større fokus på at komme videre end på at få lukket ordentligt ned.

Og det er en fejl. For når du stopper i jobbet, vil du – på godt og ondt – blive en uofficiel ambassadør for din tidligere arbejdsgiver. Det bør din leder også have in mente, når emner som for eksempel anbefaling, reference og afskedsreception dukker op.

”Det er aldrig let at miste dygtige medarbejdere. Men det er vigtigt, at ledelsen formår at gøre det til en positiv og respektfuld oplevelse for alle involverede,” siger Heather R. Huhman, som er ekspert i karriere og arbejdsliv, til magasinet Entrepreneur.

Først og fremmest bør ledelsen helt overordnet acceptere, at medarbejdere altid vil søge nye muligheder, hvis der ikke er nok udviklingspotentiale i en stilling. Ifølge Heather R. Huhman er det derfor vigtigt, at en leder ikke lader sig overrumple af en opsigelse.

Chefen skal kort sagt forblive positiv og støttende overfor personen, der skal videre, og det indebærer blandt andet en reel lykønskning med det nye job samt en ordentlig udmelding til resten af organisationen.

Det sidste indtryk er ifølge Huhman lige så vigtigt som det første, og virksomheder, der brænder broer i forhold til deres ansatte, kan gøre stor skade på firmaets employer brand.

Læs også: Er din arbejdsplads så god, som ledelsen hævder?

Kolleger påvirkes

Så hvilke konsekvenser har det ikke at have en god offboarding-proces? Ifølge onboarding-specialisten Trine Gimeno kan et dårligt afslutningsforløb have en negativ effekt, der rammer langt bredere og dybere end blot arbejdspladsens forhold til den afgående medarbejder.

”Har man ikke haft en god offboarding-proces, risikerer man, at vigtig viden forsvinder sammen med den medarbejder, som forlader virksomheden. Hvis kollegaer, som skal overtage personens opgaver, ikke har den fornødne viden og den indsigt, der skal til for at løse opgaverne, kan det betyde store forsinkelser i arbejdsgange og i værste fald, at nogle opgaver slet ikke bliver løst. Det er dyrt for virksomheden og frustrerende for de medarbejdere, som skal – men ikke kan – løfte opgaverne,” siger hun.

Og ledelsen bør være opmærksom på, at der er mange, der iagttager et exitforløb. Ifølge organisationspsykologen Lyndsay Potts betragter både potentielle medarbejdere og nuværende kolleger, hvordan arbejdspladsen siger farvel til sine ansatte.

Så selvom afskedsprocessen på overfladen ofte kun berører en enkelt medarbejder, så har forløbet stor betydning for de kolleger, der bliver i organisationen samt de berørtes familier, venner, kunder og samarbejdspartnere.

Hvordan man tager afsked med medarbejdere bliver en del af fortællingen om virksomheden, og udgør en væsentlig del af arbejdspladsens brand.

Ifølge HR-skribenten Kazim Ladimeji kan en god offboarding-proces endda betyde, at dygtige medarbejdere en dag vender tilbage til virksomheden – med nye kompetencer og viden, der styrker organisationen.

Publiceret 2016-10-24


Seneste artikler

Kreativ eller konservativ: Hvordan virker din stil til jobsamtalen?
Kreativ eller konservativ: Hvordan virker din stil til jobsamtalen?
At gå til jobsamtale er en kunst, men du bliver vurderet på en masse faktorer, som ikke har med dine svar eller kompetencer at gøre. Udover kropssprog består en stor del af udfaldet til din jobsamtale af, hvordan du ser ud.
Indrykket 18. september på Forside
Undgå for alt i verden at virke desperat
Undgå for alt i verden at virke desperat
Selv om du i den grad kan være desperat efter at få et job, fordi din dagpengeperiode er ved at udløbe, eller fordi din chef er uudholdelig, så lad være med at vise det.
Indrykket 11. september på Forside
Fest for Fyrede
Hvorfor hedder det Fest For Fyrede?
Inspirationen kommer fra USA og de såkaldte ”pink slip parties”. Hvordan det endte med Fest For Fyrede og et tilbagevendende arrangement skræddersyet til danske jobsøgende, får du svaret på her.
Indrykket 4. september på Forside
Teknologisk Institut har fået 17 procent flere ansøgere med Specialopsætning
Teknologisk Institut har fået 17 procent flere ansøgere med Specialopsætning
Siden Teknologisk Institut fik Specialopsætning på alle deres Profilannoncer på Jobindex, har virksomheden oplevet en fremgang i antallet af både ansøgninger og annoncevisninger.
Indrykket 1. september på Virksomheder
Ordbog over jobtitler, du engang forstod
Stillingsbetegnelser, du engang forstod, har fået nye navne – mange nu på engelsk. Det lyder ofte lidt finere og mere internationalt, men kig med her og se, hvilke job der gemmer sig bag titlerne.
Indrykket 28. august på Forside
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.