Guide til nye ledere - Jobindex brev­kur­sus - lektion 2

Nu hvor du er leder, kommer du til at træffe beslutninger som aldrig før. Du vil sikkert opleve at sidde uroligt på skrivebordsstolen alt imens, du ønsker dig mere tid og langt flere informationer, inden du træffer den endelige beslutning. Men hvis du udvikler en procedure for en rolig og rationel beslutningstagning, vil det give dig en høj grad af selvtillid, når du skal træffe beslutninger under pres. Du kan nemlig beslutte dig hurtigt og levere gode resultater uden senere at skulle trække i land.

Guide til nye ledere:
Træf solide beslutninger

Tænk på følgende, når du skal træffe en beslutning: En beslutning indebærer tre trin: At indsamle kendsgerninger, indkredse valgmuligheder og vælge den bedste af dem. For at kunne arbejde med hvert enkelt trin, skal du være åben over for alt – også muligheder som måske ved første øjekast virker tossede eller letsindige. De kan blive guld værd senere, hvis de bliver kombineret med andre alternativer. Når du endeligt skal vælge mellem dine muligheder, skal du anvende objektive kriterier til at fastsætte, hvilken af dem der er den mest fornuftige og effektive.

Sæt en deadline
Det behøver ikke at være en lang proces at indsamle kendsgerningerne – og i hvert fald skal du holde din deadline for øje. Ventetid fører nemlig til stress, og den trækker uvisheden ud og kan få de ansatte til at tvivle på din lederstyrke. Ubeslutsomheden kan få rigtig gode kår, hvis du begynder at tænke på, at du vil blive stillet til ansvar for dine handlinger. Bekæmp din ubeslutsomhed ved at fastsætte en deadline, og tving dig selv til at tage den bedste beslutning inden for tidsrammen.

Du målretter din beslutningsproces ved at forholde dig direkte til din ambivalens og erkende din usikkerhed. Undersøg, hvorfor du er ambivalent. Skriv dine tvivlsspørgsmål ned og betragt dem fra en objektiv, neutral synsvinkel. Udtænk desuden en katastrofeplan for det tilfælde, at din beslutning går galt – og forbered dig på at skulle begrænse skaden mest muligt. Brug desuden en ”bedste” og ”værste” metode som støttepunkter til at overveje alle tænkelige udfald, fra det bedste til det værste. Tag derefter skridt til at minimere det værste.

Forbered dig på forandringer
Med dine beslutninger følger naturligt forandring, og drejer det sig om større forandringer i virksomheden, er det vigtigt, du formulerer en vision for dine medarbejdere. Du skal have dem til at forstå, hvilken rolle deres bidrag spiller i organisationens succes. Når du har defineret retningen, skal du vise forandringernes gavnlige virkning overfor medarbejderne. Det er ikke noget, du bør være alene om. Ideelt set bør dine overordnede allerede vide, hvorfor forandringerne vil styrke organisationen – og have givet dig nogle nøglebudskaber, du kan formidle videre til dine ansatte. Dermed bliver du forandringernes forkæmper ved at sprede ordet fra oven og give det din tilslutning ved at tilføje din personlige begejstring.

Klicheer lyder hult for medarbejderne, så hold dig fra for eksempel at sige ”Vi må forandres eller dø” – og forbered dig i stedet for på at forudse deres spørgsmål og bekymringer og hav svarene parat.

Du kan skabe god grobund for forandringer ved at gøre følgende:

  • Stil belønninger i udsigt: Forklar medarbejderne, hvilke lækkerbiskener der venter dem, der bedst kan tilpasse sig forandringerne. Hvis de kan se frem til et større kontor eller en mere fleksibel arbejdstid, er de formentlig mere åbne over for forandringerne.
  • Forudse flere forskellige udfald: De ansatte vil forlange at få at vide, hvilke konsekvenser forandringerne får. Forbered dine svar.
  • Hold negative holdninger tilbage: Præsenter forandringerne i et positivt eller i det mindste et neutralt lys. Hvis du selv er utilfreds, skal du ikke vise det – det resulterer bare i, at de følger trop.

Copyright: Leder ny i jobbet, Morrey Stettner

Læs mere i bøgerne: ”Sådan tænker ledere” af Benjamin Holk Henriksen og Fredrik Lassenius, ”21 fremragende lederes lektioner i at træffe kloge beslutninger” af Bryn Zeckhauser og ”Forandringens vaner” af Søren Brandi.

Læs også