Rekruttering

3 tips til næste gang du skal starte en re­k­rut­te­ring op

Når du planlægger en rekruttering, så husk, at mange af metoderne er de samme som inden for marketing. Alt for mange glemmer det. Her er tre marketing-inspirerede tips, der kan give dig et forspring i forhold til de konkurrenter, der har for travlt til at tænke ekstra godt over rekruttering:

1. Lær din nye medarbejder at kende, FØR du begynder at lede

Du bør altid definere hvilke kompetencer og personlighed, du har brug for i en kommende medarbejder, før du sætter den store eftersøgning i gang.

Kompetencerne skal naturligvis gerne matche til det job, personen skal udføre. Lidt sværere kan det være at få defineret personligheden. Her skal du selvfølgelig tænke teamet og virksomheden ind i billedet. Men udover det så prøv at forestille dig, hvad der driver personen frem, hvilken rolle personen tager på sig i sociale sammenhænge og lignende indikatorer. Den forståelse, det giver, kan også hjælpe dig, fx når du skal finde ud af, hvor du skal annoncere for at ramme den kommende medarbejder eller hvilket sprog og tone, du skal bruge i jobannoncen for at skabe genlyd hos personen.

2. Brug autentiske fortalere for arbejdspladsen


Et andet trick er at bruge virksomhedsrepræsentanter. Og hvem er bedre, mere autentiske fortalere for din arbejdsplads end dine medarbejdere, altså kandidaternes måske kommende kolleger?

Det nytter dog ikke noget blot at udpege nogle kønne repræsentanter og så smække dem op på jeres hjemmeside og håbe på det bedste. De skal repræsentere ånden og kulturen på din arbejdsplads, for kandidaterne vil have autenticitet. Og så bør du sætte virksomhedsrepræsentanterne konkret i spil, f.eks. ved at bruge dem i en jobannonce. Hos GLS har de taget det til sig og har stor succes med det.

Interview med Nanna Drost Clausen, GLS: "Derfor satser vi på video og reportageannoncer"

3. Vær åben, og mød kandidaterne, hvor de er


Omfavn nye medier og kanaler, og mød kandidaterne, hvor de er. For eksempel storhitter video som internetmedie. Og det begynder for alvor at få sit indtog i rekruttering, både i jobannoncer og interview.

Du kan bruge video til at skabe en glashus-effekt og invitere kandidaterne indenfor i virksomheden allerede i jobannoncen. Det er der rigtig meget logik i, for åbenhed om arbejdspladsen kan være med til at spore kandidaterne endnu bedre ind på jer – og altså give et ansøgerfelt, der er topmotiveret og matcher virksomhedskulturen.

Læs også