Videorekruttering tager toppen af nervøsiteten til samtalen


Videorekruttering tager toppen af nervøsiteten til samtalen

Da vi ansatte Nadia, vores nyeste Account Manager, brugte vi videoer som første kontakt. Det gjorde, at Nadia kunne være mere afslappet ved den personlige samtale.

Helene Bonne
Tekstforfatter, Jobindex


Da vi i Jobindex skulle ansætte en ny Account Manager, brugte vi video i rekrutteringen. Kandidaten Nadia fik her mulighed for at vise hvem hun er.

Sådan fungerer det

1. Du modtager en mail med en invitation til at deltage i videointerviews

2. Du går ind på et website via et link i mailen

3. Her ligger allerede et par videoer fra rekrutteringskonsulenten med et spørgsmål i hver

4. Du filmer dine svar, kan gennemse dem og sende dem, når du er tilfreds

”Et splitsekund var jeg negativ. Men da jeg havde tænkt det igennem, synes jeg, det var rart, for den første kontakt kan fylde meget i et interview. Og hvis videoerne afgjorde, om jeg skulle ind til samtale, måtte de jo være interesseret i det, der var bagved. Derfor havde jeg fokus på at give et billede af mig privat i stedet for at sige det, jeg havde skrevet i min ansøgning,” siger Nadia.

En mere afslappet samtale

Fordi Nadia havde set rekrutteringskonsulenten på video og omvendt, tog det presset fra interviewet.

”Da jeg skulle til samtale, var jeg mere afslappet. På denne her måde har de hørt min stemme og set, hvordan jeg ser ud. Jeg havde jo også set rekrutteringskonsulenten,” siger Nadia.

Nadia synes, konceptet er praktisk at bruge på flere måder.

”Alt, man skal bruge, står i den mail, man modtager, når man bliver inviteret til at deltage. Og det var smart, at det kun var selve samtalerne, jeg skulle tage fri til,” siger hun.

Vær dig selv

Nadia gjorde en pointe ud af, at ikke tænke for meget over, hvordan hun så ud. I stedet for at invitere en veninde over og gøre et stort projekt ud af det, ville hun gerne virke så ærlig som mulig.

”For mig var det vigtigt, at det ikke skulle være indøvet, for det er jo ikke en filmrolle. De ville bare have et førstehåndsindtryk af mig,” siger hun.

Nadia optog sig selv på sin computer, men man kan også bruge en tablet eller smart phone. Hver gang, man har filmet et klip, kan man gennemse det og slette det, hvis det ikke fungerer. Så hun optog sine svar over to omgange – den ene gang var efter en løbetur, den anden var en morgen, inden hun skulle på arbejde.

”Jeg opdagede, at jeg brugte ”øh” og ”øhm” mange gange i min præsentation af mig selv, fordi jeg ikke talte med en person, men med min computer. Men jeg tænkte ’ej, det giver et godt indtryk af, hvordan jeg taler’,” siger Nadia.

Nadias 3 tips

Nadia har tre tips til andre ansøgere:

  1. Øv dig på, hvor lidt 2 minutter er (brug fx din telefon som minutur)
  2. Hav eventuelt nogle stikord klar, så du når at sige det, du havde tænkt dig
  3. Sig noget andet i din video, end du skrev i din ansøgning
Publiceret 2015-10-01


Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.