KarriereRekruttering

Tog­for­bin­del­se til Billund styrker byen som kar­ri­e­re­desti­na­tion

Ny banestrækning til Billund kan styrke Lego-byens tiltrækning som arbejdsplads. Byens borgere, pendlere og potentielle tilflyttere vil få nye muligheder i et område med stærk udvikling inden for vidensarbejdspladser.

På trods af en international lufthavn, Lego-koncernen og store turistattraktioner som Legoland og Lalandia er Billund ikke en del af det eksisterende danske jernbanenet. En del af grunden er, at væksten i byen simpelthen er for ny. Først i løbet af 1960erne eskalerede Lego-eventyret i en sådan grad, at byen for alvor kom på landkortet, men da var skinnerne allerede afviklet i området og lagt udenom det jyske legetøjsmekka.

Nu har Folketinget så besluttet, at Billund skal have togforbindelse til resten af landet.

»Fra lokal side har ønsket om en bane til Billund handlet om at give de mange rejsende til og fra Vestdanmarks internationale lufthavn i Billund muligheder samt give alternative transportveje til de mere end tre millioner turister, der hvert år besøger Billund,« forklarer Søren Madsen, kommunikationschef i Billund Kommune.

Job i Billund bliver lettere

Men selvom det først og fremmest er turister til byens attraktioner og brugere af lufthavnen, man tilgodeser, giver den nye bane også byen et løft i forhold til pendlere. Og det gør dermed Billund til en endnu mere attraktiv by at gøre karriere i.

»7.711 pendler hver dag til Billund, hvilket svarer til 44 procent i forhold til antal arbejdspladser. 3.639 pendler ud, hvilket svarer til 27 procent. Tallet er steget med 18 procent siden 2002, og udviklingen forventes at fortsætte, i og med at vi har vækst i vidensarbejdspladser,« forklarer Søren Madsen.

Ifølge kommunikationschefen er banens grundlag de mange turister og brugere af lufthavnen, men pendlerne er også med i kommunens overvejelser. Han understreger, at der er en beskeden fremgang i bosætning i området, og at togforbindelsen derfor kan rykke yderligere ved dette tal. For kommende tilflyttere får med banen også mulighed for at kunne bruge – og orientere sig mod – de større byer som i rejsetid kommer tættere på.

Ny attraktion og skole styrker byens profil

Og på jobsiden har Billund Kommune meget at være stolt af. »Vi har som en af kun fem kommuner i Danmark skabt arbejdspladser siden 2009, og udviklingen forventes at fortsætte,« forklarer Søren Madsen.

Han understreger, at Folketinget har sat 2019 som året, hvor en baneløsning skal stå færdig, og at der i årene frem mod da vil ske yderligere udvikling af området. For eksempel åbner endnu en Lego-attraktion, Lego House, i 2016, som byen forventer årligt vil trække yderligere 250.000 turister til området. Derudover har byen fået en højt profileret international skole, der også gør det attraktivt for børnefamilier at slå sig ned i Billund.

Lego tager lokalt ansvar

Generelt har Lego-koncernen været katalysator for udviklingen af området. I starten af sidste århundrede var byen blot en typisk jysk landsby uden udsigt til større industrieventyr. Paradoksalt nok har Billund i den periode faktisk haft en jernbaneforbindelse med Grindsted og Vejle. Den kørte fra 1914 indtil 1957, hvor den blev lukket, og siden da har det været Lego, der igen skulle trække folk, vækst og infrastruktur til byen.

Pressechef hos Lego-koncernen, Roar Rude Trangbæk, forklarer, at Lego som virksomhed føler et stort ansvar for den videre udvikling af Billund by. Det kommer blandt andet til udtryk i opførelsen af Lego House-projektet, den internationale skole, engagementet i arbejdet med projektet Børnenes Hovedstad og opførelsen af boliger til Lego-medarbejdere i byen.

»Vi er naturligvis derfor glade for, at der kommer en letbane til Billund, hvis den kan være med til at gøre transporten til og fra arbejde lettere for nogle af de cirka 4000 Lego-medarbejdere, vi har i byen,« forklarer han.

Den lange bane

Virksomhedens store engagement i området har siden grundlæggelsen været en vigtig del af Billunds puls. Byens indbyggere og pendlere har alle dage nydt godt af legetøjsgigantens indflydelse, og Roar Rude Trangbæk understreger, at parløbet er større end noget enkeltprojekt.

»En letbane er ikke afgørende for vores tilstedeværelse i Billund – vi har været her i 82 år – og vil fortsat være her i fremtiden,« slutter pressechefen.

Læs også