Som midaldrende mand i en vellønnet, mandsdomineret branche har jeg set alle racercyklerne, Porscherne og løbeskoene. Men nu er jeg selv røget i en midtvejskrise.
Den begyndte egentligt i forrige uge, hvor vi på et virtuelt møde diskuterede en eventuel tilbagevenden til kontoret.
Jeg fangede mig selv i at sidde og tænke: ”Hvorfor? Det går jo meget godt.”
Der er altid den oplagte forklaring, at det er mig, der er noget galt med.
Så et par dage efter præsenterede jeg på et redaktionsmøde idéen om en snarlig tilbagevenden til redaktionens prangende storrumskontor i et charmerende stationsnært DDR-inspireret forstadsbetonbyggeri.
Ingen flag eller balloner – kun tavshed
Jeg havde ikke ventet flag og balloner, men den høflige og afventende tavshed fra hjemmekontorerne var ret sigende.
Mit eget tidligere ”hvorfor” var mødets mest uudtalte spørgsmål.
Havde vi nu ikke lige øget produktionen og omsætningen – og samtidig med ét slag fjernet både 1,5 timers daglig pendlen, støjen på kontoret og de belastende kolleger, der liiige kigger forbi for at høre, om du har læst deres mail …?
Men de har jo ret.
I den undersøgelse, som Computerworld netop har gennemført sammen med it-jobbank, har knapt 1.100 personer fortalt om deres arbejde under coronakrisen.
Her svarer hele 89 procent af de ansatte i it-branchen, at hjemmearbejdet har været en positiv eller meget positiv oplevelse.
Også selvom 38 procent angiver, at de har arbejdet mere eller meget mere end normalt – og også selvom lønnedgang, bonustab og tvungen afholdelse af ferie har ramt mange.
Trivslen er den store udfordring
Før du opsiger lejemålet på kontoret og dømmer dine ansatte til det vilde hjemmeliv, bør du dog lige vide, at 29 procent oplever, at deres trivsel på arbejdet er forringet.
Det er et tal, der er tilpas stort til, at det ikke opvejes af de 18 procent, der oplever, at deres trivsel er blevet forbedret.
Der er med andre ord ingen nemme løsninger.
Vil du fange fordelene ved hjemmearbejde, må du arbejde med bifangsten af øget utryghed og ringere trivsel.
Men hey, det er det, som ledere er sat i verden til – og nu har du også tiden, mens du alligvel har mutet det obligatoriske statusmøde, som har overlevet corona og sandsynligvis stadig står i kalenderen, når solen engang brænder ud.
Selv har jeg taget konsekvensen og (endelig) lyttet til både min indre stemme og medarbejderne: Tingene vil ikke blive som før. Tingene MÅ ikke blive som før.
