Bo Abrahamsson sluttede sit forrige job den 1. marts, så der blev tid til en planlagt rejse til Grønland med familien, inden opstarten hos Jobindex. En smuk, men noget kold oplevelse, da temperaturen sneg sig ned på minus 36 grader i Sønderstrømfjord. Bo og hans familie nåede hjem i tide, dagen før Danmark blev lukket ned, og alt fra den ene dag til den anden blev totalt forandret, da de første tilfælde nu også havde ramt lille Danmark.
Q: Kan du starte med at fortælle lidt om dig selv?
A: Jeg er 44 år og bor sammen med min kone og to børn i Hvidovre – og er uddannet datalog fra Københavns Universitet for omkring 15 år siden.
I min fritid løber og cykler jeg rigtig meget. Og i denne tid, hvor vi er så meget inden døre, er det særligt vigtigt at komme ud og blive luftet godt og grundigt igennem hver dag. Og jeg har allerede planer om, at jeg vil løbe ind til kontoret og hjem igen, når vi kommer over på den anden side og igen skal til at arbejde på kontoret. En lille smuttur på omkring 6 km hver vej.
Jeg kommer fra et job som app-udvikler hos Liva Healthcare. En international virksomhed, der har base i København og London. Det er stifteren af denne virksomhed, der bl.a. har udviklet app’en NetDoktor.com. Jeg har ligeledes arbejdet med en del sports-apps, bl.a. for Endomondo.
Q: Hvordan har ansættelsesforløbet og din onboarding hos Jobindex været?
A: Jeg kørte samtaler tilbage i december, og da jeg var bundet op af en kontrakt, kunne jeg først starte i marts. Min nye chef, Klaus, der er udviklingschef, havde gjort computer klar, som jeg hentede i virksomheden – en lidt spøjs oplevelse at gå rundt på mennesketomme gange.
Trods den meget anderledes situation vi alle befinder os i, har mit onboarding-forløb fungeret rigtig fint, og jeg har dagligt et virtuelt møde med Klaus, hvor vi taler om de opgaver, jeg skal i gang med. Det forløber rigtig fint, og jeg er i den heldige situation, at jeg som en af de eneste app-udvikler hos Jobindex – et område jeg ved rigtig meget om – godt selv kan sætte mig selv i gang.
Jeg har også sat stor pris på, at nogle af vores daglige snakke er løbet lidt ud ad en tangent. Disse snakke bliver på en eller anden måde mere intense, da situationen med corona har ændret på mange af vores daglige måder at håndtere tingene på. Klaus og jeg får snakket om mange andre ting end det arbejdsmæssige. Snakke man som ny normalt ville tage ved kaffemaskinen. På den måde får vi hørt en masse om hinanden og lært hinanden rigtig godt at kende, inden vi faktisk sådan for alvor har mødt hinanden.
Q: Har du været bekymret for, om ansættelsen holdt?
A: Det er ikke noget, der har fyldt specielt meget. Men selvfølgelig har tanken da strejfet mig, da det blev offentliggjort på min første arbejdsdag i Jobindex, at vi nu alle i en tid fremover skulle arbejde hjemmefra, og efterfølgende lød meldingen, at antallet af jobannoncer var faldet med 50 %. Og nu tænker jeg, at jeg bare lige skal over de tre måneders prøvetid, så skal det nok gå alt sammen.
Q: Hvorfor søgte du jobbet?
A: Jeg har tidligere gået efter udviklerjob i start-up-virksomheder. Det har altid været sjovt at være med på rejsen, men bagsiden af medaljen er, at virksomhederne ofte har det mål for øje at blive solgt igen, når det hele kører godt. Nu var tiden inden til, at jeg gerne ville arbejde i en virksomhed, som er veletableret med nogle år på bagen.
Jeg blev faktisk kontaktet af Jobindex på baggrund af mit CV, som jeg har uploadet. Så man må sige, at det er en funktion hos Jobindex, der virker i stor stil. Jeg har før fået henvendelser fra andre virksomheder på baggrund af mit CV – og virker det spændende, har jeg altid valgt at tage en kop kaffe og en snak med personen fra den virksomhed, der søgte.
Men det er første gang, at jeg på forhånd ikke kender nogle i virksomheden, og derfor glæder jeg mig meget til, det bliver hverdag igen, så jeg kan møde alle mine nye kolleger.
Q: Hvad var særligt interessant ved jobbet hos Jobindex?
A: Det interessante ved jobbet som app-udvikler hos Jobindex er, at jeg skal være med til at udvikle apps, som jeg selv kan stå inden for, og som jeg helt klart selv ville benytte, hvis jeg stod i en situation og var jobsøgende. Så jeg smager min egen medicin, som man siger, og på den måde får jeg klart et bedre forhold til det, jeg udvikler.
Jeg glæder mig rigtig meget til en hverdag på kontoret, så jeg kan komme i gang med at sparre med de øvrige kolleger i udviklingsafdelingen. Det er alt andet noget nemmere, når man ”er sammen” – selvom det til en start bliver hver for sig, i hver sin ende af kontoret.