AnalyserJobannoncen

De unge vil hurtigt til sagen i jo­ban­non­cen

En dugfrisk analyse viser, at de unge hurtigt vil kunne se, om deres faglige kvalifikationer matcher jobbet. Men jobannoncer har fokus helt andre steder.

4 tips, når du skriver jobannoncer målrettet de unge

  1. Sæt gerne afsnittet med faglige kvalifikationer og personlige kompetencer før afsnittet om jobindholdet, og husk kun at tage det mest nødvendige med.
  2. Benyt dig af citater fra en leder eller medarbejder, eller indsæt links til jeres website eller facebookside, hvis I har testimonials eller videoer med medarbejdere liggende der.
  3. Beskriv det sociale miljø. Har I fx en lav gennemsnitsalder eller fredagsbar, så skriv det i annoncen.
  4. Husk at være konkret! Brug hellere et specifikt eksempel som fredagsbar fremfor at skrive, at I har ”et godt socialt miljø”.

En undersøgelse gennemført af Jobindex viser, at de 18-29-årige allerførst vil læse, om de besidder de faglige kvalifikationer og personlige kompetencer, der skal til for at bestride et job. Først derefter vil de læse om jobbets indhold. Men langt størstedelen af alle jobannoncer starter med at fortælle om jobindholdet, og afsnittet om kompetencer kommer typisk først til sidst.

Vi har spurgt tekstforfatter Mai Simonsen Nørtov, der har skrevet hundredevis af jobannoncer for Jobindex, hvordan det mon kan være.

”Målgruppen surfer blandt andet en del på deres telefoner, og hvis man kun har 5 sekunder til at fange deres opmærksomhed, eksempelvis mens de venter på bussen, vil de hurtigt vide, om de kan leve op til kravene, inden de læser videre,” siger Mai.

Analyse-ekspert i Jobindex, Helle Skovbæk, uddyber analyseresultatet:

”Det giver god mening. De unge vil ind på arbejdsmarkedet og skabe sig noget erfaring. Derfor vil de gerne hurtigt kunne vurdere, om de er i stand til at få jobbet overhovedet. Først, når de er sikre på, at de er egnede til jobbet, bruger de tid på at vurdere, om jobbet også er interessant,” siger Helle.

Citater og videoer giver føling med arbejdspladsen

Noget andet, de unge vil have ifølge undersøgelsen, er en troværdig annonce. Den skal fortælle noget om, hvordan det er at være ansat på arbejdspladsen. Det kan man opnå ved at citere en leder eller medarbejder i annoncen eller ved at supplere med et link til en video.

”Troværdigheden er vigtig – ikke kun for de unge, men for alle aldre i undersøgelsen. Troværdigheden opnår man ved at kende til sin målgruppe og vide, hvad der er vigtigt for dem. Og denne kandidatgruppe vil vide, hvordan det er at gå på arbejde. Derfor viser man, at man er ærlig og troværdig overfor de unge, når man fortæller, hvordan det er at være ansat på netop din arbejdsplads. Det er jo ikke noget, de har så meget erfaring med,” siger Helle.

Venner på arbejdspladsen

Det kan også være en god idé at give de unge et billede af det sociale miljø, da det er vigtigt for denne målgruppe.

”De er der i livet, hvor de ikke skal skynde sig hjem og hente børn i institution. Til gengæld vil de gerne være en del af fællesskabet og det sociale miljø, når de er på arbejde, og de møder tit deres venner på arbejdspladsen. Derfor vil de vide noget om det sociale miljø,” siger Helle Skovbæk.

Læs også