For Steve Jobs var genial. Hans personlige rolle i udviklingen af den første Mac-computer med mus og hele svineriet, iPod’en, iPhone’en og iPad’en kan ikke undervurderes. Det var hans visioner, hans børn, og han satte ekstremt høje standarder. Helt ned i detaljen: hvor mange skruer skulle der være på bagsiden af en bærbar computer. Var de kurvede kanter på skærmen runde nok. Ja selv computerernes indmad havde han høje æstetiske krav til. Det skulle se godt ud, selvom næsten ingen nogen sinde ville komme til at se det. Det skulle være i orden, og det blev i orden. På en måde der indtil videre har flyttet hegnspæle for computere, musik-afspillere og telefoner.
Men Steve Jobs var også en røvhul. En chef, der skældte sine medarbejdere ære og hæder fra, i alles påhør. Fik folk der havde knoklet røven ud af bukserne til at bryde grædende sammen, og alle stod for skud. Det ene øjeblik var du en helt. Det næste en nar. "Hero-shithead rollercoaster" som turen blev beskrevet internt. Steve Jobs var også nærmest paranoid hemmelighedsfuld, meget få mennesker vidste noget som helst om Apples nye produkter før selve lanceringsdagen, heller ikke internt. Dem der lavede de elegante bokse var fysisk adskilt fra dem der lavede det smarte software, så ingen havde det fulde overblik over de nye frembringelser. Medarbejdere kunne kun færdes i deres egne dele af Apples store bygningskompleks. "Vi havde", som en sagde det, "celler, ligesom i en terrorist-organisation".
Når man læser op på Steve Jobs, er det ikke højlydte klageråb fra tidligere ansatte der møder en. Tværtimod: de ansatte er glade for Apple, lyder det til. En siger om Steve Jobs, at han er undtagelsen der viser, at "det er OK at være et røvhul". En af grundene kan være, at Jobs overfald sjældent var ubegrundede – omend meget voldsomme. Folk havde faktisk dummet sig, og de vidste det. Selvom 90 procent af de ansatte aldrig havde mødt Jobs var alle i stand til at fortælle hvad han ville have, forlyder det, og det var ikke bare gold viden. Det var en kultur. At arbejde hos Apple, virksomheden med verdens højeste kursværdi, var som at arbejde i en start-up, en lille nystartet virksomhed, og ansvarsfordelingen var meget klar.
På mange måder kan jeg ikke lade være med at tænke på Rene Redzepi, chefkokken på NOMA, nummer et på listen over verdens bedste restauranter. Han fik for et par år siden ørene i maskinen i et portræt-program, der blandt andet viser, hvordan han hældte galle over en ung kok ud – optagelser der var tæerkrummende. Også her har vi at gøre med en kompromisløs chef i verdensklasse, der nok kunne tale pænere til sine ansatte, ja måske ville få en endnu bedre restaurant hvis han gjorde. Men omvendt så er det som verdens bedste kok, ikke verdens bedste chef, Redzepi kan gøre sin forskel, og måske det når alt kommer til alt er bedre at han bruger sin kreative energi på maden end på at være sød ved medarbejderne. Udover den gode mad, giver det nemlig også en sideeffekt: mad-energien smitter af på alle i køkkenet, og ofte kan det mere end opveje alle mulige andre dårligdomme. Og måske er der også en underlig påskønnelse i afstraffelsen: når jeg slår dig, er det fordi jeg elsker dig så højt. Selvom det lyder perverst kan det udmærket have sin egen kringlede og i hvert fald delvist positive effekt.
Steve Jobs og Redzepi var og er geniale chefer. Og måske er det hovedpointen, at du, hvis du har set lyset, kan levere varen og få alle i din virksomhed til at følge med, kan tillade dig enormt meget, uden at det gør skade på din virksomhed og uden at du støder dine medarbejdere fra dig. For alle de virksomheder, der har mere middelmådige chefer, er reglerne anderledes. Flip ud og du knækker personalet og lægger den konstruktive energi på is. Men det gælder ikke de rigtige stjerner.
Hvis du vil vide mere om Steve Jobs ledelsesstil og Apple kan du starte med "Steve Jobs: revolutionary", en lille antologi fra Wired med artikler om Jobs gennem tiderne. God fornøjelse.