Mentorprojekt skal få flere udlændinge i job


Mentorprojekt skal få flere udlændinge i job

Københavns Kommune har sammen med ’Foreningen Nydansker’ og Dansk Flygtningehjælp startet et værtsprogram, hvor danskere kan melde sig til at hjælpe udlændinge ind på det danske arbejdsmarked.

Af Ida Marie Søeborg, Blankholm Kommunikation

”Det handler ikke om at tage ansvar for deres erhvervskarriere, men om at hjælpe med uskrevne regler. For eksempel et godt CV, den gode jobsamtale og hvad er det for en kultur, der hersker på danske arbejdspladser.”

Sådan lyder det fra Beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev i en artikel i Urban den 27. september 2011. Anna Mee Allerslev har selv meldt sig som vært i programmet, der har til formål at hjælpe tilflyttere ind på det danske arbejdsmarked.

Tilbuddet henvender sig til alle typer udlændinge på alle uddannelsesniveauer, der har været i Danmark i mindre end tre år – Målet er at matche 150 nye og gamle københavnere, og ifølge værtskoordinator i Foreningen Nydansker, Susie Skov Nørregård, går hvervningen af værter over al forventning.

Uskrevne regler spænder ben
Anna Mee Allerslev fortæller til Urban, at alt for mange udlændinge forlader Danmark igen efter kort tid, fordi de selv eller deres ægtefæller ikke kan finde arbejde, eller fordi de mangler sociale relationer – og det er som oftest hverken faglighed eller social kompetence, der spænder ben; snarere uskrevne regler og kulturforskelle, som for eksempel et CV, der er perfekt i Australien, men alt for langt og detaljeret i en dansk arbejdsgivers øjne.

Udover kendskab til hvordan CV’et skal skrues sammen og hvilket outfit, der passer til forskellige danske virksomheder, kan det også være godt at lære den mest hensigtsmæssige måde at opføre sig på til en jobsamtale i Danmark.

Susie Skov Nørregård kender mange eksempler på udlændinge, der har fået fuldstændigt styr på deres CV og ansøgning, men ikke kommer længere end til samtalen, fordi deres kropssprog for eksempel er anderledes, end det vi er vant til i Danmark.

Sidst men ikke mindst er et godt netværk afgørende for en karriere i et på mange måder lille land som Danmark. I visse brancher kan man få opfattelsen af at ’alle kender alle’, og det er en kendsgerning, at nogle typer jobs aldrig bliver opslået, men besat via netværk.

Communications Manager hos Rosendahl Design Group, Mette Rønfeldt Bagger, har meldt sig som erhvervsmentor – blandt andet for at dele ud af sine erfaringer med networking. Hun fortæller til Urban:

”Jeg får meget ud af at være vært, både personligt og fagligt. Det giver et nyt syn på Danmark og giver mig øvelse i at tænke utraditionelt i forhold til nye måder at sparke døre ind til erhvervslivet på […] Gennem tiden har jeg brugt meget tid på at sparre på ansøgninger og jobsamtaler med mit netværk. Det er oplagt at kunne dele den viden, jeg har fået, med andre.”

Mangeartede motivationer
Som vært bliver man matchet med én, man passer sammen med, og man forpligter sig til at bruge to timer om måneden. Mange bruger arbejdstiden på det – det betyder, at dem, som gerne vil hjælpe andre i deres fritid, men synes de mangler tiden til det, kan være med.

Der ligger, ifølge Susie Skov Nørregård, mange forskellige motivationer bag tilmeldingerne som vært. Udover en grundlæggende lyst til at hjælpe andre, er der mange, der selv har prøvet at bo i udlandet, og ved hvor svært det kan være at komme ind på arbejdsmarkedet i et fremmed land.

Nogle er nysgerrige og vil gerne høre om, hvordan det er at være ny – samt få et nyt syn på eget liv såvel som arbejdsliv. Andre – for eksempel coaches og personaleledere – har måske en faglig interesse i samtaleteknik eller ønsker at dygtiggøre sig som mentor, både i praksis og via det mentorkursus, som erhvervsmentorerne får tilbudt.

Selvom det strømmer til med erhvervsmentorer, kan Susie Skov Nørregård og Foreningen Nydansker sagtens bruge mange flere – for det strømmer også til med nydanskere, der gerne vil have en vært. Alle borgere i Københavns Kommune kan melde sig, og Susie Skov Nørregård opfordrer til, at man kontakter Foreningen Nydansker, hvis man bor uden for København og er interesseret i projektet.

Publiceret 2011-10-28
Annonce: