Arbejdsmarkedet

Survey afslører IT-chefens store ud­for­dring - og hvordan den tackles

IT-organisationerne og IT-cheferne presses til det yderste af krav om øget digital innovation og en gennemgribende digitalisering af virksomhederne. Der er kun én vej frem, mener Gartner.

I en tid hvor digital innovation er et af de helt store mantraer i mange virksomheder, bliver det mere og mere tydeligt, at fastlåste driftsmodeller og forretningsmodeller ikke holder, og at der er behov for mere fleksible modeller.

Den erkendelse begynder nu for alvor at slå igennem hos IT-chefer og CIO'er, skriver analysefirmaet Gartner om resultaterne fra den årlige CIO survey, hvor 2.944 IT-chefer fra 84 lande har svaret på spørgsmål om deres prioriteringer i 2016.

Platforme skal redde virksomhederne

Hovedkonklusionen fra Gartners side er, at man bør skifte til at et mindset, hvor det handler om at bygge platforme, der kan være fundamentet under virksomheden fremadrettet.

"... det er tydeligt, at den digitale virksomhed er en realitet nu, og det forventes at være en signifikant del af det at opnå konkurrencemæssige fordele og differentiering ved hjælp af information og teknologi," skriver Gartner.

Analysefirmaet vurderer, at mange virksomheder allerede er i gang med at gentænke deres forretnings- og driftsmodeller, og at en del af den bevægelse er, at vi ser færre fastlåste systemer og et øget fokus på platformstankegangen.

"En platform giver virksomheden et fundament, hvor ressourcer kan samles - nogle gange meget hurtigt og midlertidigt, nogle gange på en relativ fast måde - for at skabe værdi," lyder definitionen fra Gartner, der her taler om platforme i bredest mulige forstand, hvor det handler lige så meget om mennesker og kompetencer som teknologi.

"Teknologifolk har længe anerkendt mulighederne med platformstilgange til informations- og teknologiarkitekturer. Det nye er, at platformsdynamikker bliver anvendt til at skabe værdi i alle aspekter af virksomheden," forklarer Gartner.

IT-chefer: Vi mangler gode folk

Den globale CIO-undersøgelse viser også, at næsten 40 procent af respondontenterne i dag har taget hul på konceptet med bimodal IT, hvor IT-organisationen skal kunne arbejde i flere tempi på samme tid, så både den digitale innovation og den klassiske IT-drift får de bedst mulige vilkår.

En af de helt store udfordringer, som mange IT-chefer står med, er ifølge undersøgelsen manglen på de rette folk.

Faktisk viser undersøgelsen, at hele 65 procent af IT-cheferne mener, at der er en talentkrise i verden, og at det er en af de primære barrierer for at kunne opnå succes.

Også her bør platformstankegangen komme i spil, mener Gartner:

"Det er tid til at begynde at tænke på talent som en platform og innovere ud fra det. CIO'er skal anskue digitale talenter som noget, der rækker videre end it-organisationens grænser og også virksomhedens grænser," lyder det fra Gartner, der blandt andet anbefaler, at man begynder at overveje samarbejder med universiteter, indfører jobrotation og nye mentorordninger.

Læs også