Øvrigt

2.000 kon­su­len­ter skal arbejde med vild frem­tids­tek­no­lo­gi hos IBM

IBM klar med ny storsatsning, hvor 2.000 konsulenter skal arbejde med kognitive systemer og kunstig intelligens.

IBM klar med ny storsatsning, hvor 2.000 konsulenter skal arbejde med kognitive systemer og kunstig intelligens.

2.000 IBM-konsulenter udgør sammen med selskabets supercomputer Watson kernen i selskabets nye storsatsning, IBM Cognitive Business Solutions.

Det nye brand, Cognitive Business, erstatter ifølge flere medier Smarter Planet-brandet, som IBM har satset stort på i de senere år.

Selskabet oplyser i en pressemeddelelse, at de 2.000 konsulenter - der både er eksisterende og kommende medarbejdere - skal blandt andet arbejde med machine learning, advanced analytics, datavidenskab og udvikling.

Dermed sætter IBM yderligere ressourcer af til arbejdet med kunstig intelligens og kognitive systemer.

"IDC forudser, at halvdelen af alle forbrugere i 2018 jævnligt vil interagere med services, der er baseret på cognitive computing," forklarer IBM.

"Vores arbejde med kunder på tværs af mange industrier viser, at cognitive computing er vejen til nye fantastiske muligheder for virksomheder," udtaler Bridget van Kralingen, der er senior vice president i IBM Global Business Services.

Samme budskab ventes at komme fra IBM's globale CEO, Virginia Rometty, i en tale på en stor Gartner-konference i Orlando, Florida.

Det kan man bruge kognitive systemer til

Selskabets helt store satsning fremadrettet bliver nemlig cognitive computing, eller kognitive systemer, der bedst kan beskrives som systemer, der kan tillære sig ny viden, og som vi mennesker kan kommunikere med på en naturlig måde.

Hele formålet med de kognitive systemer er at tilbyde virksomheder og organisationer endnu bedre løsninger til at understøtte vigtige beslutninger og analyser.

Det mest kendte IBM-produkt i denne kategori er supercomputeren Watson, der er navngivet efter IBM's stifter, Thomas J. Watson.

Det er selskabets bud på, hvordan kunstig intelligens kan sælges som en service, og meget tyder på, at vi hverken har set det sidste til Watson eller IBM's satsninger på kunstig intelligens og kognitiv it med den nye konsulentsatsning.

IBM arbejder i dag med kognitiv it og kunstig intelligens til blandt andet forsikringsselskaber, retail og sundhedssektoren.

Selskabet skriver i pressemeddelsen, at det forventer, at transformationen til de nye teknologier for alvor vil gribe om sig over det næste årti, og at det er noget, der vil påvirke både virksomhederne og deres kunder.

IBM's store transformation

IBM's annoncering kommer, efter at selskabet har været igennem en ganske omfattende transformation i de senere år.

I det seneste årsregnskab var IBM's nettoresultat lige omkring 100 milliarder kroner, syv procent lavere end året før.

Omsætningen i 2014 lå på omkring 595 milliarder kroner, hvilket var seks procent lavere end i 2013.

"Vi gør betydelige fremskridt i vores transformation ved at fortsætte med at flytte IBM's forretning til mere værdifulde områder og ved at investere og positionere os selv i forhold til det mere langsigtede,” forklarede Virginia Rometty i årsregnskabet.

Hun overtog styringen med it-giganten i 2011 efter Sam Palmisano og har således stået i spidsen for selskabets transformation - der blandt andet også har betydet betydelige reduceringer i medarbejderstaben - læs om det her.

Læs også