Jobglæde

4 ting, du kan gøre, hvis din kollega har ramt stress-muren

Er din kollega blevet lidt kort for hovedet? Glemmer han eller hun detaljer, aftaler eller ting, I har talt om? Det er tegn på stress. Her er 4 ting, du kan gøre, hvis din kollega har ramt muren.

Hvis du har mistanke om, at din kollega er på vej ned med stress, er der nogle tegn, du kan holde øje med. Det er dog sjældent, kollegaen selv kan se det, for folk med stress har en tendens til at bortforklare sig og finde undskyldninger. Malena Bondo har i mange år coachet folk med stress, og hun har set og hørt mange eksempler på det.

”Folk, der er stressede, kan have meget svært ved at tage vare på sig selv. De kan ikke overskue konsekvensen af at smide håndklædet i ringen. De er blevet fartblinde overfor sig selv,” siger Malena.

Derfor har personen – uden selv at have erkendt det – brug for, at nogen trækker i nødbremsen og på en omsorgsfuld måde tager styringen. For din kollega kan ikke længere overskue selv de mindste ting og har desperat behov for hjælp.

Agér hurtigt

Uanset om du er ansat i en virksomhed med eller uden en beredskabsplan for stress, er det vigtigt, at du som kollega agerer hurtigt, hvis du spotter stress, siger Malena Bondo. Du skal tage fat i personens leder eller chef og få igangsat støtte til din kollega.

”Når du ser signalerne, så kan du være sikker på, at det har kørt længe. Det er vigtigt, at noget bliver sat i gang så hurtigt som muligt. For når vi taler ned i det i en coaching-session, så viser det sig, at de næsten altid har holdt ud i mange år,” siger Malena Bondo.

Det kan du gøre:

1. Sig fra

Hvis din kollega sidder og græder på kontoret, så skal du tage styringen på en kærlig måde. Tilbyd at gå ind til chefen for at sige stop, eller tilbyd at gå med din kollega ind for at gøre det. Men du skal hjælpe med at sige fra, for personen kan ikke selv længere.

Ting, du kan sige:

  • Kom, lad os gå ind til chefen nu og sige, at du er kommet for langt ud.
  • Skal jeg gå ind til chefen for dig?
  • Hvis du ikke gør det, så gør jeg det. Men vi skal gøre det nu.

2. Følg op/vær vedholdende

Hvis din kollega mener, at han eller hun lige skal over på den anden side af en deadline, nok skal tale med chefen eller bare lige skal til lægen for at få undersøgt, hvorfor den forkølelse ikke er forsvundet endnu, så følg op. Hvis deadlinen er tirsdag formiddag, så spørg ind til trivslen tirsdag eftermiddag. Eller hvis I har talt om, at din kollega ville tage fat i sin leder for at tale om arbejdsbyrden, så følg op.

Ting, du kan sige:

  • Hvordan føles det nu, hvor den store deadline er overstået?
  • Har du fået talt med chefen?
  • Har du været hos lægen?

3. Synliggør ressourcer

Hvis din kollega synes, han eller hun er presset, men alligevel påtager sig en opgave mere, så spørg om det nu er en god idé. Og hvis du aflaster din kollega med opgaver, kan du fortælle, at du vil sige det til din chef, så det bliver tydeligt, at der skal kigges på ressourcerne. Ellers tror chefen, at afdelingens ressourcer stemmer overens med opgaverne, og hvis du selv kører med for mange opgaver, havner du også i risikozonen for at gå ned med stress. Derfor skal du sige til chefen, hvis du aflaster en kollega, også selv om du bare gør det for at være en god, hjælpsom kollega.

Ting, du kan sige:

  • Jeg synes ikke, det er smart idé, at du tager en opgave mere.
  • Hvis du tager en opgave til, skal vi i hvert fald ind til chefen og sige, at du ikke skal have flere opgaver.

4. Få lederen til at prioritere

Hvis din kollega ikke kan prioritere mellem sine (også små) opgaver, eller du oplever din kollega lede i ”sendt post”-mappen for at tjekke, om den e-mail nu er sendt, så skal du kalde jeres leder ind. Hvis din kollega har stress, kan han eller hun ikke overskue,hvilken opgave der er vigtigst eller huske, hvilke opgaver der allerede er gjort. Det er lederens ansvar at kortlægge og prioritere din kollegas opgaver og derefter dosere dem ud en for en – ikke dit.

Ting, du kan sige:

  • Hvis du ikke kan overskue, hvad du skal starte med, så henter jeg vores chef.
  • Jeg kan se, du har svært ved at overskue, hvor du skal begynde, og hvad der er vigtigt. Så lad os lige få lidt hjælp af chefen til at prioritere og gøre det lettere for dig.
  • Jeg kan se, at du har dobbelttjekket dine mails mange gange i dag. Jeg tror, du skal tage en pause, og så kan vi sammen få hjælp af chefen til at prioritere dine opgaver, så du kan få ro i hovedet og maven.

Læs også