Karriere, Øvrigt
Ung dansk iværk­sæt­ter global chef for Red Bulls sociale medier

Medstifteren af det sociale mediebureau, Crisp Social, og mobilspil-firmaet Muzui, bærer fremover titlen: Global Social Media Manager i Red Bull-koncernen. Det placerer ham efter sigende som den dansker, der har den højeste stilling inden for sociale medier på globalt plan.

”Jeg er stationeret i Salzburg, med ansvar for at lede henholdsvis 28 millioner ”Likes” på Facebook, 606.505 followers på Twitter og 100.000 followers på Instagram på tværs af 161 lande. Det er naturligvis spændende at få lov til at arbejde med Red Bull, og jeg er meget ydmyg i forhold til, hvor stort et fællesskab, det drejer sig om – mine beslutninger på daglig basis kan få vidtrækkende konsekvenser for virksomheden,” siger Andreas Borch Hansen til Bureaubiz.

Han kan nu kalde sig Global Social Media Manager i Red Bull-koncernen, og ifølge Bureaubiz placerer det ham som den dansker med den højeste stilling inden for sociale medier på globalt plan. For halvandet år siden stiftede han – sammen med sine to brødre Benjamin og David det sociale mediebureau Crisp Social. Kort tid efter, at Andreas Borch Hansen tiltrådte stillingen, kunne man i en artikel læse, at Crisp Social var gået konkurs. Selskabet blev stiftet i marts 2011, og dengang var ejerne de tre brødre og In2media og Content Cph. – de to sidstnævnte blev købt ud sidste sommer. Andreas Borch Hansens ene bror siger til Bureaubiz.dk:

”Vi begyndte som et bureau, der blandt andet udviklede apps. Og vi er et helt andet sted i dag, og derfor giver det ikke mening at fortsætte denne juridiske enhed. Vores fokus er på hardcore-dataanalyse af sociale medier – og bruge disse data i et bredere perspektiv end netop blot sociale medier,” siger Benjamin Borch Hansen.

Han oplyser, at man dog vil fortsætte med det udenlandske – og altså ikke danske Crisp Social-brand.

Millionklasse-drømmer

Tilbage i 2009 kunne man i Computerworld læse om de tre brødre i artiklen: ”Unge iværksættere: Drømme i millionklassen.”

Her kunne man læse om de tre brøde, der dengang stod bag mobilspil-firmaet Muzui, der den 3. april 2009 vandt den prestigefyldte Red Herring-pris – som tidligere er gået til Google, Skype og e-Bay. De tre brødre sad i salen, men havde ikke tippet sig selv mange chancer:

”Mange af virksomhederne omsatte for over ti millioner euro, og der er vi slet ikke oppe endnu. Vi ved godt, vi har et ret sexet produkt, men vi blev meget overraskede, fordi mange af de andre virksomheder var langt større,” siger Andreas Borch Hansen til Computerworld.

I artiklen erkender den unge CEO, at de tre brødre ikke just er de typiske forretningstyper, men han mener, at det kan være en fordel at skille sig ud fra mængden.

”Vi skiller os lidt ud, fordi vi er tre unge fyre, der har en helt anden måde at snakke på end mange af de andre. Det handler om at få noget opmærksomhed. I starten prøvede vi meget at passe ind og være konforme og gå i jakkesæt og sådan. Men det passede ikke med dem, vi er. Vi er jo nogle unge drengerøve, så det hjælper ikke at være noget andet,” siger Andres Borch Hansen i artiklen.

I 2009 kunne man i en artikel i Børsen læse, at forventningerne til Muzui – deres første favntag med livet som selvstændige - var store, men at anstrengelserne ikke bar frugt. De tre brødre tog derfor, ifølge Børsen, hvert deres job i reklamebranchen.

”Vi var skuffede og lidt trætte af at være iværksættere og besluttede os for at få nogle almindelige job,” fortæller Andreas Borch Hansen – til Børsen.

I 2010 blev de dog kontaktet af henholdsvis ejeren af bureauet Content Cph og In2Media, der opfordrede dem til at kaste sig over rådgivning af virksomheder på sociale medier – og derfor blev Crisp Social startet. I løbet af blot et halvt år kom blandt andet Pandora og Ikea på kundelisten. Nu er selskabet som nævnt gået konkurs med den danske del.

Andreas Borch Hansens to brødre kører selskabet videre, mens han selv tog jobbet hos Red Bull, ”fordi omfanget af Red Bulls initiativer er en enorm mundfuld, og jeg er sulten,” som han siger til Buraubiz – og han fortsætter:

”Samtidig er det en af de mest succesfulde marketingdrevne virksomheder i verden, der formår at lange 4,6 milliarder sølvfarvede dåser over disken hvert år – og med en 15 procent årlig vækst.”