Hvilke personalegoder har du?



Der er stor forskel på, hvilke personalegoder ansatte får - afhængigt af, hvilken branche de er i.

Ulla Oppermann Blankholm
Blankholm Kommunikation


Fri bil, wellness-ordninger, sundhedsforsikringer, fri mobil, pc og internetopkobling. Personalegoder kommer i mange afskygninger, og der er stor forskel på, hvem der får hvad.

Ifølge Djøf Privats lønstatistik 2015 har langt de fleste djøfere, ifølge en artikel på Djøfbladet.dk, i post- og telebranchen fri mobiltelefon og internetopkobling, hvorimod størsteparten i den finansielle sektor har ekstra ferie- og fridage, mens welness-ordninger og sundhedsforsikringer er mest udbredte i energisektoren.

Fri bil er ifølge statistikken især et frynsegode blandt de djøfere, der arbejder i handels-, transport- eller industrivirksomheder, mens personalelån stort set kun findes i den finansielle sektor. Ikke overraskende, er det især i mediebranchen, at djøferne har et avisabonnement på arbejdsgiverens regning.

Finanssektoren ligger generelt i den høje ende, når det kommer til personalegoder:

”Det er en branche, der er dækket af overenskomster, hvor man kollektivt forhandler vilkår. Og en branche, hvor vilkårene ligesom lønniveauet ligger i den gode ende. Så her handler det ikke om, hvor gavmilde arbejdsgiverne er over for den enkelte djøfer, når det gælder frynsegoder som ekstra ferie/fridage, men hvad man samlet er blevet enige om,” siger Helene Rafn til Djøfbladet.dk.

Hun er lønforhandlingschef i Djøf og tilføjer, at fri mobil, pc og internetopkobling dog ikke er så udbredt i den finansielle sektor som i andre brancher, fordi det ifølge hende er en branche, hvor omfanget af hjemmearbejde ofte er begrænset.

30 procent har slet ingen goder

Ifølge en anden artikel på Djøfbladet.dk tilbage fra december 2015, så har 55 procent af de menige djøfere – dem uden chefansvar – og som er ansat i det offentlige - en arbejdsgiverbetalt bærbar pc eller tablet, der kan bruges uden for kontortid. 84 procent af Djøf-cheferne i det offentlige har en betalt bærbar pc eller tablet. 30 procent har slet ingen personalegoder.

På Arbejdsglaedenu.dk har man ifølge siden selv listet de 10 vigtigste ting, man skal vide om arbejdsglæde; blandt andet at undersøgelser viser, at virksomheder med glade ansatte klarer sig dobbelt så godt på bundlinjen – og man kunne måske tro, at frynsegoder var den direkte vej til netop glade ansatte – men på samme liste står der:

”Arbejdsglæde kommer ikke af løn, bonus, titler og frynsegoder. Det kommer af to ting: Resultater – det vil sige at gøre et godt stykke arbejde, som man kan være stolt af - og relationer – at have det godt med de mennesker, man arbejder sammen med.”

I en artikel på DR.dk fra 2015 har Skat foretaget en opgørelse for Magasinet Penge – der viste, at godt 86.000 lønmodtagere forrige år havde fri bil betalt af arbejdsgiverne. Knap 477.000 havde fri telefon, mens lidt over 490.000 havde en sundhedsforsikring som fryns.

Her fremgår det også, at man skal betale skat af goderne, hvis de har en værdi på over 1.100 kroner, når der ikke er nogen sammenhæng mellem goden og arbejdet.

Publiceret 2016-05-01




Læs også

1 til 24 af 833 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
1 til 24 af 833 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.