Jobglæde

Har du dummet dig på jobbet? Sådan kommer du videre

Ingen er fejlfri, og derfor befinder vi os nogle gange i en situation, hvor der ikke er andet at gøre end at erkende, at man har begået en brøler.

Det er hamrende irriterende, men sket er sket: Du har dummet dig på jobbet. Hvordan kommer du videre? Tina Vedel Blidegn, stifter af KarriereRådgiveren guider dig videre med tre gode råd:

1: Find ud af, hvad der gik galt

Gå processen op til brøleren igennem. Hvad gik galt – og hvor i processen gik det galt? Find derefter ud af, hvad grunden har været til, at det gik galt.

2: Agér, hvis det sker tit

Vær ærlig over for dig selv og erkend, hvis det ikke er første gang, du begår denne fejl. Hvis det er tilfældet, så spørg dig selv, hvad det generelt er, der gør, at det sker. Afleverer du for eksempel igen for sent, så overvej, hvordan du strukturerer din hverdag og dine opgaver. Har du for mange opgaver, så gå til din chef og forventningsafstem i forhold til prioriteringen af opgaverne.

3: Indrøm fejlen

Nogle er nervøse for, hvad chefen vil sige til den brøler, vi har lavet. Vi er bange for konsekvensen. Men du kan lige så godt indrømme fejlen med det samme, for det vil blive opdaget før eller senere, og der er det bedre at komme og sige det og have tænkt over en løsning på problemet, så der er en fremadrettet plan. Kom ud af busken og sig eventuelt til din chef, at du har brug for hjælp til at komme videre, hvis du ikke selv kan finde en løsning.

Fejl bunder i manglende forventningsafstemning

Tina Vedel Blidegn mener, at det er helt naturligt, at vi begår fejl – især i den verden, vi befinder os i – i dag – hvor alting går meget stærkt. Hun mener, at der selvfølgelig kan være tale om, at vi ikke har de rigtige kompetencer i forhold til jobbet, men at mange af de fejl, vi begår, bunder i, at vi ikke har fået forventningsafstemt med vores nærmeste leder.

”Det er guld værd, hvis du hele tiden løbende forventningsafstemmer med din chef. Du skal ikke se den dialog som, at du ikke er dygtig til det, du laver. Nogle gange kan folk blive bange for at spørge, fordi de så udstiller, at de ikke ved, hvad de skal gøre. Din indgang skal være anderledes, for du kan ikke altid vide, hvad din chef tænker – og hvordan han eller hun vil have, at du løser opgaven. Det er bedre at gå til chefen, hvis der opstår et problem undervejs, end at lade det ligge og så aflevere opgaven for sent for eksempel. Du skal ikke være bange for at spørge,” siger Tina Vedel Blidegn, der desuden understreger vigtigheden af gennemsigtighed.

Den gennemsigtighed gælder din chef, som skal være klar i sine udmeldinger i forhold til, hvad hun eller han ønsker fra dig, men gennemsigtigheden gælder også dig.

”Når jeg hører fra mine klienter, at de har problemer med deres chefer, så bunder det ofte i, at de ikke selv har fået fortalt, hvad de gerne vil. Det er ikke alle, der har gjort sig tanker om det – men gør det – for din chef er ikke tankelæser,” lyder det fra Tina Vedel Blidegn.

Hun mener, at man selvfølgelig helst ikke skal lave den samme fejl flere gange, men at det er vigtigt, at man ikke er bange for at fejle, når man er på arbejde.

”Hvis du går efter at være fejlfri, så har du lagt et hårdt pres på dig selv, og det er der ikke nogen grund til,” siger hun.

Læs også