Jobglæde

Great Place to Work – en pris­ud­de­ling, der er til at forstå

Tiden er igen inde til at kåre Danmarks bedste arbejdspladser. Det sker under dette års Great Place to Work arrangement i Cirkusbygningen d. 14. nov.

Lige siden 2001 er der uddelt priser til landets bedste arbejdspladser. Og det giver god mening. Alle mulige brancher har gennem tiden uddelt priser og kåret virksomheders vækst, innovation, produkter, løsninger og idérigdom. Men intet af det kunne blive til noget, hvis ikke det var for de dygtige folk, der udførte arbejdet – og de gunstige rammer og fællesskabet, de arbejdede i.

Derfor er Great Place to Work en begivenhed, der bliver holdt godt øje med rundt om i landet. Både af de ansatte, af virksomhedsejerne og faktisk også af de jobsøgende. For hvem vil ikke gerne bruge sin energi og kompetencer i en virksomhed, som har papir på at være blandt landets bedste arbejdspladser?

Trivsel, fællesskab og gode resultater er i fokus

Bag Great Place to Work ligger ønsket om at fremme bedre relationer på arbejdspladser og i samfundet gennem en handlingsorienteret tilgang til tillid – der er omdrejningspunktet for at øge medarbejdernes engagement og skabe bedre resultater.

Til det årlige arrangement uddeles priser for Danmarks bedste arbejdspladser inden for mindre, mellemstore og store virksomheder. Derudover også priser til den bedste offentlige arbejdsplads, IT-arbejdsplads og endeligt uddeles også specialpriser indenfor områder med særlig stor aktualitet. Det hele løber af stablen i Cirkusbygningen på en fornem aften med særligt udvalgte speakere, underholdning og højt humør.

Vi holder dig opdateret

Årets kåringer offentliggøres gennem Jobindex, så vi vil også være med til arrangementet – og vi glæder os til at dele nyhederne med dig, når prisuddelingen og festen er ovre.

Læs også