Unge og talenter

Eleverne afslører: Derfor vælger de jer til – eller fra

Ny undersøgelse blandt 574 elever viser, hvad der driver de unges valg af elevplads. Resultaterne udfordrer nok flere af de antagelser, som virksomheder bygger elevrekruttering på.

Eleverne researcher jer mere, end I tror

Det er blevet sværere at tiltrække elever. Antallet af elever på handels- og kontoruddannelserne falder, mens konkurrencen om de unge talenter stiger. Men hvad får dem egentlig til at vælge én virksomhed frem for en anden?

For HR og employer branding-ansvarlige er der især én vigtig læring: Hvis du tror, at elever blot læser et jobopslag og sender en ansøgning, tager du fejl.

Hele 84 % undersøger virksomheden aktivt, før de søger. Kun 13 % nøjes med at forholde sig til selve jobopslaget. Det viser Jobindex elevundersøgelse fra maj 2026.

Elevrekruttering starter før ansøgningen

Ida Bodnia Bathily, employer branding konsulent og projektleder på Jobindex Employer Branding Bureau fortæller:

”Kandidaterne møder dit employer brand mange steder, og hvert kontaktpunkt er med til at afgøre, om de søger – eller vælger en konkurrent.”

Undersøgelsen viser, at 62 % starter deres søgning på elevportaler, mens 45 % bruger Jobindex. Jobportalerne er fortsat den vigtigste indgang til målgruppen. Annoncen skal vække interessen – resten af employer brandet skal overbevise.

Ida uddyber:

”Eleverne læser gerne anmeldelser, spørger familie og venner til råds og undersøger virksomheden grundigt. De vælger i høj grad ud fra tryghed, fællesskab og udviklingsmuligheder.”

Se hele elevrapporten her

Et dårligt omdømme skræmmer eleverne væk

Vi spurgte også eleverne, hvad der får dem til at fravælge en virksomhed. Svaret er klart: Dårligt omdømme og negative anmeldelser topper listen.

Elevrekruttering handler dermed ikke blot om at være synlig for at tiltrække. Det handler om at skabe en oplevelse og en fortælling, som de unge kan se sig selv i. Selv et stærkt elevprogram kan miste sin effekt, hvis kandidaterne oplever virksomheden og arbejdspladsen negativt online.

Spørgsmålet er derfor, om jeres elevfortælling er stærk nok til, at de vælger jer til?

Her er de vigtigste parametre for eleverne

  • God oplæring og et trygt introforløb
  • Gode kolleger og et stærkt socialt fællesskab
  • Spændende og varierede arbejdsopgaver
  • Karriere- og udviklingsmuligheder

Tryghed er den faktor, flest fremhæver. Det giver god mening, forklarer Ida Bodnia Bathily:

”Elevpladsen er tit elevernes første møde med arbejdsmarkedet. De leder altså ikke kun efter et job, men efter et sted, hvor de bliver taget godt imod og kan udvikle sig.”

Husk derfor: Hvis jeres elevkommunikation primært handler om løn, personalegoder eller praktiske forhold, risikerer I at overse det, der betyder mest for målgruppen.

De bedste ambassadører sidder allerede hos jer

Hvis virksomheder kun tager én ting med fra undersøgelsen, bør det være dette: Lad eleverne fortælle historien.

Ida understreger:

”Unge mennesker har et veludviklet filter over for kommunikation, der virker poleret eller kunstig. De søger autentiske fortællinger fra mennesker, de kan spejle sig i. Derfor er nuværende elever ofte de stærkeste ambassadører.”

Videoer, interviews og personlige fortællinger om hverdagen som elev kan skabe langt mere troværdighed end traditionelle employer branding-budskaber.

Hvordan vil elever egentlig søge job?

Mange virksomheder arbejder ud fra en antagelse om, at unge mennesker kun ønsker hurtige og ultraenkle ansøgningsforløb. Men undersøgelsen fortæller en mere nuanceret historie.

Måske fordi, at eleverne netop ikke i forvejen har et langt, imponerende CV. Og måske også fordi, de gerne vil afspejle seriøsiteten fra det etablerede arbejdsliv.

I hvert fald fortæller elevundersøgelsen:

  • De fleste elever foretrækker at sende både CV og skriftlig ansøgning.
  • Processen skal dog stadig være enkel og overskuelig.
  • Lange ansøgningsflows og uklare næste skridt skaber unødig friktion.

Tre spørgsmål HR bør stille sig selv

Inden næste elevkampagne går i luften, kan det være værd at overveje:

  • Kender vi målgruppen? Ved vi, hvad de elever, vi ønsker at tiltrække, faktisk lægger vægt på?
  • Kender vi vores styrker? Ved vi, hvad nuværende elever oplever som det bedste ved at være hos os?
  • Måler vi det rigtige? Er succes lig med antallet af ansøgninger, kvaliteten af kandidaterne, time-to-hire eller tilknytningen efter ansættelsen?

De vigtigste influenter er ikke på sociale medier

Når virksomheder planlægger elevkampagner, ligger fokus ofte på sociale kanaler. Men undersøgelsen peger på nogle helt andre nøglepersoner.

Skolevejledere har størst indflydelse på elevernes valg af elevplads. Derefter følger forældre og øvrig familie.

Hvis målet er at tiltrække flere kvalificerede elever, kan relationer til lokale skoler/uddannelsesinstitutioner og studievejledere være mindst lige så værdifulde som endnu en kampagne på sociale medier.