Onboarding Rekruttering

Guide: 6 tips til den perfekte on­bo­ar­ding

Motivationen er høj, når en ny medarbejder starter. Det er her, du lægger fundamentet for engagement, performance og tilknytning. Kom godt i gang med vores 6 tips.

1. Onboarding starter før første arbejdsdag

Onboarding begynder allerede, når kandidaten siger ja. Når du tænker det ind som en naturlig forlængelse af rekrutteringsprocessen, skaber du kontinuitet og tryghed for den nye medarbejder. Ikke mindst, hvis der går tid mellem underskrift og første arbejdsdag. Samtidig undgår du, at ansvar falder mellem to stole, når hverdagen pludselig tager over.

Til den nye medarbejder:

  1. 3–7 dage efter underskrift: Tak for processen og byd velkommen igen.
  2. Har du link til jeres opdaterede personalehåndbog, eller videoklip om jeres produkter og virksomhed, så send det med.
  3. 1 uge før opstart: Praktisk info om første dag. Bekræft tid og sted – og glæd jer.

Internt i virksomheden:

  1. Informér teamet om navn og startdato.
  2. Sørg for, at der står nogen klar på første dag.
  3. Overvej fælles morgenmad, frokost eller kaffe. Udpeg evt. en mentor/buddy.
  4. Hav udstyr, adgang og introduktionsplan klar.

2. Første arbejdsdag – giv en ordentlig overlevering

Brug 30 minutter på en struktureret overlevering – det betaler sig hurtigt. For intet dræber motivation hurtigere end løfter, der ikke bliver indfriet. Du skal have fuldt overblik over, hvad der er blevet sagt og lovet under rekrutteringen – især hvis HR eller eksterne har stået for processen. Tjek fx: Forventninger til opgaver og ansvar. Udviklings- og karrieremuligheder. Praktiske aftaler (udstyr, vilkår, fleksibilitet).

3. Feedback er en nødvendighed

Trivsel starter med klarhed om forventninger. Planlagte statussamtaler sikrer, at den nye medarbejder ikke går og gætter på, om det går godt nok – og giver dig mulighed for at justere tidligt. Vi foreslår, at du som minimum holder statussamtaler:

Efter 1 måned – status, trivsel og forventninger.

Efter 3 måneder – naturlig samtale i forbindelse med prøvetid.

4. Giv plads til friske øjne

Nye medarbejdere ser det, I andre er blevet blinde for. Invitér aktivt til input og meninger – også selvom den nye “kun” har været der kort tid. Det styrker både engagementet og giver dig værdifuld viden. Bonus: Medarbejdere, der bliver hørt tidligt, føler sig hurtigere som en del af holdet.

5. Skab mening og stolthed fra dag 1

Folk motiveres af at vide, at deres arbejde gør en forskel. Nogle virksomheder lader nye medarbejdere møde kunder, brugere eller andre, der fortæller, hvordan produktet eller ydelsen har betydning i virkeligheden. Andre bruger cases, historier eller konkrete eksempler. Spørg dig selv: Hvordan bidrager denne rolle til noget større? Hvordan kan vi vise det – ikke bare sige det?

6. Hold det enkelt – så følger meningen med

God onboarding handler ikke om flere initiativer – men om de rigtige. Når du arbejder struktureret, tydeligt og menneskeligt, giver du nye medarbejdere den bedst mulige start. Og det kan mærkes. Også langt ud over de første 90 dage.

Læs også