Employer BrandingJobannoncenRekruttering

Brug humor i din jo­ban­non­ce og find den helt rigtige kollega

Grinede du heller ikke af overskriften? Den var sgu også lidt kedelig. Og det behøvede den jo ikke at være, vel? Det gør jobannoncer faktisk heller ikke.

Men jobannoncen er jo en seriøs formidlingsform, tænker du nok. Jeg prøver jo ikke at ansætte en standupkomiker.

Ro på – selvom din annonce er til en helt almindelig stilling, behøver den ikke være så knastør og formel, som du måske tror. Og nej, din virksomhed mister ikke point på troværdigheds- og seriøsitetskontoen, selvom I skriver en annonce med glimt i øjet. Tværtimod viser det både jeres kultur og afdelingens personlighed, og det kan tiltrække den helt rigtige kandidat.

”Jobannoncen er din første kontakt med din nye kollega. Så hvorfor ikke invitere ham eller hende indenfor med en hilsen, der lyder som jer?”

Et glimt i øjet er nok

Når vi taler om humor i annoncer, betyder det ikke, at du skal være poppet eller påtaget sjov. Din læser behøver ikke falde ned af stolen af grin. Hovedpointen er, at jobannoncen skal afspejle den tone, I har på arbejdspladsen. Har I sort værkstedshumor? Tørre ironiske ordspil? Eller har I, ligesom os, en Henrik, der hver dag møder ind med et ”Godmorgen, så er freden forbi”? Skriv det. Det giver et billede af, hvem I er.

Sig hej til din nye kollega

Det kan virke svært at få de små finurligheder frem. Men en god huskeregel er at skrive, som du taler – eller rettere som I taler til hinanden i afdelingen. Ikke i talesprog, men så man kan fornemme, at der sidder et ægte menneske bag teksten. Et menneske, som vil dig det godt, og som giver dig et indblik i, hvordan det er at arbejde hos jer.

Jobannoncen er din første kontakt med din nye kollega. Så hvorfor ikke invitere ham eller hende indenfor med en hilsen, der lyder som jer?

Her kommer et par eksempler.

”Ved at ryste posen en smule fik vi vores målgruppe til at trække på smilebåndet og føle sig hjemme hos os”

1# Pust liv i jobbeskrivelsen

Vi lægger ud med en light version fra bureauets eget annoncearkiv. For lidt tid siden søgte vi nemlig en ny studentermedhjælper. Og i stedet for at affyre den klassiske ”Du skal læse korrektur på dansk og engelsk” krydrede vi den med vores egen måde at tale på. Det resulterede i det her:

10-15 timer – 2 hele dage om ugen. Som et kaffefilter fanger du sprogligt og grammatisk grums i vores jobannoncer og content, før de færdigbryggede tekster går online. Sammen med vores 3 andre studentermedhjælpere udgør I Korrekturklubben, hvor vi hele tiden udvikler og finpudser sproget og sparrer med hinanden om korrekturmæssige hjernevridere.

Kan du se, hvor vi vil hen? Ved at ryste posen en smule og drysse et par anderledes vendinger ud over annoncen fik vi vores målgruppe til at trække på smilebåndet og føle sig hjemme hos os.

2# ”Det forventer vi af dig” version 2.0

Du kan også sætte lidt fut i de kedeligt formulerede krav. I stedet for at skrive ”Du har flere års erfaring som sælger, og du er god til at skabe relationer” kunne du prøve med:

Du er typen, der taler med folk. Når du er til fest, stiller du spørgsmål, så du uden at tænke over det ved en masse om de andre, når aftenen er ovre. Samtidig har du vinderinstinkt. Kunne du finde på at lade din 4-årige nevø vinde i Ludo? Nej, vel?

3# Giv ordet til din sjoveste kollega

I årevis har vi måttet lægge øre til den fortærskede ”Vi har en uformel omgangstone med plads til humor”. Og det er sikkert rigtigt. Men det siger bare ikke en hujende fis om, hvem I er. Og I skiller jer ikke ud fra mængden. Så hvis du er klar på lidt kulør, kan du prøve at inkludere den tilbagevendende joke, I ikke kan stoppe med at grine af i frokostpausen:

Vi er 5 temmelig dygtige regnskabsmedarbejdere og controllere, der praler af at have Københavns bedste økonomiafdeling.

"Vores vittigheder er både gode og dårlige. Kender du fx denne her? Hvad gør en hveps med økonomiske problemer? – Den går på bistand,” griner din nye kollega Anders, som glæder sig til at gøre dine mandage lidt sjovere og lover, at han altså har bedre jokes i ærmet.

Hvad gør du nu?

Prøv dig frem. Stillingsopslag, der skiller sig ud, vækker læserens interesse og ansøgernes lyst til at søge. Med lidt humor kan I tiltrække de kandidater, som passer ind hos lige netop jer.

bureauet bag bloggen

Hos bureauet i Jobindex arbejder vi i krydsfeltet mellem employer branding, rekruttering og kommunikation.

Vi er 26 tekstforfattere, digitale designere, fotografer og projektledere, der rådgiver, underviser og laver content for Danmarks største og mindste virksomheder.

Om bloggen

På bureauets blog får du tips og tricks til, hvordan du fanger de rette kandidater og profilerer din virksomhed gennem velskrevne tekster og visuelle værktøjer.