Måske har du hørt det før: ”Husk at bruge dit netværk, når du søger job.”
Men hvad betyder det egentlig? Hvem skal du kontakte? Og hvordan griber du det an, hvis du ikke er typen, der bare lige kontakter folk, du knap nok kender?
Det var nogle af de spørgsmål, der var på dagsordenen, da vores beskæftigelseschef, Malene Gregaard Wilsly, holdt webinar om netværk og jobsøgning.
Knap 1.300 havde tilmeldt sig de 45 minutter, hvor Malene delte ud af sine erfaringer og konkrete råd.
Du har et netværk, men bruger du det?
Måske tænker du, at du ikke rigtig har noget netværk. Især hvis du har været på den samme arbejdsplads i mange år, er nyuddannet eller gerne vil skifte branche.
Men ifølge Malene har de fleste flere muligheder, end de umiddelbart tror: ”Alle har et netværk. Kender du bare ét menneske, så har du et netværk. For det menneske har også et netværk,” fortæller hun.
Måske kender din tidligere kollega nogen. Eller måske kan din gamle studiekammerat sætte dig i forbindelse med en, der ved noget om det job, du er nysgerrig på.
Det handler om at begynde at spørge.
Find ud af, hvad du gerne vil have hjælp til
Inden du begynder at skrive til folk, anbefaler Malene, at du bruger lidt tid på at blive klogere på, hvad du gerne vil. For det er svært for andre at hjælpe dig, hvis du ikke selv ved det.
Et godt sted at starte er at overveje tre forskellige jobmuligheder:
- Drømmejobbet: Hvad ville du allerhelst arbejde med, hvis du kunne vælge frit?
- Det realistiske job: Hvilke stillinger passer til dine erfaringer og kompetencer?
- Det mulige næste skridt: Hvilket andet job kunne være interessant, selvom det ikke er det, du oprindeligt havde forestillet dig?
Prøv derefter at spørge dig selv, hvad du allerede kan, hvad du mangler at lære, og hvem der måske kan hjælpe dig med at blive klogere.
Det kan også være en god idé at spørge tidligere kolleger eller chefer, hvilke styrker de har set hos dig.
Spørg efter viden frem for et job
En af Malenes vigtigste pointer er, at du skal tænke over, hvad du beder dit netværk om.
Det kan nemlig være svært for andre at svare på spørgsmålet: ”Kan du hjælpe mig med at få et job?”
Måske kender de ikke til nogen ledige stillinger eller ved ganske enkelt ikke, hvordan de skal hjælpe.
Prøv i stedet at stille spørgsmål, der er lettere at svare på:
- ”Hvad lægger I vægt på, når I ansætter folk inden for dit område?”
- ”Hvilke kompetencer tror du, jeg skal fremhæve, hvis jeg gerne vil skifte branche?”
- ”Kender du nogen, jeg kunne tale med for at blive klogere på den type job?”
Du kan også invitere til et kort kaffemøde. Det behøver ikke være meget mere end 15 minutter, tre velforberedte spørgsmål, og at du selvfølgelig overholder den aftalte tid.
Og husk at lytte og sige tak bagefter.
Tre spørgsmål fra webinaret – og Malenes svar
Kan jeg bede om et kaffemøde hos en virksomhed, der har givet mig afslag?
”Ja, det synes jeg sagtens, du kan. Men jeg ville være opmærksom på, hvordan du griber det an. Hvis du lige har fået et afslag, kan du fx spørge, om personen har mulighed for at give dig lidt feedback på din ansøgning, eller hvad virksomheden især lagde vægt på hos den kandidat, de valgte. Men husk, at et nej også er helt okay.”
Hvad gør jeg, hvis jeg er introvert og har svært ved at netværke?
”Start småt. Du behøver ikke deltage i store arrangementer eller tale med en masse fremmede. Tag kontakt til én person, forbered tre spørgsmål, eller begynd digitalt. Find en måde at netværke på, som passer til dig.”
Hvordan netværker jeg, hvis jeg søger job i udlandet og ikke kender nogen?
”Start med at spørge dit eget netværk: Kender de mon nogen i det land, du gerne vil arbejde i? Du kan også prøve lokale Facebook-grupper, fx grupper for danskere i udlandet. Tag kontakt til én person og spørg nysgerrigt ind til fx jobsøgning eller rekruttering. Målet er bare at få den første samtale i gang.”
Hvem kunne du skrive til i dag?
Du behøver ikke lave en kæmpe plan eller kontakte ti mennesker på én gang. Men Malene anbefaler, at du sætter lidt tid af til dit netværk hver uge. Find ud af, hvem du gerne vil tale med, hvad du vil spørge om, og husk at følge op.
Og så er der én ting, du ikke må glemme: Dit netværk skal også have noget fra dig. Også når du har et job.
For hvem ved, hvornår du selv får brug for en hjælpende hånd? Måske er der allerede én, du har lyst til at række ud til?





