Employer Branding

Styrk kom­mu­ni­ka­tio­nen og tiltræk flere kan­di­da­ter til det of­fent­li­ge

Hvordan opfatter jeres potentielle medarbejdere det offentlige som arbejdsplads? Hvad motiverer kandidater, når de søger nyt job? Og formår I at kommunikere de budskaber, der giver de rigtige ansøgninger?

Lykkes I med at kommunikere til målgruppen?

Kandidater ansat i det private kan flyttes til det offentlige, men hvad tror de, at det offentlige kan tilbyde som arbejdsplads?

Generelt er kandidater, der arbejder i det private enige med kandidater, der allerede arbejder i det offentlige om, hvad det offentlige kan tilbyde.

Kandidater fra det private tror dog ikke i lige så høj grad, at det offentlige kan tilbyde udfordrende og varierende arbejdsopgaver, medindflydelse og ansvar samt et godt socialt miljø.

En anden stor undersøgelse foretaget af Jobindex, ”Den gode jobannonce”, viser, at 90 % af respondenterne mener, at varierende og udfordrende arbejdsopgaver er noget af det vigtigste, en virksomhed kan tilbyde.

Sammenholder vi de to analyser, står din arbejdsplads muligvis med et kommunikationsproblem, og hvordan skal det så løses?

Udnyt jobannoncens potentiale og fortæl om jeres spændende job

Jobannoncen er et rigtig godt sted at starte for at målrette din kommunikation. Det er den direkte kanal til at motivere de rette kandidater til at søge dit ledige job.

Her er det vigtigt, at I kigger på jer selv udefra. Sæt jer i kandidatens sted og skriv jeres jobannonce fra kandidatens ståsted – og husk, at kvaliteten af de ansøgninger I modtager, er en direkte afspejling af kvaliteten af jeres egen kommunikation.

For jobannoncen er ofte afsenderorienteret. Det betyder, at virksomheden skriver annoncen ud fra deres egne behov. Derfor bliver annoncerne ofte en meget lang ønskeliste til erfaring, kompetencer, personlighed krydret med prosa om, hvem ”vi” er.

Men hov. Det stemmer jo meget lidt overens med, at kandidaternes største ønske til en jobannonce er, at den giver det bedst mulige helhedsbillede for kandidaten af jobbet. Kandidaterne vil kunne forestille sig, hvordan hverdagen ser ud, hvad der gør opgaverne spændende, og hvordan de vil blive udfordret og kan udvikle sig i jobbet.

Så måske tror kandidater fra det private ikke, at det offentlige har nogle spændende job, fordi I simpelthen glemmer at kommunikere det.

Få endnu bedre resultater ved at kombinere ord og billeder

Vil I gøre jeres kommunikation endnu mere målrettet og personlig, så lad ord og billeder spille sammen. Kan kandidaterne se billeder, video eller lignende af arbejdspladsen, kollegaerne, chefen og måske direkte citater fra kommende kollegaer, så er det i endnu højere grad med til at målrette kommunikationen til lige præcis de kandidater, der vil matche jobbet og jeres arbejdsplads. Det virker faktisk – læs mere om, hvordan en virksomhed fik 71 % flere ansøgninger.