Sådan skriver du bedre ansøgninger



For dig der vil have den nyttige basisviden

Søren Møller
Tekstforfatter, Jobindex

1. Ringe eller ikke ringe?

Måske du tænker inden du går i gang, om du lige skal ringe til virksomheden og spørge om noget, for at de så måske bedre lægger mærke til dig. Er det en god idé?

Måske. Men har du reelt ikke noget relevant at ringe om, så lad hellere være. Står du derimod med et par spørgsmål, der kan have god betydning for, om du i det hele taget skal søge jobbet, eller hvordan du vil vælge at prioritere dit fokus i ansøgningen, så tøv ikke med at ringe. Og husk så i ansøgningen at vise, at du fik noget ud af de svar, de gav dig.

2. Målet lige nu er at komme til samtale – ikke at sikre jobbet

Det vil helt sikkert betyde en masse for dig, hvis du får jobbet. Men tænker du for meget over dét, bliver hver sætning pludselig lidt farlig, og du bliver tilbøjelig til at formulere dig mindre konkret og mere vag, end du ellers ville.

Husk derfor på, at din ansøgning alene aldrig vil sikre dig jobbet. Din ansøgning har i stedet til formål, at du i første omgang kommer til samtale. Med det faktum i tankerne er det lettere at bevare dit mod og troen på dig selv. Og have dig selv med. Et skridt ad gangen.

Læs også: Jobsøgning: 4 tidspunkter hvor din timing er afgørende

3. Den gode indledning

Drop høflighedsfraser om at du søger jobbet, fordi du med interesse har set deres annonce eller lignende. Floskler irriterer generelt mere end de gavner. Din ansøgning læses nemlig lidt, som når du selv læser en reklameannonce – her mister du også interessen, hvis overskrift og de første linjer ikke gør dig nysgerrig eller virker relevant.

Tænk over hvilken type arbejdsplads, du søger hos – og hvilken stilling – når du vælger din overskrift. Vær ikke for kæk til en konservativ stilling eller for kedelig til en kreativ. Gør dig gerne tanker om dine styrker, hvor din gnist ligger, og hvor du har haft en succesoplevelse tidligere. Så bliver det lettere for dig at vælge ordene i din overskrift og indledning, hvor det både viser lidt om dig – og sætter dig i relation til hverdagen og opgaverne i virksomheden.

Tip: Føler du dig helt fortabt i indledningen og slet ikke kan få det til at fungere, så grib fat i ét af kravene beskrevet i jobannoncen – og start med, hvad du kan bidrage med på dét punkt. Så har du i hvert fald sikret en vis relevans om ikke andet.

4. Besvar kravene til stillingen

Hav et øje på jobannoncen, når du skriver ansøgningen. Så du kan løbende tjekke, at du ikke glemmer et vigtigt punkt. Er der mange punkter i jobannoncen, så koncentrér dig om at komme ind på de vigtigste.

Nogle punkter kan være lidt svære at svare på, som f.eks. hvis virksomheden ønsker en person, der er ”resultatorienteret”, ”selvstændig”, ”fungerer godt i en hektisk arbejdsdag” og i den dur – her går det ikke at blot skrive, ”jeg fungerer godt i en hektisk arbejdsdag” uden at konkretisere det.

Tip: Hvis dét der gør, at du ved at du fungerer godt i en hektisk arbejdsdag er fordi, du i flere år arbejdede i en afdeling, hvor du vekslede mellem at tale med kunder, kvalitetssikre interne procedurer og få klaret bestemte opgaver på stramme deadlines – så er det her kernen er.

5. Hvis muligt skriv dig ind i stillingen

Husk at din ansøgning skal give et praj om dig og virksomheden sammen i fremtiden. Hvorimod dit CV fortæller om dig i fortiden. Men fortid og fremtid kan måske kædes sammen. Og det virker stærkt!

Folk der har vilje, folk som ønsker at levere kvalitet og som er handlekraftige – folk som virker til at forstå den pågældende virksomheds hverdag – er altid i høj kurs når der kaldes til samtale. Vis at det er dig, og at du forstår, hvad du kan gøre af forskel hos virksomheden.

Læs også: Gør din skarpe ansøgning ekstra værdifuld

6. Få en du kender til at læse igennem

Nu har du skrevet ansøgningen og rettet til og læst den igennem flere gange. Men vent lige med at sende den. For det sker jævnligt, også for garvede tekstforfattere, at man stirrer sig blind på egen tekst, fordi man jo kender al indholdet til fingerspidserne – og så ser man måske ikke dén dumme slåfejl der er, eller opdager at afsnit 2 og 3 måske burde byttes om, eller andet i den dur.

Derfor er det altid en god idé, at få en du kender til at læse den igennem med friske øjne – som sidste led i korrekturen – inden du sender.

Publiceret 2017-07-01


Seneste artikler

Parlør til jobsamtalen: Forkortelser, du bør kende og udtryk, du bør bruge
Du har sikkert hørt, at du skal bruge de samme ord og udtryk som virksomheden, når du skriver din ansøgning og kommer til samtale. Men hvad er det nu lige, du skal skrive og sige? Her får du en parlør til udtryk, du kan benytte dig af, og forkortelser du bør kende – så du kan aligne dig med hiring manager til jobsamtalen.
Indrykket 1. december på Øvrige stillinger
Ordbog over jobtitler, du engang forstod
Stillingsbetegnelser, du engang forstod, har fået nye navne – mange nu på engelsk. Det lyder ofte lidt finere og mere internationalt, men kig med her og se, hvilke job der gemmer sig bag titlerne.
Indrykket 1. november på Øvrige stillinger
10 gode råd mod nervøsitet til jobsamtalen
Få 10 gode råd til at tackle din nervøsitet, når du skal til jobsamtale. Viser du overskud og er rolig, øger du chancen for at få jobbet.
Indrykket 1. oktober på Øvrige stillinger
Gør din skarpe ansøgning ekstra værdifuld
For dig der vil have den nyttige basisviden
Indrykket 1. september på Øvrige stillinger
Et godt billede på Facebook kan bringe dig til jobsamtale
Ny forskning viser, at jobansøgere med det flotteste Facebook-profilbillede har 38 procent større chance for at blive kaldt til samtale.
Indrykket 1. august på Øvrige stillinger
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.