Ny i jobØvrigt

Sådan bliver du ingeniør

Drømmer du om at blive ingeniør? Du kan blive klar til uddannelsen på kun et år.

Det er et krav med en gymnasial uddannelse for at blive optaget på ingeniørstudiet, men som faglært kan du tage en hurtigere vej: Et forberedelseskursus, der kun tager et år. Ifølge Metal Magasinet er kurset målrettet faglærte eller folk med en mellem-teknisk uddannelse inden for blandt andet bygge- og anlægssektoren - og jern- og metalområdet.

"På den måde er du sikker på at sidde i klasseværelse med andre, der kommer med samme baggrund som dig selv, men også elever, der kommer fra gymnasiet. I løbet af det ene års kursus kommer du på niveau med en studentereksamen inden for de fag, der er nødvendige for at blive optaget på ingeniørstudiet," lyder det i Metal Magasinet.

Kurset giver en gymnasial eksamen og kan tages over et eller halvandet år som fuldtidsstudium - og består af fem obligatoriske fag: dansk, engelsk, matematik, fysik og kemi. Alle fag skal afsluttes med en eksamen.

Begyndte at kigge efter noget andet

En af dem, der har drømmen om at blive ingeniør, er 30-årige Mads Bo Petersen, der egentlig er uddannet klejnsmed tilbage i 2005. Han har været i forskellige virksomheder og har blandt andet fremstillet kedler til skibe og støbeforme til betonelementer.

"Jeg synes, at alle mine job har været spændende. Så det var ikke, fordi jeg var træt af at være smed, at jeg begyndte at kigge efter noget andet. Men på en af mine tidligere arbejdspladser fik vi en praktikant, der var i gang med uddannelsen som produktionsteknolog. Det ville jeg læse lidt mere om og kiggede på Aalborg Universitets hjemmeside. Der faldt jeg så over en side med overskriften: "Er du faglært, så bliv klar til ingeniørstudiet på et år," siger Mads Bo Petersen til Metal Magasinet.

I 2013 startede han på det et år lange forberedelseskursus.

Ville vælge ingeniør med håndværksmæssig baggrund

På virksomheden Linak er ingeniører med et svendebrev i hånden i høj kurs. Virksomheden producerer aktuatorsystemer til blandt andet sundhedssektoren, og står valget mellem to ingeniører med samme kompetencer, hvor den ene er uddannet håndværker og den anden har en ren teoretisk ingeniørbaggrund, så er Preben Jørgensen, development manager i Linak, ikke i tvivl om sit valg.

"Så ville jeg klart vælge personen med den håndværksmæssige baggrund. Den type ingeniører har den fordel, at de ved, hvad man skal tænke på, når man designer et nyt produkt, så produktet både kan produceres i praksis og siden også serviceres," siger han til Jobfinder.dk.

Stort behov for ingeniører

Der er i høj grad brug for ingeniørerne, som vi beskrev i artiklen virksomheder kæmper om ingeniørerne her på Jobindex.dk.

Her fremgår det, at de unge i høj grad alligevel går uden om faget, og en rapport lavet af Damvad A/S for Ingeniørforeningen IDA anslår, at der vil mangle omkring 30.000 ingeniører i 2020. Forsyningsvirksomheden HOFOR er et af de firmaer, der mangler folk. Og afdelingschefen for projektressourcer, Søren Dreyer, anslår, at virksomheden netop nu har behov for mindst 15-20 nye ingeniører.

"Vi oplever, at der er relativt færre ansøgere til de opslåede stillinger. Vi oplever også, at der er skarp konkurrence i mediebilledet og på sociale medier, hvor ingeniørtunge virksomheder er meget aktive i forhold til at promovere deres fortræffeligheder," forklarer han.

Du kan tage adgangskurset til ingeniøruddannelserne følgende steder:

Danmarks Tekniske Universitet i Ballerup, Lyngby og Næstved
Aalborg Universitet i Aalborg og Esbjerg
Aarhus Universitet i Herning og Aarhus
Syddansk Universitet i Odense og Sønderborg
VIA University i Horsens