Øvrigt

Rigs­po­li­ti­et opruster massivt på antallet af IT-me­d­ar­bej­de­re

Interview: Rigspolitiets IT-chef søger hele 10 nye IT-medarbejdere. Der skal ryddes ud i gamle systemer og oprustes på både sikkerheden og udviklingen af politiet systemer.

Rigspolitiet leder med lys og lygte efter en række nye IT-medarbejdere, der skal hjælpe politiet af med dets legacy byrde og udvikle nye systemer.

“Vi er grundlæggende i gang med en massiv IT-transformation i hele politiet og politiarbejdet. Det giver sig udtryk i, at vi skal bruge flere folk,” Lars Ole Dybdal, der er IT-chef for Rigspolitiet.

Derfor har man netop slået 10 nye stillinger op efter IT-medarbejdere, der grundlæggende skal arbejde med tre områder inden for IT-sikkerhed og udvikling.

“Vi skal have sikret og stabiliseret vores grundportefølje, vi skal have moderniseret vores gamle systemer og så skal vi have introduceret ny teknologi og nye systemer,” siger Lars Ole Dybdal.

Computerworld kunne tidligere på ugen fortælle, hvordan politiets anmeldesplatform til IT-kriminalitet var udsat for kritik for at være for mangelfuld.

Det er blandt andet opdateringer af systemer som det, der er årsagen til politiets oprustning af IT-staben.

“Det er ligesom, hvis du ikke har været ved tandlægen i 10 år”

Men det kommer til at tage tid, før de nye systemer er fuldt funktionsdygtige.

For selv om politiet selv erkender, at anmeldelsesportalen ikke er god nok, som den er i dag, så kommer den nye platform først til at virke fra udgangen af 2018.

“Det er lidt som hvis du ikke har været ved tandlægen i 10 år, så skal du ikke blive overrasket over, at der skal gøres mere end bare at få poleret tænder. Så skal der gøres noget mere grundlæggende, og det er vi også i gang med her”, forklarer Lars Ole Dybdal.

Har det været et problem for politiet længe, at systemerne ikke er blevet fornyet og moderniseret?

“Jeg tror, at alle har et behov for at følge med og få deres platforme bragt up to speed. Vi er ikke kommet hele vejen rundt endnu, men vi er i fuld gang med at få videreudviklet hele vores portefølje,” siger Lars Ole Dybdal.

Ingen hemmelighed at politiet ikke er på 2018-niveau

Men selv om Lars Ole Dybdal mener, at IT-afdelingen har fået gjort meget, så lægger han ikke skjul på, at der fortsat er mange systemer, der skal opdateres til næste år.

Du sagde til Computerworld i april, at det ikke var nogen hemmelighed, at politiets systemer ikke var på 2018-niveau. Hvornår kommer de det?

“Det kommer blandt andet an på, hvor hurtigt vi får fat i nye folk. Jeg synes vi rykker os rigtig hurtigt, men vi kan også se mange spændende drift- og udviklingsopgaver de næste år,” siger Lars Ole Dybdal.

Læs også