JobsøgningOpsigelse

Når kæden strammer

”Er der én der vil hjælpe mig med at få kæden viklet rundt om mine ankler?” Sådan sagde Stig Seberg d. 6. juni 2016 til et foredrag om at tage vare på sig selv som ledig hos konsulentfirmaet Ballisager.

Jeg var med til foredraget hos Ballisager for at høre, hvad Stig kunne hjælpe de ledige med, og var samtidig i virksomhedspraktik hos Evolvia og historienom.dk, hvor Stig Seberg er forfatter, coach og mindfulness konsulent. Kæden der blev viklet om anklerne kommer jeg tilbage til…

Jeg har været ledig siden oktober 2015. Som uddannet arkæolog er jeg vant til perioder uden arbejde, men ikke så længe som denne. Det er ikke let at være ledig – systemet har mange krav og efter en del workshops om kompetenceafklaring, optimering af ansøgning og CV og en evig stræben efter at opfylde systemets krav, endte jeg til et kursus hos MA mod ledighedsstress!! Jeg sad blandt mennesker, der var gået helt ned med flaget, fordi de var ledige – og jeg tænkte ”Hvad er det der sker? Hvorfor har SÅ mange ledige det SÅ dårligt?”

Hvem er Stig Seberg?

Stig Seberg har sit firma i World Trade Center i Ballerup. Hans mission og budskab er at træne mennesker i at blive langtidsholdbare ved at og finde ro og være nærværende, samt komme ind til kernen af, hvad der gør én godt.

Tilbage til kæden…

Under foredraget bad Stig en af deltagerene om at komme hen og hjælpe ham med at få en stor kæde sat fast rundt om hans ankler, hvorefter nøglen blev lagt på bordet. Stig rejste sig op og begyndte at gå. ”Kan I se, hvor svært jeg har ved at gå? Jeg kan godt, men det er svært, og det går langsomt”. Kæden symboliserer, at man som ledig ofte føler sig fastlåst. Der er mange regler, man skal overholde, og krav man skal opfylde, og tit glemmer man helt at trække vejret og at være tro mod sig selv. Stig fortsætter med at fortælle; ”I kan godt se, det er svært for mig ikke? Men selv med lænker kan jeg bevæge mig, selv om det måske ikke går hurtigt."

Når man er ledig, er der et system, der fortæller en, hvad man skal gøre og mange af de ledige, jeg har mødt, føler, at de bliver puttet i kasser, og som menneske passer man sjældent i en kasse. Systemer flytter kasser, og det tror jeg, vi skal væk fra. Man bliver grå som menneske, og vi mennesker har så mange farver, vi kan bruge.

Mit interview med Stig Seberg

Tip til ledige

Stig foreslår 3 faser:

  • Ro: Træk vejret og find din indre ro
  • Bevidsthed: Find ud af hvad du kan og ikke kan gøre noget ved
  • Fokus: Beslut dig for hvad du gør og ikke gør lige nu.
Om Stig Seberg

Coach, mindfulness konsulent, facilitator samt forfatter af afslappende lydbøger til børn og voksne. Lydbøgerne kan lånes på ereolen.dk. Evolvia arbejder med ro, bevidsthed og nærvær og har udgivet flere artikler om emnet. Se mere på evolvia.dk

Men hvordan kan man så tage vare på sig selv, så man ikke bliver grå?

Det er måske ikke altid lige nemt at tage vare på sig selv, men hvis man kan finde ro og trække vejret, kommer der lettere ”sunde tanker”, hvilket igen kan føre til noget mere konstruktivt og farverigt. Det næste er at blive bevidst om de ting, man kan ændre på, og de ting man ikke kan ændre på. Når man bliver klar over og kan acceptere de ting, man ikke kan gøre noget ved, bliver det lettere at fokusere på de ting, man rent faktisk kan gøre noget ved. Vi kan måske ikke ændre systemet, men vi kan ændre på, hvilken energi vi vil lægge i de krav, systemet stiller op, samt hvor vi vil rette vores energi hen.

Hvorfor er det vigtigt for dig, at få dit budskab ud?

Jeg mener, at jeg er med til at redde liv. Forstået på den måde, at jeg mener mit materiale hjælper både børn og voksne til at være nærværende og få ro. Hvis jeg kan få folk til at stoppe op og trække vejret, så tror jeg på, at jeg er med til at gøre en forskel, men mit budskab er også, at vi hver især skal finde vores egen måde at gøre det på.

Mere ro på

Som ledig gennem snart ni måneder, har jeg erfaret, at det er vigtigt at passe på sig selv. Jeg er stadig på jagt efter mit næste job, men det er nu med en nysgerrighed, en åbenhed og ikke mindst med mere ro.