Karriere

Jeg vil hjælpe andre kon­kurs­ram­te med ny forening

En ny forening, stiftet af en, der selv har haft de hårde konsekvenser af en konkurs inde på livet, skal hjælpe konkursramte familier med støtte.

Olav Lange Hansen har stået i situationen selv: Hans virksomhed gik konkurs, og han måtte kæmpe en hård kamp alene. Der var ingen hjælp at hente – nogen steder, hverken for ham eller hans ægtefælle og børn. Derfor har han, nu hvor han er på den anden side af sin konkurs, stiftet Foreningen for konkursfamilier.

”Vi mente slet ikke, at der var behov for en konkurs og følte os meget uretfærdigt behandlet. Vi fik ingen penge i to måneder, og det var svært,” siger Olav Lange Hansen, der kæmpede en hård kamp, som gjorde ham vred – så vred, at det ikke længere syntes holdbart over for hans kone og børn.

Det endte med en skilsmisse, og den samlede barske oplevelse med konkursen har fået ham til at ville hjælpe andre i samme situation, så de ikke kommer ud for de samme dårlige oplevelser.

Henvender sig til alle konkursramte

Foreningen for konkursfamilier er støttet af flere organisationer, blandt andet Bæredygtigt Landbrug og henvender sig selvfølgelig til landmænd, men i lige så høj grad til alle andre, der er gået konkurs, eller som er ved at gå konkurs.

”Det skal være et sted, hvor man kan få gode råd – både til den selvstændige og til ægtefællen. Vi vil oprette selvhjælpsgrupper, hvor man kan mødes og etablere relationer med andre, som har været eller er i samme situation. Det at møde nogen, der forstår en, kan virkelig give en meget hjælp med på vejen,” siger Olav Lange Hansen, der råder alle, der står på tærsklen til en konkurs til at forberede sig så godt som overhovedet muligt.

”Derudover vil jeg råde alle til at sætte sig godt ind i konkurslovgivningen. Bed om at få nedsat et kreditorudvalg – det kan man gøre til det allerførste møde i skifteretten. Et kreditorudvalg består af de personer, du skylder penge, og de vil formentlig være helt anderledes positive i forhold til dig, end hvis du sidder foran en kurator. Han eller hun vil kun gå efter at få så mange penge hjem som muligt,” tilføjer Olav Lange Hansen.

Selvstændige skal ikke stå dårligere end andre

Han undrer sig over, at en konkurs i Danmark er forbundet med nogen skamfuldt, hvor det eksempelvis i USA forholder sig helt anderledes: Her er det ikke atypisk, at store erhvervsfolk er gået konkurs op til flere gange.

”I Danmark opleves det som om, at man er færdig, hvis man er gået konkurs – ingen vil snakke om det,” siger Olav Lange Hansen og fortsætter:

”I dag opfordrer man mange unge til at blive iværksættere og selvstændige, men jeg synes ikke, at man kan være bekendt at opfordre folk til at tage så stor risiko med den ene hånd, mens man med den anden hånd ikke sørger for dem, hvis det ikke lykkedes med deres virksomhedsidé, hvilket betyder, at de falder gennem systemet.”

Skal man ikke være klar over, at man løber en ekstra risiko, når man bliver selvstændig i forhold til at være lønmodtager?

”Jeg tænker slet ikke, at velfærdssamfundet skal tage sig af alt – som selvstændig familie skal man være parat til konsekvensen af sit valg, og vi har da også klaret os. Lønmodtagere har opsigelsesfrist og kan fra dag ét få hjælp, når de mister deres arbejde. Men når en bank opsiger et bankengagement med en selvstændig uden varsel og uden særlig begrundelse, så svarer det til, at en arbejdsgiver giver en opsigelse uden varsel. Fra dag til dag kan begge forældre stå uden job og med lukkede dankort – og uden ret til arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp,” siger Olav Lange Hansen og tilføjer:

”Det er meget hårde vilkår, og jeg forstår ikke, at en børnefamilie kan stå uden penge i dagens Danmark. Og det er en ulighed, jeg ikke forstår,” siger Olav Lange Hansen, der igen for nyligt på anden vis har haft en konkurs tæt inde på livet, da banken uden varsel opsagde hans brors landbrugskredit – også med konkurs til følge.

Du kan blandt andet læse mere om Foreningen for konkursfamilier på deres facebookside, Foreningen for Konkursfamilier.

Læs også