Nationalt Cyber Crime Center (NC3) er den enhed under Rigspolitiet, der beskæftiger sig med cyber-kriminalitet.
Her er leder man med lys og lygte efter folk til 11 nyoprettede stillinger, der skal besættes med it-ingeniører.
It-folkene skal være med til at udfylde en helt ny rolle, der skal gøre de enkelte politikredse bedre rustet til de anmeldelser, som er funderet i den digitale verden.
Helt konkret bliver de ny folk ledelsesmæssigt forankret i NC3, men skal placeres lokalt i de enkelte politikredse.
Det er tanken, at hver politikreds med undtagelse af Bornholm, Grønland og Færøerne have sin egen it-ingeniør.
Samlet set giver det 11 nye mand i etaten.
"Vi søger højkompetencefolk til de enkelte politikredse. Vi har denne type kompetencer centralt i NC3, men i politikredsene har der ikke været ansat it-ingeniører før," fortæller Kate Jacquerot, juridisk chef i NC3.
Udruldning og efterforskning
Ideen er, at når borgere eller virksomheder henvender sig til politikredsen og anmelder it-kriminalitet, kan vedkommende blive stillet om til en person, der har den fornødne viden på området.
"På den måde kan en virksomhed eksempelvis blive vejledt i den første skadebekæmpelse i forbindelse med it-kriminalitet. Ligeledes er opgaven at understøtte it-efterforskningen lokalt," siger hun.
De nye folk bliver også en del af politiets samlede it-plan i fremtiden.
"Vi er i gang med nogle ret heftige it-udruldninger over hele landet. For at det skal blive en succesfuld implementering, har vi brug for dygtige folk, der kan hjælpe systemerne på vej."
Hvilke systemer skal I have?
"Det er lidt for tidligt at fortælle om endnu."
Kredsene er klar
Det er de tre hovedområder for de 11 nye it-folk.
"Det handler samlet set om at løfte hele dansk politi på it-fronten."
Er de enkelte politikredse klar til sådan en person i organisationen?
"Ja. De er meget begejstrede for planen, og de ser frem til at få et ekspertløft til at bistå efterforskningen."