Ny i jobØvrigt

Danmarks bedste pro­gram­mø­rer træner i fre­dags­ba­ren

Som optakt til det kommende DM i Programmering konkurrerede omkring 60 dataloger om at blive kongen af DIKU.

Det fede studiejob

JOBINDEX GØR DET HÅRDE ARBEJDE
Vil du ha’ et studiejob uden at skulle skrive ansøgninger? Vi kender de virksomheder, der står og mangler en datalogi-studerende som dig. Så lad os koble dig sammen med en relevant virksomhed. Det eneste, du skal gøre, er at sende en mail til itstuderende@jobindex.dk, Jobindex vil derefter kontakte dig.

Den 18. september lagde Datalogisk Institut ved Københavns Universitet lokaler til en kombineret fredagsbar og programmeringskonkurrence. De studerende kunne her dyste i deres kodeevner som opvarmning til Danmarksmesterskabet i Programmering, der finder sted den 10. oktober samme sted samt på AU og AAU.

Jobindex, Computerworld, Netcompany og DIKU stod bag arrangementet, og blandt de, der var mødt op for at spotte talenter, var Sebastian Paaske Tørholm, der er udvikler hos Jobindex.

Han forklarer, at der plejer at være halvtomt i DIKUs kantine fredag eftermiddag, men at bordene denne fredag var proppede.

”I den ene halvdel af kantinen sad 50-60 mennesker ret tæt – og med god stemning. Under konkurrencen oplevede jeg – på trods af at vi gav øl og lignende – at der var ganske stor fokus og koncentration. De studerende engagerede sig meget i opgaverne, og en del fortsatte med at løse dem, selv efter vi sluttede konkurrencen,” fortæller han.

Talentfiskeri

Rekrutteringskonsulent hos Jobindex, Peter Høgh, der også var til stede på dagen, forklarer, at Jobindex får identificeret de dygtige programmører ved arrangementet. Og det er vigtigt, da virksomhederne skriger på nye talenter inden for området.

”De studerende får øget deres programmeringsevner, og de bliver skarpere af konkurrencen. Og Jobindex spotter samtidig de dygtige profiler, hvilket er vigtigt i vores arbejde med at bygge bro mellem dem og de spændende it-job,” forklarer han.

Ifølge udvikleren Sebastian Paaske Tørholm giver dagen Jobindex en unik mulighed for at tale med en gruppe engagerede studerende.

”Vi gør opmærksom på os selv som arbejdsplads og fx vores nye studiejob samt på det kommende DM. Og så skaber det selvfølgelig en del goodwill, at vi giver øl og mad,” siger han.

Bedst i Danmark

Peter Høgh forklarer at 18 ud af omkring 60 deltagere var i stand til at løse mindst en af de 3 opgaver i konkurrencen. Det er ifølge ham et udemærket resultat, da sværhedsgraden var sådan, at selv rutinerede programmører kunne komme i vanskeligheder.

Sebastian Paaske Tørholm mener, at eventen kan hjælpe med at forberede de studerende lidt inden DM og samtidig skabe øget opmærksomhed omkring konkurrencen.

”En af de ting vores konkurrence kan gøre er at give folk en mulighed for at træne i en hyggelig, social kontekst, og måske endda give dem blod på tanden i forhold til at træne mere og engagere sig i konkurrencemiljøet,” slutter han.

Læs mere om DM i Programmering den 10. oktober.