AnsøgningCVJobsøgning

Er CV'et ikke in­ter­es­sant, har du 50/50 chance for at an­søg­nin­gen læses

Det er ikke sikkert, du kan skrive dig til jobbet, hvis du ikke har kompetencerne. For kun 49 % læser din ansøgning, hvis det er tilfældet.

Nye tal fra Ballisager viser, at kun halvdelen af arbejdsgiverne læser din ansøgning, hvis dit CV ikke er interessant. Du skal derfor have en heldig dag, hvis du ikke ’på papiret’ har kompetencerne og gerne vil have din ansøgning læst.

2 minutter og 3 sekunder

Virksomhederne bruger ikke lang tid på dit CV. I gennemsnit bruger de 2 minutter og 3 sekunder på at kigge dit CV igennem ved første screening.

Hvor lang tid bruger du normalt på at læse CV’et i første screening?
Jeg læser ikke CV’et i første screening 2 %
0-1 minut 16 %
1-2 minutter 41 %
2-3 minutter 26 %
3-5 minutter 12 %
5 minutter eller mere 2 %

Kilde: Rekrutteringsanalysen 2017, Ballisager

Husk profilteksten!

Af den samme gruppe af ledere fortalte 83 %, at de normalt læser fagprofilteksten/resuméet i et CV.

Er du enig i følgende udsagn om din første gennemlæsning af kandidaternes CV og ansøgning? Total Små private Store private Offentlige
Jeg læser normalt CV’et først 80 % 78 % 86 % 75 %
Jeg læser normalt ikke ansøgningen, hvis CV’et ikke er interessant 49 % 42 % 56 % 46 %
Jeg læser normalt profilteksten/resuméet i CV’et 83 % 82 % 86 % 81 %

Kilde: Rekrutteringsanalysen 2017, Ballisager

Et godt råd er derfor at starte med at se dit CV igennem og tilpasse det – før du skriver din ansøgning. Start med at skrive en knivskarp fagprofiltekst til dit CV.

Ifølge rekrutteringskonsulent i Jobindex, Sofie Vedtofte, som har set tusindvis af CV’er igennem, bør fagprofilteksten være målrettet hvert enkelt job.

”Den skal være meget direkte. Det dur ikke med en generisk tekst i et CV, der også er generisk,” siger Sofie.

Målret CV og ansøgning – hver gang

Du har sikkert hørt det før, men målret både dit CV og din ansøgning til hvert enkelt job. Tallene viser, at det øger dine muligheder for at komme videre i rekrutteringsprocessen.

”En god profiltekst indeholder motivationen for den aktuelle stilling og hvilken erfaring, kandidaten vil bruge og få i spil i det her job,” siger Sofie.

”Jeg vil gøres nysgerrig. Den kandidat, der har tænkt over, hvor hans eller hendes erfaring passer i jobbet, er interessant. Det må fylde 3, men maksimalt 5 linjer,” afslutter Sofie.